Statsministeren besøger Washington

21.02.12

USA’s præsident Barack Obama har inviteret statsminister Helle Thorning-Schmidt til møde i Det Hvide Hus fredag den 24. februar 2012.

Der er lagt op til drøftelser af en række emner. Formålet vil blandt andet være at drøfte det dansk-amerikanske forhold samt den økonomiske situation i EU og USA. Det danske EU-formandskab med fokus på indsatsen for at skabe vækst og beskæftigelse samt den grønne dagsorden vil stå centralt. Desuden forudses en drøftelse af det kommende NATO-topmøde og fælles globale og sikkerhedspolitiske udfordringer, herunder indsatsen i Afghanistan, situationen i Mellemøsten og Nordafrika, Arktis samt bekæmpelse af terrorisme og pirateri.

I forbindelse med besøget i Washington mødes statsministeren torsdag den 23. februar med den administrerende direktør for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde for at drøfte den globale økonomiske situation. Samme aften deltager statsministeren i en arbejdsmiddag med den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine K. Albright samt fremtrædende økonomer vedrørende den globale økonomiske situation.

Fredag den 24. februar mødes statsministeren med kongresmedlem, Steny Hoyer, ligesom statsministeren holder en tale om det transatlantiske forhold på Center for American Progress, inden hun mødes med præsident Obama i Det Hvide Hus.

***

Program torsdag den 23. februar 2012 (lokale tider):

Møde med Christine Lagarde, IMF, klokken 17.30
Arbejdsmiddag, klokken 19.00


Program fredag den 24. februar 2012 (lokale tider):

Møde med Steny Hoyer, klokken 8.00
Tale ved Center for American Progress, klokken 10.00
Møde med præsident Barack Obama, klokken 15.00

Yderligere oplysninger:

Særlig rådgiver Noa Redington, telefon 40 90 92 23.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik