Statsministeren er vært for internationalt topmøde om grøn og bæredygtig vækst

17.10.14

Danmark er for fjerde gang vært for det årlige topmøde i det globale partnerskab, Global Green Growth Forum (3GF). Topmødet finder sted den 20. - 21. oktober 2014 i Eigtveds Pakhus i København. 3GF samler ledere og beslutningstagere fra erhvervslivet, regeringer, internationale organisationer og tænketanke. Der er i år ca. 300 højniveaudeltagere i konferencen.

3GF er et dansk regeringsinitiativ fra 2011 med Sydkorea, Mexico, Kina, Qatar, og Kenya som strategiske partnere. På topmødet i år træder Etiopien desuden ind som nyt partnerland.

Formålet med 3GF er at fremme strategiske partnerskaber mellem regeringer, byer, virksomheder, investorer og internationale organisationer. Partnerskaber, som bidrager til den grønne omstilling globalt.

I år er det centrale tema for 3GF bæredygtige forbrugs- og produktionsmønstre, og hvad regeringer og virksomheder kan gøre for at opnå dette.

Udover deltagelsen i selve 3GF vil statsministeren afholde politiske samtaler med bl.a. Ghanas præsident John Dramani Mahama og Etiopiens premierminister Hailemariam Desalegn samt være vært for den officielle middag i Operaen.

Endelig vil statsministeren overrække en pris til unge, fremtidige forhandlere inden for grøn handelsliberalisering i forbindelse med Københavns Universitets konkurrence, Copenhagen Competition. Vinderen kåres på 3GF.

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Jakob Bøving Arendt, tlf. +45 33 92 22 59.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik