Statsminister Helle Thorning-Schmidts tale ved Danske Regioners Generalforsamling den 18. april 2013

Det talte ord gælder

Jeg har glædet mig til at komme til Herning i dag.

Det har jeg, fordi I regioner har ansvaret for et af de vigtigste områder i vores danske velfærdssamfund.

Det kan godt være, at der er flere danskere, som kender deres borgmester end deres regionsformand. Og det kan godt være, at regionerne umiddelbart kan synes som en lidt fjern størrelse for mange mennesker. Men jeres betydning er både stor og helt tæt på.

I løbet af et år er stort set alle danskere i kontakt med områder, som I har ansvaret for. Og det drejer sig ofte om vigtige ting i vores liv. Når vi føder vores børn. Når vi bliver syge. Og når vores nærmeste har brug for hjælp.

Den frie og lige adgang til sundhed er velfærdssamfundets kronjuvel. Det er en grundlæggende tryghed og livskvalitet for os alle sammen.

Det bliver ikke vigtigere.

Derfor stiller regeringen også store krav til jer.

Vi ønsker et sundhedsvæsen, der er til for patienten. Og som samarbejder om patienten gennem hele forløbet: Fra udredning til behandling. Og på vejen tilbage til hverdagen.

Det er omdrejningspunktet i regeringens arbejde for at forbedre danskernes sundhed.

Vi stiller store krav til jer i regionerne. I har før vist, at I kan opfylde store krav og opnå store resultater. Kortere ventelister. Flere ambulante behandlinger. Styr på økonomien.

I mange år har det været sådan, at sundhedsudgifterne bare steg og steg. Den udvikling har I vendt. Det er flot. Det vil jeg gerne anerkende.

Og jeg vil takke for det gode samarbejde, vi har mellem regeringen og Danske Regioner. Tak til både Bent og Carl for jeres konstruktive tilgang – også på områder, hvor vi af og til kan være uenige.

Og tak til jer alle sammen i Danmarks fem regioner. I yder en stor indsats – og en indsats, som betyder noget for mange mange af os.

En indsats, der giver et solidt afsæt for at komme videre på sundhedsområdet.

Jeg er glad for at være her i dag og dele regeringens tanker om fremtidens sundhed med jer. For regioner med en folkevalgt ledelse har en vigtig rolle i fremtidens sundhed.

* * *

Først: Hvad er vores grundvilkår, når vi skal udvikle fremtidens sundhed? Det vil jeg sætte nogle ord på, før jeg går videre til de helt konkrete forslag.

Vi må alle sammen forstå, at vi lever i en ny virkelighed. Den økonomiske krise er ikke bare en parentes i vores historie. Det bliver ikke sådan, at når krisen er slut, så kommer nullernes overflod tilbage. Nej, vores vilkår er ændrede i mange år frem.

Vi skal være klar til en ny tid med nye krav om forandring.

Det gælder både den offentlige sektor og den private sektor. Jeg ser ikke de to som modsætninger. Men som ligeværdige dele af et trygt Danmark.

I den seneste tids debat er det nærmest blevet fremstillet, som om regeringen har et udestående med den offentlige sektor. Intet kunne være mere forkert.

Den offentlige sektor med hele den store indsats, I yder, er ikke et problem. Tværtimod. I er en del af løsningen.

Vi ønsker at bruge flere penge i den offentlige sektor. Ikke færre. Vi ønsker at ansætte flere i den offentlige sektor. Ikke færre. Vi går ikke ind for nul-vækst.

Problemet i Danmark er ikke, at den offentlige sektor er for stor. Men at den private sektor er for lille.

Vores private virksomheder skal klare sig i en hård konkurrence.

Derfor har regeringen fremlagt Vækstplan DK. En stor og bred plan, hvor vi forbedrer vilkårene for vores virksomheder markant. Så de kan skabe flere arbejdspladser.

Men vi, der holder af den offentlige sektor, må også hele tiden være parate til at spørge: Hvordan kan vi gøre tingene bedre i den offentlige sektor?

Hvordan kan vi udvikle og forny vores velfærd i en tid, hvor pengene er små?

Vi må være klar til at diskutere, hvad vi kan forvente og ikke forvente af det offentlige. Vi skal være klar til at finde nye løsninger. Vi skal bruge it og ny teknologi. Og vi skal samarbejde på nye måder og fri af gamle fordomme.

Sygeplejersker, læger og sosu-assistenter bliver også mødt af store krav. Men I har før vist, at I kan omstille jer på jeres område.

I kan bruge ny teknologi – som i de mange telemedicinske løsninger. I kan gøre tingene på nye måder – som det for eksempel er lykkedes med kræftpakkerne. Og I kan effektivisere.

Alle de gode ting skal vi have bredt ud og løftet ind i fremtidens sundhed.

Regeringen er klar til at tage fat på en ny fase på sundhedsområdet. En lang og sej fase, hvor vi skal skabe et sundhedsvæsen, der hænger sammen for patienten. Patienten skal være i centrum.

Alle patienter.

I dag har direktøren og buschaufføren formelt lige adgang til sundhedsvæsenet. Men reelt lever de rigeste danske mænd ti år længere end de fattigste. Og forskellen er næsten fordoblet i løbet af de seneste 25 år.

Det går den forkerte vej. Det skal vi gøre bedre.

* * *

Patienten skal i centrum. Hvad betyder det?

Lad mig vise, hvad jeg mener på et konkret og vigtigt område:

Lige nu er en af de største udfordringer på sundhedsområdet, hvordan vi sikrer den bedste behandling til de mange danskere, der har en kronisk sygdom. Og til de mange ældre medicinske patienter.

Det er en stor udfordring af to grunde.

For det første omfatter de patienter, der lever med en kronisk sygdom, og de ældre medicinske patienter mere end en million mennesker. Og der bliver flere år for år.

For det andet føler mange ikke, at de får den rigtige behandling.

Det hænger sammen med, at vi har organiseret sundhedsområdet, så det består af to offentlige myndigheder – kommuner og regioner. Og en række små private virksomheder – de praktiserende læger.

Den måde at organisere tingene på fungerer fint i de mange tilfælde, hvor man holder sig inden for sektorgrænserne. Hvis man brækker et ben for eksempel, så er det en sag for sygehuset. Det er ikke så kompliceret.

Men hvis man er en af de mange danskere med diabetes, KOL eller dårligt hjerte, så er det sandsynligt, at man har brug for både sygehus, kommunal sygepleje og egen læge. Og så går det alt for ofte galt.

Det synlige resultat er, at for mange kroniske patienter og gamle ligger i en sygehusseng på en overbelagt afdeling.

En del ligger ude på gangen. Mange ligger for længe. De føler sig som kastebolde mellem systemer. Det skaber selvfølgelig utryghed for den enkelte.

Jeg tror, at det er et billede, som mange af os kan genkende fra vores far eller mor eller en anden, vi har været tæt på.

Vores sygehuse har rigtig dygtige læger, sygeplejersker og sosu-assistenter. Men sundhed handler ikke kun om medicinsk faglighed. Logistikken, organisationen og samarbejdet er også vigtigt – måske lige så vigtigt – for, hvordan patienten oplever sit sygdomsforløb.

Det handler dybest set om at løse opgaven både med høj kvalitet for patienten og med høj effektivitet. Jeg ved, at det også er noget, I skal diskutere under paneldebatten senere i dag.

Vi skal ikke opbygge parallelle systemer, der gør det samme. Vi skal arbejde sammen om at løse opgaverne tæt på borgerne. Det er det, regeringen er optaget af.

* * *

En af de ting, vi vil tage fat på, er sundhedsaftalerne. De blev i sin tid indført netop for at få tingene til at hænge bedre sammen for den enkelte patient på tværs af kommune og region.

Men i dag er der 98 sundhedsaftaler.

Her er simpelthen dømt spredt fægtning mellem 98 kommuner. Sygehuset skal forholde sig til, at patienter, der fejler det samme, men er fra forskellige kommuner, får forskellige tilbud, når de bliver udskrevet.

Jeg foreslår, at vi i stedet får én sundhedsaftale for hver region. Fem sundhedsaftaler i stedet for 98.

På den måde kan vi meget bedre bruge den viden, I har i regionerne. I ved, hvad der virker. I tager afsæt i evidens. I kan bruge sundhedsaftalerne strategisk.

De fem nye sundhedsaftaler skal have særligt fokus på de patienter, der lever med en kronisk sygdom, og de ældre patienter.

Regeringen foreslår, at vi omprioriterer 250 millioner kroner til bedre samarbejde til gavn for blandt andet de kroniske patienter. Vi skal flytte en større del af behandling og pleje ud af sygehuset og tæt på den enkeltes hverdag.

Regionerne har førertrøjen i sundhedsvæsenet. I har ekspertisen. I skal være garant for, at pengene bliver brugt, hvor de gør størst nytte.

For tanken med kun at have fem sundhedsaftaler er jo netop, at pengene skal bruges med omtanke.

Og det hele skal naturligvis drøftes til sommer i forbindelse med økonomiforhandlingerne.

Men linjen er klar: Vi skal behandle færre på sygehusene – og flere derhjemme.

Hvordan kan de patienter, der lever med en kronisk sygdom, behandles derhjemme?

Lad mig komme med et eksempel.

Mange mennesker med diabetes har problemer med sår, der har svært ved at hele. Hvis nu den kommunale sygeplejerske sender billeder og oplysninger om en patients sår direkte fra patientens hjem til sygehuset. Så kan sårspecialisten på sygehuset sende sin vurdering tilbage til sygeplejersken.

Det giver bedre og mere effektiv behandling, så sårene heler hurtigere. Patienterne slipper for at skulle hen på sygehuset. Det betyder bedre behandling for færre ressourcer.

Den type løsninger skal vi brede ud.

Sat på spidsen, så er opgaven jo i virkeligheden at holde patienterne væk fra sygehuset.

Man kan godt blive syg af at komme på sygehus. Det er gammel visdom. Heldigvis er der også mange, der bliver raske af det. Og det er også godt. Men en hel del er bedst tjent med at blive derhjemme og nyde godt af sygehusenes høje faglige ekspertise på sikker afstand.

Og ansvaret for, at det kommer til at fungere? Det ansvar ligger hos jer i regionerne. Og det er et ansvar, som jeg ved, I gerne tager på jer.

* * *

Kommuner og regioner skal samarbejde. Vi skal også have den tredje part med. Nogle vil måske sige den vigtigste part:

Patientens egen læge.

Danskerne er i gennemsnit i kontakt med deres praktiserende læge syv gange om året. Lægen er den naturlige indgang for de fleste af os.

Lige nu sker der meget på sundhedsområdet. Vi bygger nye sygehuse. Kommunerne har fået nye opgaver. Og vi skal have de praktiserende læger med i den udvikling.

Tag for eksempel en ældre kvinde med KOL og dårligt hjerte, der bliver indlagt, men som i virkeligheden kunne have været hjulpet uden for sygehuset. Med den rigtige indsats fra sin egen læge – i samarbejde med den kommunale sygepleje og sygehuset.

Og det går også den anden vej: Den praktiserende læge skal i langt højere grad kunne trække på specialisterne på sygehusene.

Hvis vi bevæger os lidt syd her for Herning. Til Sygehus Lillebælt. Så er de dér nået frem til en god løsning.

De praktiserende læger kan sende deres patienter til røntgenundersøgelser og laboratorieanalyser på sygehuset samme dag. Røntgenbilleder bliver beskrevet af en røntgenlæge med det samme. Og den praktiserende læge har resultatet senest næste morgen.

Den slags eksempler skal vi have flere af.

Mit mål er, at patienten slet ikke skal tænke på, at vi både har regioner, kommuner og egen læge. Patienten skal ikke snuble over sektorgrænserne. Hun skal slet ikke mærke dem.

Patienten skal have den oplevelse, at der er fuldstændig styr på det.

* * *

Vi vil styrke sundheden tæt på borgeren.

Samtidig er sygehusene midt i en stor omlægning.

Som en vigtig del af den omlægning har regeringen ændret behandlingsgarantien. Nu skal de mest syge behandles først, og de mindre syge vente lidt længere – men aldrig mere end to måneder.

Den differentierede garanti var et stort ønske fra jer i regionerne. Nu har I fået den fleksibilitet, som I har ønsket jer.

Nu kan I behandle hjertepatienten først. Og så kan I sende stritører og nedgroede negle lidt længere ned i køen.

Men for at det kan virke for den enkelte patient, så skal patienten selvfølgelig have en diagnose.

Derfor indfører vi en helt ny patientret. Målet er, at alle skal have stillet en diagnose inden for 30 dage.

Nu er det jeres opgave at få det til at fungere i praksis. Så vi gør en reel forskel for patienterne. Så patienten hurtigt får en diagnose eller en klar plan for det videre forløb. Og ikke bliver kastet rundt mellem afdelinger og læger.

Den opgave forventer jeg, at I løser.

For I har før vist, at I kan løse vigtige opgaver. I har leveret en stor indsats på kræftområdet.

Hver tredje dansker får kræft. Vi har næsten alle sammen haft kræft tæt inde på livet, hos familie eller venner. Og oplevet, hvordan en kræftsygdom med et slag kan ændre livet. Kræft er en folkesygdom og har høj prioritet.

Derfor er det godt, at pakkeforløbene fungerer. Her viser I jo, at det kan lade sig gøre at samarbejde. Både mellem de forskellige afdelinger på sygehusene. Og med patientens egen læge.

I pakkeforløbende har I faktisk løst den opgave, vi skal tage fat på mellem sygehuse, kommuner og læger.

Og det har givet resultater. Mange tusinde kræftpatienter lever længere. Og det er mange tusinde familier, der har deres kære hos sig i længere tid.

Godt samarbejde giver gode resultater.

Men der er brug for at gøre endnu mere.

Regeringen vil sætte ind på tre nye områder.

For det første vil vi forbedre behandlingen af børn med kræft.

Det er særligt tragisk, når børn får kræft. Og børn skal ikke behandles på samme måde som voksne. Derfor vil vi fortsætte arbejdet for mere skånsomme behandlinger, hvor bivirkningerne er mindre. En sådan behandlingsform er partikelterapi.

Vi skal arbejde videre med at etablere et dansk center for partikelterapi i Aarhus. Og det forudsætter, at I regioner samarbejder og bidrager.

For det andet har mange kræftpatienter også kroniske sygdomme. For eksempel KOL eller diabetes. Og det stiller igen særlige krav til behandlingen. Det sætter vi ekstra penge af til.

For det tredje vil vi forebygge kræft, hvor vi kan. Derfor tilbyder vi vaccinationen mod livmoderhalskræft til endnu flere piger.

Samlet sætter vi mere end 170 millioner kroner af til den nye indsats mod kræft.

* * *

Jeg skal til at slutte af. Hvis nogen stadig skulle være i tvivl, så lad mig understrege: Regeringen ønsker ikke at lægge regionerne i graven. Tværtimod.

Regeringen ønsker, at Danmarks regioner får en endnu vigtigere rolle, end I har haft før.

Danskerne har brug for et sundhedsvæsen, hvor alle parter trækker samme vej for at yde den bedst mulige behandling til patienten.

Og det er jeres ansvar, at det lykkes.

Vi har brug for folkevalgte regionsråd, som lever op til det ansvar.

Fortsat god generalforsamling til jer alle sammen.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik