Statsministeren mødes med Vietnams præsident

09.09.13

Vietnams præsident Truong Tan Sang og dennes hustru, Mai Thi Hanh, aflægger den 18.-20. september 2013 statsbesøg i Danmark. Det er det første vietnamesiske statsbesøg til Danmark nogensinde og et genbesøg efter H.M. Dronningens og H.K.H. Prinsgemalens officielle besøg i Vietnam i 2009.

Som led i statsbesøget mødes den vietnamesiske præsident den 19. september 2013 med statsminister Helle Thorning-Schmidt. Statsministeren og præsidenten vil på mødet drøfte videreudvikling af det gode bilaterale forhold mellem Vietnam og Danmark. Der vil blandt andet være fokus på styrket samarbejde inden for handel, klima, energi og grøn vækst samt uddannelse og forskning.

Efter mødet afholdes en pressekonference efterfulgt af en underskrivelsesceremoni, hvor der blandt andet vil blive underskrevet en partnerskabserklæring mellem Vietnam og Danmark. Partnerskabserklæringen vil bane vejen for en mere bredspektret politisk dialog og samarbejde om regionale og internationale emner, øget handels- og investeringssamarbejde om bl.a. grøn omstilling, herunder byplanlægning, energi, affalds- og spildevandshåndtering, samt sundhed og uddannelse.

I anledning af statsbesøget udtaler statsminister Helle Thorning-Schmidt:

”Jeg havde selv den store fornøjelse at besøge Vietnam sidste år. Danmark og Vietnam har et langt og stærkt forhold med mere end 40 års diplomatiske forbindelser. Vores forhold har ændret sig positivt fra et traditionelt udviklingssamarbejde til et bredere samarbejde med fokus på politiske og kommercielle spørgsmål til gensidig gavn for vores landes vækst og økonomiske udvikling. Jeg ser meget frem til det historiske besøg af Vietnams præsident. ”

***

Akkreditering og pool ansøgning til statsbesøg fra Vietnam foregår via IPC (International Press Centre) på hjemmesiden www.ipc.um.dk. Akkreditering og pool ansøgning åbner mandag den 9. september kl. 14 og lukker torsdag den 12. september kl. 12:00

Presseprogrammet for besøget findes på IPC’s hjemmeside. Oplysninger om statsbesøget bliver løbende opdateret på IPC’s hjemmeside www.ipc.um.dk.

Medier og journalister, der ønsker at dække pressemulighederne i Statsministeriet, bedes akkreditere sig via IPC.

Fotomuligheder ved mødestart og underskriftsceremoni fungerer som pool, som skal søges via IPC.

Deltagelse i pressemødet i Statsministeriet kræver akkreditering til statsbesøget. For deltagelse i pressemødet bedes akkrediterede medier/journalister desuden sende en mail med tilmelding til pressesekretær Lea Juel Henriksen, ljh@stm.dk, senest den 17. september 2013 klokken 16.00.

For adgang til Statsministeriet kræves gyldigt pressekort. Pressekortet skal bæres synligt.

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Lea Juel Henriksen, telefon 33 92 22 59.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik