Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale på møde i Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde den 12. marts 2009: Afrikakommissionen - nye perspektiver for dansk og international bistand

Det talte ord gælder.

Tak for invitationen til mødet i dag.

Jeg er glad for denne lejlighed til at tale om Afrikakommissionen. Og om de perspektiver, den sætter for dansk og international bistand.

Sidst jeg talte til denne kreds, var efter mit første Afrika-besøg for mere end tre år siden. Nu står jeg her igen, efter mit andet Afrika-besøg. Som jeg har sagt tidligere, har disse besøg i Afrika gjort et stort indtryk på mig. Det har gjort det klart, hvor stort behovet er for at bekæmpe fattigdom i Afrika. For at skabe bedre muligheder for udvikling i Afrika. Det har været baggrunden for, at vi nedsatte Afrikakommissionen.

Det handler om, hvordan vi helt konkret kan bistå med at trække Afrika ind i den globale udvikling. Og dermed skabe gode livsvilkår og fremtidsmuligheder for hele Afrikas befolkning.

* * *

Gennem de seneste årtier har globalisering, øget samhandel og teknologiske landvindinger trukket millioner af mennesker ud af fattigdom over hele verden.

Afrika har også haft en gunstig udvikling. Væksten har ligget på næsten seks procent i gennemsnit over en årrække. Men sammenlignet med det billede, vi har set i en række lande i Asien, så halter det afrikanske kontinent langt bagefter.

Afrika har langt fra høstet de fulde gevinster af globaliseringen. Der er efter min opfattelse et enormt potentiale ved at få Afrika trukket med ind i den globale økonomi. Og her har vi i de rige lande en forpligtelse på flere fronter.

For det første har vi en moralsk forpligtelse til at bekæmpe den dybe fattigdom i Afrika.

For det andet har vi en forpligtelse til at sikre de unge afrikanere bedre livsbetingelser og mere fremtidsperspektiv i deres egne lande. Og for at dæmme op for konflikter, radikalisering og illegal indvandring til Europa.

For det tredje har vi en forpligtelse til at fremme demokrati og god regeringsførelse i Afrika gennem økonomisk og social udvikling. Ikke mindst ved at sikre afrikanske kvinder lige rettigheder og muligheder.

Det er baggrunden for, at regeringen for snart et år siden nedsatte en Afrikakommission.

Kommissionens arbejde er blevet endnu mere presserende, end vi kunne forudse den gang. Den globale finanskrise har store konsekvenser for de afrikanske lande. Ikke mindst grundet de kraftige prisfald på råvarer.

Væksten i Afrika bliver i år langt mindre end tidligere forventet. Den økonomiske vækst i Afrika var vurderet til at blive næsten 7 procent i 2009. De nye skøn, efter krisen satte ind, lyder på 3,5 procent. Altså en halvering.

Det vil få alvorlige effekter for jobs og indkomster i de afrikanske lande.

Den finansielle krise betyder derfor, at det nu er endnu vigtigere med konkret handling for at skabe bæredygtig vækst og udvikling i Afrika.

Det er netop Afrikakommissionens fokus. Og vi har tårnhøje ambitioner for arbejdet.

For det første skal kommissionen levere konkrete, brugbare forslag. Vi er ude over stadiet med snak, analyser og rapporter, der ikke fører videre.

For det andet skal kommissionen arbejde for en målrettet indsats. Vi skal ikke skyde med spredehagl, men foretage en klar prioritering ud fra hvilke forslag, der har størst effekt.

For det tredje skal kommissionen påvirke den internationale udviklingspolitiske dagsorden. Så vi kan få volumen og styrke bag forslagene og gøre en mærkbar forskel for Afrikas befolkning.

For at lykkes med de store ambitioner har regeringen sammensat Afrikakommissionen af markante internationale personligheder:

FNs vice-generalsekretær. Tanzanias præsident. Mozambiques premierminister. Formanden for Kommissionen for den Afrikanske Union. Verdensbankens direktør. Og præsidenten for den Afrikanske Udviklingsbank.

Vi har sat et stærkt hold. Med et stærkt afrikansk engagement.

* * *

Afrikakommissionen har arbejdet gennem snart et år. Især de seneste måneder har vi arbejdet intensivt med de konkrete forslag.

Vi har taget udgangspunkt i Afrikas situation, der først og fremmest er kendetegnet ved en meget ung befolkning. De unge udgør 40 procent af arbejdsstyrken i Afrika. Men samtidig udgør de langt størstedelen af alle arbejdsløse. Arbejdsløsheden blandt unge er tre gange så stor som for andre grupper.

Tre ud af fire unge afrikanere lever for under 2 dollars om dagen. Og problemet med de manglende job vokser år for år på grund af stigende ungdomsårgange. Man skønner at i 2025 vil en fjerdedel af verdens unge komme fra Afrika.

At skabe arbejde og gode fremtidsudsigter for de unge afrikanere vil derfor være den væsentligste motor til at skabe udvikling og velstand i Afrika.

De unge, som jeg talte med i Addis Ababa i november sidste år, understregede også, at det er jobs og muligheder for at skabe egen virksomhed, der er vejen ud af fattigdom.

Det samme siger en verdensbank-undersøgelse, hvor tusinder af fattige er blevet hørt. Svaret er entydigt: fattigdom skal bekæmpes med beskæftigelse og iværksætteri.

Vi skal skabe en positiv cirkel af jobs, vækst og velstand. En positiv cirkel, der kan løfte de afrikanske lande og de afrikanske befolkninger ud af fattigdommen. Det er nøglen til bæredygtig udvikling. Som på længere sigt kan gøre de afrikanske lande mindre afhængige af bistandsmidler.

Afrikakommissionen har hele vejen inddraget vigtige partnere i arbejdet. Vi har talt med regeringer, den private sektor, civilsamfundet og forskningsverdenen. Alle peger i samme retning: Den private sektor er afgørende for at drive udviklingen.

Derfor er vi nødt til at gøre op med den berøringsangst for den private sektor, som man kan støde på i dele af bistandsmiljøet.

For det første betyder fokus på private virksomheder og jobs ikke, at vi vælger fattigdomsbekæmpelsen fra. Tværtimod. At få et arbejde og kunne forsørge sig selv er den mest effektive bekæmpelse af fattigdom overhovedet.

For det andet bliver det nogle gange fremstillet, som om de private virksomheder og den offentlige sektor er modsætninger. Som om et valg af den ene er et fravalg af den anden. Det er ikke tilfældet. Tværtimod.

En vækst i erhvervslivet er nødvendig for at sikre en bæredygtig finansiering af offentlige udgifter til hospitaler, skoler og veje.

Og omvendt har private virksomheder brug for effektiv offentlig administration, retssikkerhed, veluddannet arbejdskraft og god infrastruktur.

Det er ikke et enten eller. Det er et både og. Der er brug for et positivt samarbejde mellem den offentlige og den private sektor.

Afrikakommissionens anbefaling er helt klar: Der er brug for en langt større fokus på vækst drevet af den private sektor og det private initiativ.

Fordi vækst i erhvervslivet er den bedste vej ud af fattigdom for afrikanske familier. Fordi vækst i erhvervslivet er den bedste vej ud af bistandsafhængigheden for afrikanske regeringer. Fordi vækst i erhvervslivet er den vej, som afrikanerne selv peger på.

Vi skal fremme en vækst, der baserer sig på forarbejdning af afrikanske ressourcer frem for eksport af råvarer.

En vækst, hvor landbrugsudvikling dermed står i centrum – landbruget beskæftiger 7 ud af 10 afrikanere.

En vækst, der bygger på det store potentiale, de unge udgør som iværksættere.

En vækst, der bygger på uddannelser rettet mod den private sektors efterspørgsel.

En vækst, der giver de afrikanske kvinder ligeværdige muligheder.

Det er med andre ord en vækst, der markant vil styrke Afrikas muligheder for at nå FN’s 2015-mål. Vækst i det private erhvervsliv er den mest effektive fattigdomsbekæmpelse. Både på kort og lang sigt.

* * *

Jeg vil i dag løfte sløret for det mere konkrete indhold i de initiativer, som Afrikakommissionen har besluttet at arbejde videre med. Det er min forventning, at Kommissionen vil nå til enighed om de enkelte initiativer ved det afsluttende møde i maj.

Det første initiativ skal give mindre afrikanske virksomheder adgang til at finansiere deres investeringer gennem de finansielle markeder.

I efteråret talte jeg med en række afrikanske erhvervsledere i Nairobi. Og de pegede alle på manglende adgang til finansiering som én af de største udfordringer.

De kommercielle banker fortalte mig, at de udelukkende retter sig mod de store virksomheder. De vurderer simpelthen, at det er for risikofyldt at yde lån til mindre virksomheder og iværksættere. Det er et kæmpe problem. For i mange afrikanske lande er størstedelen af arbejdsstyrken beskæftiget i små og mellemstore virksomheder.

Den finansielle krise har gjort problemet endnu større. De ugandiske banker har lige annonceret, at de forventer at yde langt færre lån til mindre virksomheder i løbet af det kommende år.

For at hjælpe de små virksomheder ud af kreditklemmen vil Afrikakommissionen foreslå, at der bliver etableret en garantifond sammen med Den Afrikanske Udviklingsbank. Fonden skal yde garantier til banker, så de små virksomheder får langt bedre mulighed for at finansiere deres investeringer. Bankerne skal have støtte til at udvikle ekspertise og organisation til at betjene de mindre virksomheder. Og virksomhederne skal lære at udarbejde gode forretningsplaner og regnskaber som basis for at få lån.

Det andet initiativ sætter ind med mere og bedre uddannelse. I Afrika syd for Sahara er andelen af børn i grundskolen i løbet af 6 år steget fra 6 ud af 10 til 7 ud af 10. Det er positivt. Men det betyder også, at det bliver endnu vigtigere, at der er gode muligheder for at læse videre efter grundskolen.

I dag begynder mindre end hver fjerde unge afrikaner på en uddannelse efter grundskolen. Og endnu færre gennemfører uddannelsen.

Afrikakommissionens uddannelsesinitiativ vil koncentrere sig om to områder: faglig uddannelse og universitetsuddannelser.

De faglige uddannelser er grundlaget for dygtige entreprenører og for kvalificerede medarbejdere. Men i dag får mindre end hver tiende unge afrikaner en faglig skoleuddannelse. Det tal skal op. Og uddannelserne skal opfylde erhvervslivets krav.

Vi vil for eksempel støtte udbygning af faglige uddannelser i landområder med henblik på kurser i landbrug, der kan skabe øget værdi og afsætning af produktionen. Og vi vil støtte opgradering og certificering af lærepladssystemer, som findes i mange afrikanske lande i den uformelle sektor. Certificering kan på sigt have et regionalt perspektiv, hvor der er fri bevægelighed af arbejdskraft som i f.eks. den vestafrikanske ECOWAS region.

Der er også alt for svag forbindelse mellem universiteter og erhvervsliv. Afrikakommissionen vil gøre universitetsuddannelserne mere erhvervsrelevante, f.eks. ved at fremme praktikophold i uddannelserne. Og ved at introducere erhvervsrelevante fag som driftsøkonomi.

Og vi vil støtte konkrete samarbejder mellem forskning og den private sektor, f.eks. om økologisk landbrug.

Det tredje initiativ skal hjælpe unge afrikanske iværksættere på vej.

Under min samtale med Mozambiques præsident Guebuza i oktober 2008 fortalte han mig om de mange afrikanske unge, der vandrer fra land til by. For at friste en tilværelse som småhandlende og ufaglært arbejdskraft. Og i bedste fald tjene til at opretholde livet.

Afrikakommissionens initiativ vil sætte særligt fokus på unge iværksættere. Unge, der ud over at skabe et job til sig selv, også vil kunne skabe 5, 10 eller 20 jobs til andre.

Unge afrikanere har langt sværere end andre ved at starte en virksomhed. I Zambia ønsker godt 50% af alle unge mellem 15-19 år at starte deres egen forretning. Det er jo utroligt livsbekræftende. Men ifølge ILO bliver unge udsat for diskrimination alene på baggrund af deres alder – både af kunder, investorer, kolleger og sågar af staten.

Desuden har de unge ofte ikke den nødvendige viden, de er afskåret fra livsnødvendig start-kapital og de mangler det netværk, som ældre entreprenører drager nytte af. Derfor er der brug for en særlig indsats for de unge afrikanere. Ikke mindst for de unge piger. Det er nødvendigt at vi får omsat de unges gode idéer til konkrete produktive foretagender.

Initiativet vil f.eks. støtte de unges adgang til helt basale ting som internet og en værkstedsplads. Det vil samtidig fokusere på at give unge entreprenører de færdigheder, der er nødvendige for at drive en virksomhed: viden om regnskaber og budgetter. Udvikling af en forretningsplan og adgang til rådgivning hos erfarne forretningsfolk.

Endelig vil initiativet sørge for, at dygtige unge iværksættere kan få adgang til start-kapital. Uden den er det stort set umuligt for dem.

Det fjerde initiativ skal forbedre adgangen til energi i lokalområderne.

Hver anden af de afrikanske virksomheder peger på mangel på driftssikker energi som en af de største hindringer for vækst. De afrikanske virksomhedsledere, jeg har talt med, bekræfter problemet. Afrikanske virksomheder taber 6 procent af salget på grund af upålidelig elforsyning. 6 procent!

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvor vanskeligt det er at drive virksomhed i et område, hvor strømmen svigter med jævne mellemrum. Her er behov for back-up faciliteter i form af generatorer. Men det er en meget dyr løsning. Det koster tre gange så meget som strøm fra nettet. Og igen er det særligt de mindre virksomheder, som oplever problemet.

Her taler jeg endda kun om de områder, der har adgang til elektricitet. I mange afrikanske lande når det elektriske net kun ud til 10 % af befolkningen. I store dele af Tanzania er det kun 2 %. Sammenlagt er der 500 millioner afrikanere, der ikke har adgang til elektricitet. Det er virkelig en blokering for udvikling.

Bedre adgang til energi vil give store muligheder for øget vækst og flere jobs. F.eks. inden for forarbejdning af landbrugsprodukter. Og samtidig har adgang til energi betydning for sundhed, undervisning og kommunikation.

Samtidig har de seneste års store udsving i prisen på olie og udviklingen af bedre teknologi øget mulighederne i at producere bæredygtig energi i mindre virksomheder. Og Afrika har masser af ressourcer og uudnyttede muligheder som f.eks. vandkraft, landbrugsaffald, solenergi og vindkraft. Der er masser af muligheder for at udvikle bæredygtige energikilder.

De finansielle mekanismer under klimadagsordenen kan også være med til at fremme et marked for den type klimavenlig energiproduktion. Det gælder f.eks. Clean Development Mechanism.

Brænde og trækul udgør 80 procent af husholdningernes lokale energiforbrug i Afrika. Afrikanske kvinder bruger mange timer dagligt på at samle træ til brænde. Og brændeforbruget har store konsekvenser for helbredet. 400.000 afrikanske kvinder og børn dør hvert år på grund af den indendørs luftforurening, der hovedsageligt stammer fra brænde.

Men der er alternativer. Jeg har set eksempler på solenergi og på biogas anlæg i landområder i Kenya. Det er sådanne enkle og helt konkrete løsninger, som Afrikakommissionen vil støtte.

Det er ikke helt lige til. Der mangler viden, kapacitet og lånemuligheder. Derfor ser kommissionen på, hvordan vi bedst kan støtte virksomheder til at bevæge sig ud på energimarkedet. Det handler om, at vi skal hjælpe med at udvikle lokale private energimarkeder. Med de rette produkter og markedsvilkår kan der laves forretning. De private producenter vil kunne tjene penge på bæredygtig energi. Og de små virksomheder og de enkelte husholdninger får adgang til stabil energi, som de kan betale.

Det femte initiativ skal sætte det private erhvervsliv højere op på dagsordenen i de afrikanske lande og i udviklingssamarbejdet. Et indeks for konkurrencedygtighed kan have en stor effekt. Det viser erfaringerne med et lignende indeks i Latinamerika i 90’erne.

Sammen med World Economic Forum vil Afrikakommissionen lancere et konkurrencedygtighedsindeks for Afrika. Et indeks, der skal gøre det helt tydeligt, hvor problemerne er. Er det f.eks. de faglige uddannelser, der ikke er gode nok? Eller er det reguleringen af virksomhederne, der er for bureaukratisk?

Det nye indeks skal sikre opfølgning og dialog med de afrikanske lande om, hvordan man kan forbedre vilkårene for det private erhvervsliv.

Lad mig give et konkret eksempel. I Burkina Faso har der været fokus på reguleringen af virksomhederne. Det har ført til konkrete forbedringer.

I 2005 tog det 45 dage at starte en virksomhed i Burkina Faso. Iværksætteren skulle igennem 12 procedurer. I 2008 tog det 16 dage. Altså næsten to tredjedele mindre. Og antallet af procedurer var nede på 5.

Det er denne form for positiv udvikling, vi vil fremme.

***

Vækst og jobs i den private sektor er omdrejningspunktet i alle Afrikakommissionens initiativer. I kommissionen arbejder vi stadig på at udvikle modellerne og partnerskaberne for initiativerne.

Senere på foråret vil vi lancere Afrikakommissionens samlede plan. Det bliver, når kommissionen mødes i København til sit sidste møde. Og det er målet, at vi kan starte de konkrete projekter allerede senere i år og i 2010.

Vi vil arbejde ad to spor, når vi skal gennemføre kommissionens anbefalinger. Når vi skal omsætte forslagene i en bedre hverdag for den enkelte afrikaner.

Det ene spor er den danske udviklingsbistand. Her får Afrikakommissionens anbefalinger en stor og direkte indflydelse. Vi vil gradvist omlægge bistanden.

Målet med Afrikakommissionen er ikke tykke rapporter, der kan sættes op på hylden. Målet er konkret og prioriteret handling.

Regeringen vil bidrage aktivt til at få gennemført kommissionens initiativer. Det betyder, at vi i langt højere grad end tidligere skal støtte initiativer, der sikrer udvikling af den private sektor i de danske programsamarbejdslande i Afrika.

Regeringens målsætning om, at mindst to tredjedele af den danske, bilaterale bistand på sigt skal gå til Afrika, står fast.

Men hvis det her virkelig skal batte noget. Når vi virkelig skal gøre en forskel. Så skal vi have det internationale samarbejde med.

Derfor er det andet spor – det internationale spor – helt afgørende.

Vi lancerer initiativerne i partnerskab med afrikanske lande og en række internationale organisationer.

Og Afrikakommissionens medlemmer vil bringe udvikling drevet af den private sektor helt op på dagsordenen i deres egne lande og organisationer. I den Afrikanske Union. I EU. I FN. I Verdensbanken. Og i Afrikabanken.

Afrikakommissionen skal række ud over dansk bistand og søge at påvirke hele det internationale udviklingspolitiske samarbejde med Afrika.

Afrikakommissionen er den nye måde at føre udviklingspolitik på. Det er ad den vej, vi for alvor kan gøre en forskel. En forskel for den almindelige afrikaner.

Under mine besøg i Afrika er jeg blevet overbevist om, at dette mægtige kontinent har et enormt, uudnyttet potentiale.

Jeg er blevet overbevist om, at den unge generation i Afrika besidder en kraft, som kan føre Afrika langt frem, hvis de unge får chancen.

Jeg er blevet overbevist om, at de i forvejen hårdt arbejdende afrikanske kvinder kan skabe endnu mere dynamik og udvikling, hvis de får bedre muligheder og rettigheder.

Jeg er blevet overbevist om, at en ny generation af afrikanske ledere har viljen og evnen til at reformere deres samfund og sikre god og ansvarlig regeringsførelse.

Derfor ønsker jeg at øge udviklingsbistanden til Afrika. Derfor ønsker jeg at skabe vækst og jobs til de unge i Afrika. Og derfor ønsker jeg at bekæmpe fattigdom ved at udvikle et stærkt og bæredygtigt privat erhvervsliv i Afrika.

Afrikas nye generationer fortjener bedre levevilkår og lysere fremtidsmuligheder.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik