Statsministeren til Burma/Myanmar, Laos og Vietnam

19.10.12

Statsminister Helle Thorning-Schmidt besøger den 4.-8. november
Burma/Myanmar, Laos og Vietnam.

Den 4. november besøger statsministeren Burma/Myanmar for blandt andet at udtrykke anerkendelse af de skridt, burmeserne har taget mod demokrati og reformer, og bekræfte Danmarks forsatte støtte til demokrati- og reformprocessen. Statsministeren mødes blandt andet med repræsentanter fra regeringen og med oppositionsleder og nobelpristager Aung San Suu Kyi. Sammen med Norges statsminister Jens Stoltenberg åbner statsministeren Danmarks og Norges nye repræsentationskontorer i Yangon. Repræsentationskontorerne er en del af et fællesnordisk ambassadekompleks.

Den 5. og 6. november er statsministeren i Laos for at deltage i ASEM-topmødet sammen med en lang række stats- og regeringschefer fra Asien og Europa. På dagsordenen for topmødet er flere aktuelle spørgsmål og udfordringer af fælles og global interesse. Det gælder blandt andet økonomiske og finansielle spørgsmål, globale spørgsmål, regionale emner samt socialt og kulturelt samarbejde. Statsministeren ventes i forbindelse med sin deltagelse i ASEM-topmødet også at have samtaler med en række asiatiske ledere.

Statsministeren afslutter sin rejse med et besøg i Vietnam den 7. og 8. november. Formålet med besøget er at støtte op om danske virksomheders muligheder på det hastigt voksende vietnamesiske marked. Statsministeren vil under besøget lancere Regeringens Vækstmarkedsstrategi for Vietnam, der skal styrke danske virksomheders eksportmuligheder på det vietnamesiske marked. Statsministeren besøger en dansk virksomhed og mødes med danske erhvervsrepræsentanter. Under besøget i Vietnam mødes statsministeren endvidere med Vietnams præsident, premierminister og partisekretær.


Statsministeren vil benytte besøgene i Burma/Myanmar og Vietnam samt deltagelsen i ASEM-topmødet til at sætte fokus på vigtigheden af, at alle børn får adgang til kvalitetsuddannelse. Statsministeren blev i september udpeget til fortaler for uddannelse under FN’s generalsekretærs uddannelsesinitiativ ”Education First”. Uddannelse har stor prioritet i Danmarks udviklingsarbejde i Asien. Under besøget i Vietnam besøger statsministeren en lokal skole.

***

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Lea Juel Henriksen, telefon 33 92 22 59.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik