Statsminister Helle Thorning-Schmidts tale ved uddeling af Cavlingprisen den 9. januar 2015

DET TALTE ORD GÆLDER

Onsdag den 7. januar 2015 var en mørk dag i Europas nyere historie‎. 12 forsvarsløse og uskyldige mennesker blev kynisk frarøvet deres liv af hætteklædte terrorister. Siden er flere kommet til.

Vi har alle sendt tanker til ofrene. Dem, der overlevede. Og til familierne og de pårørende.

Men voldsmændenes mål var mere end mennesker.

For et redaktionslokale er mere end et lokale med borde og stole. Det er et værksted for debat og diskussion. Et sted, hvor ideer formes og udfordres. Med ord. Med billeder. Og ja, også med tegninger.

De angreb demokratiet. Den frie tanke. De angreb det åbne samfund.

Og de vidste hvad de gjorde. Det var ikke tilfældigt. Derfor er markeringen i dag af en uafhængig og kritisk presse så vigtig som nogensinde. For pressefriheden og ytringsfriheden går hånd i hånd. Den ene er ikke meget værd uden den anden.

Ytringsfriheden er en individuel ret. Og den er en dyrebar ret, som vi aldrig må tage for givet. Men vi må ikke glemme, at den også er et fælles gode. Det er det frie ord, som ilter vores demokrati.

For hvordan kan vi dele os efter anskuelser, hvis vi tror, der kun findes en måde at se verden på? Og hvordan kan vi skubbe vores samfund fremad, hvis der ikke er plads til at insistere på, at det kan gøres bedre og anderledes?

Et forsvar for ytringsfriheden er aldrig kun et forsvar for den enkeltes ret.

Det er et forsvar for ideen om, at vi mennesker i fællesskab kan indrette et stærkt og frit samfund - om ikke altid i fordragelighed – så i fred.

Og det er den ide tusindvis og atter tusindvis af mennesker verden over i dyb sorg og med stor trods har hyldet de seneste dage.

Et lys foran en ambassade. En menneskekæde på en plads. Et minuts stilhed. En kuglepen i vejret. Det er bevægende. Og det er et værdigt og solidarisk svar på det, der ramte Paris. Det er vigtigt.

Når sådanne afskyelige handlinger sker, så rammer det alle. Det påvirker os. Kun den mest afstumpede kan sige sig fri.

Det får os til at tænke. Kan man blive forfærdet, ligefrem bange? Ja. Kan eftertænksomhed blive til tvivl? Ja. Og det er præcis det, som adskiller os fra det, terroristerne stræber efter.

Vores insisteren på at bruge ordets kraft og ikke voldens magt. Vores vilje til at stille spørgsmål, vi ikke kender svaret på. Og vores fælles mål om et frit og demokratisk samfund, hvor folk med forskellige livsanskuelser kan leve side om side.

Derfor er ytringsfriheden vigtig. Som et bolværk mod det totalitære.

Der er kræfter - også i vores del af verden - som ønsker at ødelægge demokratiet og derfor går målrettet mod at lamme livsnerven: Den frie debat. Det kan og skal vi ikke benægte. Men vi skal ikke lade os true. Vi skal ikke kigge væk. Tværtimod.

Ved at bruge det frie ord, viser vi, hvad demokratiet kan. Ved i fællesskab at stå vagt om ytringsfriheden – også når det er svært - viser vi styrken ved det åbne samfund.

Jeg har den dybeste respekt for de valg, aviser og andre medier har truffet de seneste dage. Det berører mig dybt, at der på tusindvis af redaktioner i hele verden har siddet mennesker og diskuteret, hvordan morgendagens avis skulle se ud. Det er jeres valg. Sådan må og skal det være.

Et redaktionslokale er aldrig bare et lokale. Og ingen mennesker må nogensinde stå alene i deres forsvar for ytringsfriheden. Det gælder i dag. I morgen. Og det gælder for jer.

Tak for ordet.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik