Statsministerens tale i Grønlands Landsting ved ceremonien i anledning af selvstyrets ikrafttræden 21. juni 2009

Det talte ord gælder

Deres Majestæt, Deres Kongelige Højheder, Deres Excellencer, mine damer og herrer.

I dag skriver vi historie. Vi skriver Grønlandshistorie. Vi skriver Danmarkshistorie. Vi skriver fælles historie.

I dag er en frihedens dag. Hvor vi bygger videre på det sunde princip, at beslutninger bedst træffes tæt på de mennesker, de vedrører.

I dag er en ansvarets dag. Hvor vi bygger på det sunde princip, at et folk tager ansvar for sin egen skæbne og fremtid.

I dag er en fællesskabets dag. Et fællesskab, hvor vi løsner de bånd, der måtte snære. Og beholder de bånd, der styrker.

Grønland og Danmark har i fællesskab og i gensidig respekt udført det store forarbejde til selvstyreloven. Og selvstyret er stemt igennem med stor opbakning i den grønlandske befolkning ved folkeafstemningen.

Frihed, ansvar og fællesskab. Det er de værdier, det grønlandske selvstyre hviler på.

Gennem 30 års hjemmestyre har Grønland udviklet sig til et moderne samfund, der samtidig er tro mod sine rødder. Grønland har formået en balancegang, som ikke altid har været let.

Hjemmestyret har rejst et solidt bygningsværk, som selvstyret nu kan udbygge og bestyrke.

Med selvstyreloven anerkendes det grønlandske folk som et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse.

Med selvstyreloven er grønlandsk det officielle sprog i Grønland. Naturligvis. Sådan skal det være.

Og med selvstyreloven kan Grønland overtage en række nye sagsområder, når man i Grønland beslutter det. Det er op til Grønland selv at bygge til og bygge ud.

Grønland er et stort og smukt land med en stærk befolkning. Et samfund, hvor det enkelte menneske har vide muligheder for at sætte sit præg på udviklingen.

Grønland har også globalt udsyn. I er en del af verden. Det vil derfor være helt naturligt, at regeringen meddeler FN, at Grønland nu har selvstyre.

Da Grønland i 1967 fik sin første valgte formand for Landsrådet holdt en af hjemmestyretankens ophavsmænd Jørgen C. F. Olsen en tale.

Her sagde han:

”Vi må overvinde alle de hindringer, som bremser os. Vor indsats må krones med held i kraft af vor kærlighed til vort fædrene land, gennem kærlighed som binder fremtidshåb til fortids minder.”

Det var i 1967. Siden er der sket en fortsat udvikling af det grønlandske demokrati og af forholdet mellem vores to lande.

Jeg har tillid til, at det grønlandske selvstyre og det grønlandske folk vil overvinde de hindringer, I måtte møde. Og også fremover virkeliggøre Jørgen Olsens ord.

Nu vil Hendes Majestæt overrække selvstyreloven til Landstingets formand.

(PAUSE)

Jeg vil afslutte min lykønskning med på vegne af Folketinget og regeringen at overrække en gave.

Vi har fået lavet et sølvskrin, hvor der er indlagt et stykke kobber. Kobber har jo den gode egenskab, at det ændrer sig og modnes med tiden. Ligesom forholdet mellem Danmark og Grønland.

Kobberet i dette skrin er en del af en tagplade, der har ligget på Christiansborgs tag i 70 år. Der har været dage med sol – og dage med regn. Der har været dage storm. Det gælder både uden for og inden for bygningen. Vind og vejr har irret kobberet.

Men dagen i dag er en strålende dag – uanset hvordan vejret arter sig udenfor.

Jeg vil slutte af med at ønske Grønland til lykke af hele mit hjerte.

Til hele Grønland og til alle grønlændere fra Siorapaluk til Kap Farvel:

Til lykke med selvstyret!

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik