Familieadoption

En familieadoption er normalt kendetegnet ved, at der består en kvalificeret familiemæssig tilknytning mellem dig og det barn, som du ønsker at adoptere. Barnet skal være dit barnebarn, din søskende, din nevø eller niece.

Du kan også familieadoptere, hvis der i stedet for en egentlig familiemæssig tilknytning mellem dig og barnet er en anden kvalificeret tilknytning imellem jer. Det kunne være dit plejebarn, der er tale om. I praksis stilles der krav om, at der skal være etableret tæt kontakt igennem længere tid, typisk 3 år eller mere.

Du kan i visse tilfælde også adoptere, hvis der er en nær tilknytning mellem dig og barnets forælder. Tilknytningen skal minde om et nært slægtskabsforhold, f.eks. et søskendeforhold. Der vil normalt stilles krav om, at du og barnets forælder er opvokset sammen eller på anden måde har været i tæt kontakt i en længere periode. Det er altså ikke nok, at du er en nær ven eller veninde til barnets forælder.

Barnet kan være over 18 år og under 18 år. Når barnet er over 18 år, er der tale om en voksenadoption. Hvis barnet er statsborger i udlandet, er det en international familieadoption og hvis barnet har bopæl i det danske rige, er det en national familieadoption.

Hvis vi vurderer, at der er tale om en familieadoption, kræver vi ikke godkendelse af dig som adoptant.

En familieadoption kaldes ikke en anonym adoption.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik