EU-Latinamerika/Caribien-topmøde i Madrid

14.05.10

Statsministeren deltager den 17.-18. maj i topmødet mellem EU og de latinamerikanske og caribiske lande i Madrid. Topmødet ventes at have deltagelse af et stort antal stats- og regeringschefer og vil bidrage til yderligere at styrke det strategiske partnerskab mellem de to regioner. På dagsordenen vil bl.a. være den økonomiske krise, klima, forberedelserne af COP16 og grøn vækst.

Statsministeren deltager mandag i en middag og tirsdag bl.a. i to temadrøftelser om økonomi og klima. Endvidere gennemføres bilaterale møder med latinamerikanske ledere.

I den forbindelse udtaler statsministeren:

”Jeg ser frem til at deltage i topmødet, som er en god anledning for EU til yderligere at styrke båndene til Latinamerika og Caribien. Vi har et stærkt fællesskab med mange af landene i Latinamerika, og det er i vores interesse at udbygge partnerskabet, ikke mindst når det handler om håndteringen af den økonomiske krise, indsatsen for at skabe vækst og beskæftigelse og den grønne dagsorden”.

Yderligere oplysninger: Michael Helbo, tlf, 33 92 22 22

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik