Statsministerens tale ved mindegudstjeneste i Holmens Kirke

Det talte ord gælder

Deres kongelige højheder, kære soldater, kære pårørende.

I dag er en vigtig dag. Det er en dag, hvor vi stopper op og ærer de mange danskere, som har været udsendt til konflikter og katastrofer siden 1948.

Gennem syv årtier har danske udsendte gjort en forskel. Gennem syv årtier har I vist, at Danmark er et land man kan regne med.

Både når det gælder de skarpe missioner, men også når freden skal sikres og slå rødder.

Hvor naboer har levet i frygt for hinanden, har I insisteret på, at lov og orden ikke bare er et gode, men en forudsætning for sameksistens.

Og hvor krig og uret har knægtet den enkeltes frihed, har I under stor fare været med til at give mennesker håbet tilbage.

Det er jer, vi ærer i dag.

Flagdagen er et udtryk for den taknemmelighed og den respekt, som hele Danmark nærer for jeres indsats. Flagdagen er en dag, hvor vi som nation sænker hovedet i ydmyghed. Hvor politisk debat for en stund er erstattet af eftertanke. Hvor uenighed må vige, så vi med fælles røst kan sige klart og tydeligt: Vi er stolte af jer. Hver og en.

Vi er stolte af vores udsendte. Vi er stolte af vores veteraner.

Tidligere i år besøgte jeg vores soldater og udsendte i Afghanistan.

Jeg mødte danske mænd og kvinder i deres bedste alder, der uselvisk havde valgt at bidrage til at løfte den vanskelige og farefulde mission.

De mennesker jeg mødte udstrålede den samme professionalisme, den samme dedikation til opgaven, som har været den røde tråd i de missioner, som I har været med til at løfte gennem årene.

Om I skal løse en opgave i luftrummet over Libyen, det Indiske Ocean eller på Balkan, rejser I aldrig alene. Bag jer står tusindvis af kollegaer i Danmark, som sørger for logistik, transport og efterretninger. De er med jer hele vejen. Og I ved, at I kan stole på dem.

På samme måde kan I stole på, at der vil være mænd og kvinder, som drager af sted for at støtte jer i felten. Ikke med krudt og kugler. Men med kaffe og kage.

Både i Camp Price og i Camp Bastion havde jeg fornøjelsen at besøge Kuffen. Et lille frirum. Et lille stykke Danmark som følger efter vores soldater. En stor tak til de frivilliges indsats. De ved, at sammenhold skal plejes. De er altid parat til at lytte.

Jeg havde den store ære at få lov til at ridse mit navn i vinduet i Kuffen i Camp Price. Der er intet sted, jeg hellere vil have min underskrift til at stå.

Kære udsendte.

I er væk fra jeres nære og kære.

Denne dag er også deres. Når jeg taler med jeres pårørende, mærker jeg en umådelig stolthed. De ved, at jeres mission er vigtig.

Men jeg mærker også en bekymring over at være adskilt. Uvisheden er altid til stede. De ved at den næste, der ringer på døren, kan være den, der overbringer den ubærlige besked.

Den bror eller søster, der drog af sted, kan komme hjem med ar. Ikke kun på kroppen, men også på sind og sjæl. Det er ikke alle ar, der kan ses.

Den mor, som sender sin søn af sted. Og den far, der vinker farvel til sin datter i lufthavnen, er med os i dag.

Jeg har talt med udsendte, som siger, at deres mission på en måde er enkel. De skal passe deres arbejde, spise og sove. I Danmark må man vente og håbe.

Jeg forstår de soldater, som siger, at familierne hjemme er ligeså store helte. Jeg er enig. Uden jeres opbakning, uden jeres opmuntringer og trofasthed, ville vores soldater være uden det stærkeste skjold, man kan bære foran sig: nemlig visheden om, at man er savnet og elsket.

Tak for hvert eneste brev, I sender.

Tak for at jeres arme altid er åbne.

Kære udsendte.

Ingen skal være i tvivl. Det er barske opgaver, I påtager jer. Det hårdt at tilbringe måneder - hvis ikke år - i en lejr bag sandvolde og pigtråd.

Der er nætter, som bliver afbrudt af alarmer. Der er dage hvor hvert skridt kan være det sidste. Faren er altid til stede.

Alt for mange af jeres kammerater har betalt den højeste pris. Det vidner de 108 navne på monumentet i Kastellet om.

108 af vores bedste kom ikke med tilbage.

De har hver især efterladt et hul. Deres plads kan ingen fylde ud. Det ved I, som er samlet her i kirken i dag og andre pårørende bedre end nogen andre.

Hele Danmark deler jeres sorg og smerte. Men det er jer, som sidder med den tomme stol, når familien samles. Det er jer, som har mistet den, der ikke måtte mistes.

I har min dybe medfølelse. I har min dybeste respekt.

Ære være vore faldne – ære være deres minde.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik