Når du kommer hjem med dit barn

Efter hjemtagelsen skal du være opmærksom på:

Tilmelding til folkeregisteret.

Du skal tilmelde dit barn til folkeregisteret i din kommune. Spørg din kommune om hvilke dokumenter, du skal medbringe.

Lægeundersøgelse af barnet.

Når barnet kommer til Færøerne, er det en god idé, at det lægeunder­søges, herunder for MRSA (modstandsdygtige stafylokokbakterier).

Adoptionsorlov

Du har ret til at holde adoptionsorlov. Rigsombuddet stiller krav om, at du skal holde orlov efter barnets hjemtagelse.

Læs om retten til barselspenge på: http://www.barsil.fo

Adoptionstilskud

Du har ret til adoptionstilskud, hvis du har hjemtaget et barn fra udlandet. Du skal udfylde og indsende adoptionstilskudsskema (umsókn um ættleiðingarstuðul), som findes på www.av.fo, sammen med en bekræftelse fra Rigsombuddet om, at barnet er kommet til Færøerne.

Læs om adoptionstilskud på: www.av.fo

Børneydelser

Hvis du er enlig adoptant har du ret til et børnetilskud (banraískoyti) fra Almennaverkinum efter at du har hjemtaget dit barn. Ansøgningsblanketten hedder; ”umsókn um serligt banraískoyti” og findes på www.av.fo

Læs mere om dette på: www.av.fo

Sundhedsplejerske

Du har mulighed for at få råd og vejledning fra en sundhedsplejerske fra Gigni. Det er vores erfaring, at mange familier er glade for dette tilbud. Du kan selv kontakte sundhedsplejersken enten før eller efter, du modtager dit barn.

Det bemærkes, at Rigsombuddet giver Gigni meddelelse om hjemtagelse af barnet ca. 1-3 uger efter, at vi får besked fra den formidlende organisation om hjemtagelsen, hvorefter Gigni kontakter dig med henblik på tilbud om hjemmebesøg, mødregrupper m.v.

Du kan læse om sundhedsplejens tilbud på www.gigni.fo

Adoptionsbevilling eller anerkendelse

Når barnet er kommet til Danmark, skal du søge Rigsombuddet om adoptionsbevilling eller udstedelse af bekræftelse på, at Danmark anerkender den udenlandske adoptionsafgørelse.

DanAdopt eller AC Børnehjælp fremsender de nødvendige juridiske papirer til Rigsombuddet.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik