Statsminister Lars Løkke Rasmussens tale ved Finn Nørgaard Foreningens mindearrangement i Landstingssalen på Christiansborg den 14. februar 2016

Det talte ord gælder

Kære alle sammen.

Tak, fordi jeg må være med i dag på etårsdagen for terrorangrebet i København.

En dag, som I – Finn Nørgaards venner og familie – både har sat i mindets tegn og i fremtidens tegn.

Jeg vil starte med at dvæle ved mindet. For vi skal huske vores historie. Vi skal hædre vores døde.

I formiddag mødtes nogle af os ved Krudttønden for at ære Finn Nørgaard på årsdagen for hans tragiske død. Vi lagde blomster ved mindepladen, der blev sat op efter nytår. Sat op i stilhed efter ønske fra familien.

På pladen står:

”Til minde om Finn Nørgaard, som mistede livet, da han i forbindelse med et debatmøde om ytringsfrihed i Kulturhuset Krudttønden den 14. februar 2015 forsøgte at forhindre, at mødets deltagere blev beskudt.”

Der står også noget mere. Det vender jeg tilbage til.

Hvordan reagerer et menneske, når han deltager i et møde, som kommer under beskydning?

Der er der ikke mange, der ved. Men det er i farens stund, vi bliver testet som mennesker. Og I, der kendte Finn, I ved, hvilket menneske han var. Derfor kommer hans reaktion ikke bag på jer.

I har i dag givet os andre – os, der ikke selv kendte Finn – et indblik i hans personlighed. Ikke mindst gennem den bevægende film, vi så for et øjeblik siden. Derfor kommer Finns reaktion heller ikke bag på os andre.

For Finn var et menneske, der tog ansvar. Han er derfor blevet et symbol på handlekraft.

Han betalte med sit liv. Mange flere kunne være blevet dræbt.

Finn var et særligt menneske.

I Danmark er vi ikke altid gode til at ære vores helte. Vi er ikke til store armbevægelser. Vi er ikke til stærke følelser i det offentlige rum. Men sommetider er det på sin plads.

Jeg er glad for, at et enigt Folketing – med Folketingets formand i spidsen – har besluttet at tildele Finn Nørgaard en hæderspris for det ”ekstraordinære heltemod,” han udviste ved angrebet på Krudttønden i dag for et år siden.

Den taknemmelighed og anerkendelse må vi vise som samfund.

Vi skal ære vores helte.

* * *

Hvordan reagerer man som familie eller som ven, når ens nærmeste bliver tragisk dræbt?

Det er der heldigvis heller ikke mange af os, der kan give svaret på.

For en del af jer, der er her i salen, er det et spørgsmål, I ulykkeligvis har været nødt til at besvare.

Tak for jeres svar.

I møder had med kærlighed. I bygger broer. Frem for med vrede, så har I valgt at hædre Finn Nørgaard med en forening i hans ånd.

Det bringer mig videre til de ord af Finn Nørgaard, som også står på hans mindeplade:

”Man må da støtte de svageste i samfundet. For sådan bliver vi alle stærkere.”

Hvis man ikke sætter et mål for fremtiden, så har man kun fortiden. Hvis man omvendt, som I gør det, tager en opgave på sig, så får fortiden en slags mening – uanset hvor meningsløs den ellers forekommer – og fremtiden håb.

Hvordan hjælper vi mennesker på kanten ind i fællesskabet? Det var Finn optaget af som filminstruktør og som menneske.

Han var optaget af, at vi alle kan gøre en forskel, som Ole Mølgaard også fremhævede det i sin tale.

Finn Nørgaard Foreningen har sat dagen i dag i de personlige historiers tegn. Historier om at gøre en forskel. Om at række hånden frem. Om at mødes menneske til menneske.

For når man kommer i øjenhøjde, sker der jo ofte det forunderlige, at fordomme fordufter, og forståelse fremmes.

* * *

Jeg er også blevet bedt om at fortælle om et møde menneske til menneske, der ændrede min opfattelse af dem, jeg mødte, og måske også deres opfattelse af mig. Så det vil jeg gøre.

Jeg vil tage jer med nogle år tilbage. Til december 2010, hvor jeg besøgte en flok lokale drenge i Askerød på Københavns vestegn.

Besøget var sat i stand af journalist Olav Hergel. Han vidste, at drengene var vrede på mig. Rigtigt vrede. Jeg bildte mig ind – og jeg bilder mig stadig ind – at det ikke var så personligt. At det nok mest var, fordi de så mig som repræsentant for det officielle Danmark. Et Danmark, de ikke følte, gav dem en fair chance. Gang på gang oplevede de at blive bedømt ud fra deres postnummer og baggrund, ikke ud fra hvem de selv var.

Så sad vi der en eftermiddag i december – drengene, journalisten og jeg – og hang ud i et beboerlokale i et alment boligbyggeri. Fik os en god snak. Det trak ud.

Efterfølgende inviterede jeg drengene på Marienborg sammen med nogle virksomhedsledere. De fulgte op med job-besøg. Og der skete det, at mennesker mødtes, og ansættelseskontrakter opstod.

Der knytter sig en opbyggelig sidehistorie til, som jeg fik fortalt, da jeg besøgte drengene igen noget senere.

For det var sådan, at Askerød-bebyggelsens faste glarmester havde ringet til administrationen. Han undrede sig over, at han ikke længere blev kaldt ud for at skifte knuste ruder i området. Og nu ville han da lige forhøre sig, om de havde skiftet leverandør? Han var noget bekymret. Nej, drengene i Askerød var bare holdt op med at knuse ruder og foretog sig i stedet noget fornuftigt.

Sådan kan det gå.

Mødet med drengene fra Askerød blev skelsættende for mig. Det blev en af den slags oplevelser, som får én til at stoppe op og tænke: Her er en værdig sag at kæmpe for.

Drenge på kanten, der har brug for et skub for at blive unge i fællesskabet.

Så det kastede jer mig over i de år, der fulgte.

Den tid har givet mig en dyb respekt for de drenge, der formåede at rykke væk fra kanten. Og den har også bekræftet min dybe respekt for alle, der arbejder med mennesker.

Som mange af jer, der er samlet her i dag, gør. Som dem, der senere i dag vil blive hædret med Finn Nørgaard Prisen.

Der sker noget, når mennesker mødes.

Der vil ske noget i dag. Der vil ske mere i morgen.

I sætter ting i gang. I handler. I tænder håb. I hænger ikke fast i fortvivlelsen og vreden over det, vi oplevede for et år siden. I tænder lys.

Jeg vil ønske jer alt det bedste med arbejdet i Finn Nørgaard Foreningen. Finn startede det på sin måde. I fører det videre på jeres måde.

Jeg kan ikke forestille mig, at man kan bygge et smukkere minde over en, man har kær.

Tak, fordi jeg måtte være med i dag. Tak for ordet.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik