Statsministeren deltager i internationalt topmøde om nuklear sikring

07.03.14

Statsminister Helle Thorning-Schmidt deltager sammen med mere end 40 stats- og regeringsledere i Nuclear Security Summit den 24.-25. marts 2014 i Haag.

Topmødet i Haag er en af de vigtigste begivenheder på området for international nedrustning, ikke-spredning og terrorbekæmpelse i 2014. Mødet er det tredje i rækken af topmøder om nuklear sikring, som den amerikanske præsident Barack Obama har taget initiativ til. Det første møde fandt sted i 2010 i Washington, og det andet møde blev gennemført i 2012 i Seoul, hvor Danmark deltog for første gang.

Nuklear sikring drejer sig om at beskytte nukleare anlæg og radioaktivt materiale under brug, opbevaring og transport for at forhindre terrorangreb mod anlæg og undgå, at materiale, der kan anvendes til atomvåben, kommer i hænderne på terrorister eller andre kriminelle.

Danmark bidrager aktivt til nuklear sikring blandt andet gennem støtte til Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA).

***

Akkreditering af journalister gennemføres via hjemmesiden: www.nss2014.com/press. Frist for akkreditering er den 10. marts 2014.

Yderligere oplysninger:
Særlig rådgiver Noa Redington, telefon 33 92 22 22.
Pressesekretær Lea Juel Henriksen, telefon 33 92 22 59.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik