Statsminister Helle Thorning-Schmidt i Afghanistan

20.01.12

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har besøgt danske soldater og civile rådgivere i Afghanistan, hvor hun også har mødtes med civile og militære nøglepersoner fra Danmark og det internationale samfund.

Fredag besøgte statsministeren soldaterne i Camp Bastion og polititræningscenteret i Lashkar Gah, ligesom hun mødtes med Helmands provinsguvernør Mangal. Endvidere besøgte statsministeren soldaterne i Price-lejren og patruljebasen Hazrat. Statsministeren mødtes også med den britiske chef for Task Force Helmand, Patrick Sanders.

Statsministeren udtaler i forbindelse med besøget:

”Det er glædeligt at se resultaterne af den meget store indsats, som danske soldater og civile rådgivere gennem mange år har ydet i Afghanistan sammen med det internationale samfund.

Der er fortsat mange udfordringer i Afghanistan, men det internationale samfund arbejder målrettet hen imod, at afghanerne med udgangen af 2014 vil kunne overtage ansvaret for sikkerheden i hele landet. Derfor er Danmark også i gang med at omstille sit bidrag fra kamp til træning i overensstemmelse med Helmand Plan 2011-12, som et bredt flertal i Folketinget står bag.

Vi kan alle være stolte over den flotte indsats, som så mange danske kvinder og mænd yder og har ydet. De har ved deres dedikerede måde at løse opgaverne på skabt international anerkendelse og respekt om Danmark og Danmarks evne til at kunne løfte sin del af det internationale ansvar.

Jeg er meget glad for, at jeg får mulighed for personligt at give udtryk for vores anerkendelse af den store indsats, de udsendte soldater og civile rådgivere yder.”

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik