Statsministeren deltager i topmøde i Østersørådet

30.05.12

Statsminister Helle Thorning-Schmidt deltager torsdag den 31. maj 2012 i topmøde i Østersørådet, som afholdes i Tyskland. Ledere fra landene omkring Østersøen – Danmark, Estland, Finland, Tyskland, Island, Letland, Litauen, Norge, Polen, Rusland og Sverige samt EU Kommissionen – mødes for at drøfte en række emner, der på forskellig måde udfordrer landene i Østersøområdet: at sikre konkurrenceevne og bæredygtig vækst; energisikkerhed; samt en stadig ældre befolkning. Fra dansk side vil der være fokus på energisikkerhed i Østersøområdet, idet fremme af energieffektivitet og omstilling til grøn energi er en prioritet både i Danmark og for det danske EU-formandskab.

Tyskland har formandskabet for Østersørådet i 2011-12, og kansler Angela Merkel er vært for topmødet, som afholdes i hendes valgkreds, Stralsund.

Yderligere oplysninger:
Særlig rådgiver Thomas Juul-Dam, telefon 33 92 22 26.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik