Hvilke tilbud har vi til dit barn?

Når børn oplever, at forældrene flytter fra hinanden, giver det ofte børnene mange spekulationer. De kan være i en loyalitetskonflikt. Børnene holder fortsat af begge forældre og kan derfor være bange for at gøre en af forældrene ked af det. Af samme grund er det nogen gange svært for børnene at drøfte problemerne med forældrene.


Børnesagkyndig rådgivning

Dit barn kan have brug for en neutral voksen at tale med i forbindelse med tanker om, hvor meget det skal være hos jer hver især og hvem af jer der har forældremyndigheden, og om samarbejdet mellem jer fungerer godt. Vi kan tilbyde dit barn rådgivning, når barnet har en vis modenhed.


Børnegrupper

En del børn kan have glæde af at være sammen med andre børn, der også har prøvet, at deres forældre er gået fra hinanden. Margarinfabrikken tilbyder derfor børnegrupper, hvor børnene har mulighed for at snakke med andre jævnaldrene børn. Ved at tale om den situation, som børnene er i, kan de opleve en lettelse og måske endda få en bedre forståelse for, hvad der sker i deres egen familie. Børnegrupperne henvender sig især til børn i alderen 10-14 år.


Kontakt Rigsombuddet, hvis du er interesseret i en rådgivningssamtale til dit barn


Kontakt Margarinfabrikken, hvis du ønsker at tilmelde dit barn til en børnegruppe

Børnehjemmesiden

Statsforvaltningen har også en hjemmeside for børn, hvis forældre er gået fra hinanden: www.morogfarskalskilles.dk. Her kan man se filmklip med børn, der fortæller, hvordan de oplevede det, da deres forældre blev skilt. Man kan spille spillet 'Skilsmissen' eller skrive breve til skilsmissebrevkassen. Man kan også lave en dagbog og læse om, hvilke tanker og følelser, man typisk oplever som barn, når familien er i opbrud.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik