Statsministeren er vært for nordisk statsministermøde

23.09.15

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er vært for nordisk statsministermøde den 2. og 3. oktober 2015.

Statsministrene fra de nordiske lande – Finland, Island, Norge, Sverige og Danmark – mødes årligt for uformelt at drøfte fælles udfordringer.

På dagsordenen for mødet er blandt andet vækst- og grænsehindringer i Norden og det nordiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde. I forbindelse med mødet vil der også være lejlighed til at drøfte aktuelle udenrigspolitiske emner samt flygtningesituationen i Europa.

Mødet indledes fredag den 2. oktober med rundvisning på Museet for Søfart i Helsingør, hvorefter statsministrene er til middag på Kronborg Slot.

Lørdag den 3. oktober er der møde på Marienborg, hvorefter statsministrene holder et fælles pressemøde.

Senere er der frokost med lederne fra Grønland og Færøerne samt Nordisk Råds Præsident og generalsekretæren for Nordisk Ministerråd for at drøfte emner af fælles interesse, herunder blandt andet samarbejdet omkring Arktis.

Danmark er i år, sammen med Grønland og Færøerne, formand for Nordisk Ministerråd. Der kan læses mere om det danske formandskab her: www.norden2015.dk

**

Pressen kan dække dele af statsministermødet, men der vil være begrænsede adgangsforhold for pressen. Presse, der ønsker at dække statsministermødet, skal akkrediteres.

Informationer om pressemuligheder er tilgængelig på IPC’s hjemmeside på www.ipcd.dk.

Bemærk venligst, at tidsfristen for tilmelding er den 29. september kl. 9.00.

Kun presse, der har opnået akkreditering og efterfølgende fået tildelt pool-plads vil kunne få adgang.

Det er ikke muligt for medier at parkere på Marienborg.

Yderligere oplysninger: Pressesekretær Jakob Bøving Arendt, 3392 2259.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik