Pressemøde den 18. marts 2016

Det talte ord gælder
Der henvises til videoklippet i pressemødearkivet

Statsministeren: ”Velkommen til dette pressemøde. Jeg annoncerede jo i min nytårstale, at regeringen ville indkalde til trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter og til drøftelser med kommunerne om bedre integration. Og vi indledte så forhandlingerne her i Statsministeriet for 5 uger siden og kan så også afslutte dem her i dag.

Med de to aftaler, der blev indgået i dag og i går, der tager vi store skridt sammen – arbejdsmarkedets parter, kommunerne, regeringen.

Den første aftale i går aftes med lønmodtager og arbejdsgiver. Den anden aftale her til morgen med kommunerne. Det er godt at få det på plads. Og jeg synes også, det er vigtigt at gribe det momentum, der nu er blevet skabt det seneste døgn. Derfor mødet her i Statsministeriet i dag, hvor vi har taget hul på nye fortsatte trepartsforhandlinger.

Jeg vil gerne kvittere for, at der har været udvist ganske stor ansvarlighed, stor vilje til at finde fælles løsninger på den helt ekstraordinære flygtningeudfordring, vi står i. Det vil bidrage til at gøre det enklere, minimere både de økonomiske og de menneskelige omkostninger ved flygtning- og migrationskrisen.

Samtidig er det jo også klart, som jeg har sagt det hele tiden, at de rigtige varige løsninger, de kan jo ikke findes alene i Danmark. De beror jo på, at man også internationalt får håndteret denne udfordring. Lige nu er der pause i topmødet i Bruxelles, som jeg rejser ned til straks efter mødet her med en forhåbning om, at vi senere i dag kan afslutte så en tredje aftale på 24 timer – en aftale mellem Tyrkiet og EU. Med henblik jo på at få ødelagt menneskesmuglernes forretningsmodel og få bedre styr på tilstrømningen til Europa, fordi antal betyder noget. Men uanset, hvordan det lykkes at få kontrol på tilstrømningen, så er det jo et faktum, at flygtninge er kommet til. Folk kommer til på familiesammenføring, og derfor står vi med store udfordringer – ikke mindst står kommunerne med store udfordringer.

I første række er det jo staten, der finansierer asylsystemet, men når folk har fået flygtningestatus, skal de jo ud og bo i kommunerne. Og det forventes, at kommunerne alene i år skal modtage 17.000 flygtninge, hvortil kommer familiesammenføringer. Det er jo derfor, vi har indgået en aftale med KL, der betyder to ting: For det første, at kommunernes indsats bliver billigere, bliver mere effektiv. Vi lemper på nogle krav – gør tingene mere fleksible omkring modtageklasser og andet. Og vi giver kommunerne en økonomisk håndsrækning til at løse boligproblemet. Vi afsætter bl.a. en pulje på 640 millioner kroner, som kan medfinansiere nye almene boliger og 150 millioner kroner til midlertidige boliger. Alt i alt, så er det vores forventning, at vi derved kan skabe omkring 12.000 boliger. Det er den ene ting.

Den anden ting, det er, at vi ændrer integrationsindsatsen i kommunerne. Et egentligt paradigmeskifte, sådan at dét, der først og fremmest kommer fokus på, det er at få flygtninge i job. Den aftale, der er indgået i Finansministeriet her i formiddag, den bygger videre på konstruktive forslag fra kommunerne selv. Og derfor vil jeg gerne takke Kommunernes Landsforening for et godt samarbejde, der har resulteret i en solid aftale om at løse det store fælles problem, vi står med – bedre integration. Fordi det er dét, der er brug for. For – får vi ikke løst integrationsopgaven bedre, så kommer det til at presse vores kernevelfærd, så kommer det til at presse vores velstand, så kommer det til at presse vores vækst. Men det siger sig selv, at det er ikke et problem, der kan løses mellem Staten og kommunerne. Vi har i den grad brug for arbejdsmarkedets parter af den helt simple grund, at integrationen skabes ude på arbejdsmarkedet. Og derfor er jeg også glad for, at vi har indgået en god og nytænkende trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter. Vi har bl.a. jo aftalt at etablere en ny integrationsgrunduddannelse. Det er et af i alt 32 initiativer i trepartsaftalen. En integrationsuddannelse, der betyder, at virksomhederne nu let og ubureaukratisk kan ansætte flygtninge til en løn, der afspejler, at en flygtning endnu ikke har de kompetencer, som normalt kræves i et job i Danmark. Og derfor også til en løn, der afspejler det forhold. Og det sker så på en måde, hvor man ved siden af sit arbejde også uddanner sig, så ens kompetencer løftes, og at man på den måde skærper sine kompetencer og øger udsigten til, at man kan få et job på helt almindelige vilkår.

Det er et gennembrud, som der er grund til at takke LO og DA for – det er dem, der er budt ind med ideen her. Nu handler det jo om at få skabt volumen i denne her ordning. Sikre, at virksomhederne bruger den. Ideen er jo, at det ikke må være bureaukratisk, det skal være nemt at gå til, sådan at det også bliver attraktivt for den mindre arbejdsgiver. Så ved jeg godt, at der er dem, der spørger: Betyder det så ikke bare, at flygtningene tager vores jobs – og til det vil jeg sige: Det gør de ingenlunde. Det er jo derfor, vi har lavet en model, som respekterer den danske model, og som er aftalt med arbejdsmarkedets parter. Og det er jo heller ikke sådan, at lærlinge går rundt og tager jobbet for andre. Tværtimod er det sådan, at vi har brug for at få øget beskæftigelsesfrekvensen blandt dem, der kommer til. For lykkes det ikke, så kommer der et alt for stort pres på de offentlige kasser, som kommer til at fortrænge mulighederne for at øge vores kernevelfærd, understøtte vækst og jobskabelse. Det er jo sådan set dét, det handler om. Og dermed er det her jo også et afsæt til nu at komme videre med en anden stor udfordring, som jo mere grundlæggende handler om, hvordan får vi sikret den nødvendige kvalificerede arbejdskraft i fremtiden. Hvordan får vi de danskere, der er på kanten af arbejdsmarkedet, i beskæftigelse.

Det er jo ikke nogen naturlov at få en trepartsforhandling til at ende med en aftale, og derfor har jeg heller ikke taget nogen ting givet på forhånd. Det kræver, at alle har mod og viljen til at udvise samfundssind. Og det har så været tilfældet denne gang. Det er faktisk en bedrift – ikke mindst i lyset af, at mange for en 3-4 år siden var parate til at erklære den danske model – trepartsinstitutionen for både død og begravet.

Vi, der står her i dag, har genoplivet trepartssamarbejdet. Lykkes at genskabe tradition for, at lønmodtagere, arbejdsgivere og politikere sammen indgår trepartsaftale om væsentlige samfundsspørgsmål. Vi har så og sige givet trepartsinstitutionen, den danske model, nyt liv. Og så gælder det med det her liv, som med alle mulige andre liv, at de skal bruges. Og derfor fortsætter vi nu samarbejdet. På det møde, vi lige har holdt, har vi drøftet, hvordan vi kommer videre med trepartsforhandlinger. De genoptages den 15. april, og et af de temaer, regeringen spiller ind med, det er praktikpladser. Langt de fleste unge, de får jo en god aftale med en virksomhed, men vi mangler at få de sidste med. Det problem skal vi løse. Regeringen ønsker, at flere unge skal vælge og fuldføre en erhvervsuddannelse. Og derfor er det regeringens mål, at vi kan sige til de unge, der ønsker en uddannelse, hvor der er efterspørgsel efter arbejdskraft, at hvis I tager ansvar for og lever op til uddannelsens krav, så skal vi også sørge for, at der er en praktikplads på en virksomhed. Det er vores politiske ambition. Er det en praktikpladsgaranti? Ja, det så jeg jo sådan set gerne. Det er ikke sikkert, vi kommer i mål lige med det samme, men det er en ambition. Og lige nu og her er det min vurdering, at der er et godt grundlag for at løfte den, det har været prøvet før, men det er min vurdering, at der er et godt grundlag for at løfte den, for det første skridt er jo taget med erhvervsuddannelsesreformen, som sikrer bedre kvalificerede elever. Og derfor er tiden kommet, hvor vi følger op, får nye ideer på bordet og til det vil trepartsinstitutionen vise sig at være et godt forum, og derfor har regeringen i dag spillet praktikpladser ind som et centralt tema i trepartsdrøftelserne. Uden rigtige praktikpladser, får vi ikke de dygtige faglærte, Danmark har brug for.

Vi mødes nu igen efter påske i Beskæftigelsesministeriet for at drøfte den videre proces, og jeg vil gerne slutte af med at kvittere for godt samarbejde. Takke LO, takke DA, takke de kommunale parter for et godt samarbejde, som nu har bragt os i mål med den første aftale – en aftale, der skaber rammerne for, at vi bedre i morgen end i går kan få de nye iblandt os i arbejde og få dem gjort selvforsørgende.

Og med det, vil jeg gerne give ordet videre til i første omgang Lizette.

LO’s formand: Jamen, tak for det!

Og jeg kan jo bekræfte, at trepartsaftalen, den har jo det formål at sikre, at de flygtninge, som har ret og får lov til at være her, at de også så hurtigt som muligt kan blive selvforsørgende. Det hjælper både, så kan man sige den til enhver tid siddende regering, men det hjælper jo Danmark i forhold til økonomien. Og dét, vi så også har sagt, det er den balance, der skal være til alle andre, der står ude og også gerne vi have et arbejde, gerne vil have en uddannelse. Og der er jeg rigtig glad for, at vi i dag også, både i aftalen, men også mundtligt i dag har fået bekræftet, at vi går i gang den 15. april. Og vores fokus, det er så, hvordan vi sikrer, at der bliver efter videreuddannelse for de mennesker, der står derude, så der er en kvalificeret arbejdskraft. Og også at de praktikpladser, som Lars Løkke her siger, vi skal have fundet flere af – at både arbejdsgiverne og vi har sagt ja til at gå ind i det rum. Så jeg er helt sikker på, at trepartsaftalen, den vi indgik i går, den danner fundamentet for, at vi går videre her, og jeg ser med fortrøstning frem mod de forhandlinger, vi skal have der.

Statsministeren: Tak for det!

DA: Ja, og fra DA’s side vil vi også meget gerne udtrykke meget stor glæde over, at det er lykkes at lave en trepartsaftale, selvfølgelig både for at bevise, at den danske model lever i bedste velgående, men mest af alt for indholdet i den aftale, som vi har lavet. Og der er to ting, jeg gerne vil fremhæve, og det ene er selvfølgelig det redskab som DA og LO i fællesskab er kommet med et indspil til, som reelt er et nyt redskab, en ramme til at ansætte og opkvalificere flygtninge, sådan så de kan komme ud på det danske arbejdsmarked i en almindelig beskæftigelse eller uddanne sig videre. Og der synes jeg, vi har fundet på noget, som er ubureaukratisk og enkelt for virksomhederne at administrere, og hvor man tager højde for de kvalifikationer, de har eller ikke har. Så det tror vi på vil være et godt redskab. Og den anden ting er selvfølgelig hele det her infrastrukturspor, som handler om, hvordan gelejder vi flygtninge fra asylcentrene ud i landet. Hvordan kigger vi på deres kompetencer og får dem fordelt klogt og effektivt og hurtigt med et beskæftigelsesfokus. Og der har vi lagt nogle rigtig, rigtig gode spor i denne her aftale, som vi glæder os til at arbejde videre med.

Statsministeren: Tak for det! Og så KL’s formand!

KL’s formand: Tak for det!

Vi har jo også set med spænding frem til det her forløb, fordi vi har jo været en del i både topart og trepart. Der er jo en indre sammenhæng mellem de to forhandlinger. Vi så jo i hvert fald fra kommunernes side for et stykke tid siden, at vi ville stå med en ret stor udfordring. Det kommer med lidt forsinkelse ud i kommunerne, men vi vidste, det ville komme. Og det har vi jo været optaget af, og vi vil jo gerne lykkes med den opgave, vi er sat i verden til at løse – altså at få boligplaceret flygtninge, få dem ud på arbejdsmarkedet.

Og man kan sige, trepart har jo nogle gange været, hvor man kigger med det lange lys og ser, hvilke strukturelle udfordringer er der, og hvad skal vi løse. Det her, det er en udfordring og en opgave for Danmark, som er lige uden foran vinduerne, som kræver løsninger nu og her. Og det har vi jo været optaget af og været spændt på, hvilke resultater kunne vi få ud af det.

I forhold til trepart, der er vi glade for – dels at der er landet en aftale, hvor der er skabt nogle rammer. Men også, at parterne har sagt til hinanden, det her, det er jo ikke nok, at vi laver de her rammer nu, fordi det egentlige arbejde, det starter jo nu på at udfylde rammerne, det er dét, der skal give løsningerne – og det, der er der givet håndslag på, at man vil. Så har vi haft en særlig aftale i forhold til regeringen i at gøre det muligt for vores medlemmer at kunne løse opgaven helt praktisk med boliger, med finansiering og hele den her arbejdsmarkedsrettede indsats. Og det har vi jo så landet en aftale på i dag. Og det er vi jo selvfølgelig tilfredse med.

Men igen, det egentlige arbejde, det starter nu. Og vi er også glade for, at der ligger jo andre problemer og venter end det her med flygtningene, at vi så fortsætter i trepart, fordi der er mange svære ting, der skal løses, og jeg er jo glad for, at så mange mennesker har sat sig sammen i at løse nogle af de her problemer. Fordi de er ikke nemme at løse, og det kræver, at vi alle sammen bidrager. Og vi glæder os til det videre arbejde.

Statsministeren: Tak skal du have. Så kan vi vel håndtere et par spørgsmål, hvis der skulle være nogen.

Ja, værsgo!

Spørger: Lars Løkke Rasmussen, nu står I jo her og stråler jer i en forhandlingssucces, og det er lykkes at lave både trepart og topart, men der er jo ikke en eneste, der er kommet i arbejde endnu af de her asylansøgere. Hvorfor sætter I ikke tal på, hvor mange asylansøgere, I vurderer denne her aftale vil skaffe i arbejde?

Statsministeren: Ja, vi har jo sat tal på, hvor der er regeringens ambition. Og regeringens ambition er, at vi gerne vil have løftet beskæftigelsesfrekvensen blandt de nytilkomne op på det niveau, vi har i dag blandt folk med ikke vestlig baggrund, som vi så i øvrigt også gerne vil prøve at løfte senere hen, fordi det er ca. halvdelen, der er i arbejde. Hvor situationen aktuelt er den, at efter 3 år er det kun 3 ud af 10 flygtninge, der er i arbejde. Hvis vi magter at løfte det niveau til dét, vi ser blandt folk med ikke-vestlig baggrund i almindelighed, så kan vi frigøre 21⁄2 milliard kroner i år 2020. Og vi er jo enige om, at vi tager et skridt mod at indfri denne her ambition med det her. Det skaber helt ubureaukratiske muligheder for, at arbejdsgiveren kan foretage en ansættelse på en struktureret måde til en løn, der er aftalt overenskomstmæssigt branche for branche, hvor medarbejderen også får noget uddannelse – ikke mindst i sprog – og bliver klædt på til at kunne begå sig på arbejdsmarkedet. Og nu er der jo så en kæmpe opgave med at få formidlet det her. Danmark er jo ikke bygget op på den måde, at man kan sidde ovre i DA eller et andet sted og pålægge en bestemt arbejdsgiver med et bestemt CVR-nr. et eller andet sted i Jylland, at nu har vi aftalt det her, og så skal du ansætte én på mandag. Men der er jo en fælles tro på, at det instrument sammen med, at vi nu vender, kan man sige, integrationsindsatsen på hovedet, støtter kommunernes jobcentre i større omfang, end vi har gjort, at det vil være med til at indfri de ambitioner.

Spørger: Men sagt med andre ord, så ved I jo dybest set ikke, om der er nogen, der vil benytte sig af denne her EU-ordning, altså om arbejdsgiverne rent faktisk har tænkt sig at benytte sig af den? Vi har jo set forløb af akutjobordning, hvor der også blev lavet en aftale, hvor arbejdsgiverne også sagde, at den var attraktiv, og den ville de forvente, at deres medlemsorganisationer ville gå ind og benytte sig af. Det gjorde de stort set ikke.

Statsministeren: Dét vi ved, det er, at vi har lavet en aftale med KL med mere end 50 initiativer, en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter med 32 initiativer, der alle sammen forfølger det samme formål – nemlig at møde dem, der kommer til Danmark med en forventning om, at de er jobparate. Dét er det klare udgangspunkt – dreje kommunernes indsats i den retning, give arbejdsgiverne et attraktivt værktøj, en klækkelig bonus, som vil gøre det økonomisk attraktivt at åbne sin virksomhed for denne her type medarbejdere. Og så har vi et tilsagn, derfor skulle DA måske sige et par ord, fra arbejdsgiverne om, at det her, det er en ordning, man kan se sig selv i, og som man også gerne vil promovere i forhold til landets arbejdsgivere.

DA: Jeg vil egentlig gerne starte med at understrege, at den her ordning vi har givet indspil til, det er jo ikke én, der kun henvender sig til DA’s område. Det er én, der henvender sig til hele arbejdsmarkedet – det offentlige og det private, det organiserede og det uorganiserede. Og derfor skal den jo forankres lovgivningsmæssigt. Så jeg kan sådan set kun svare for den del af området, jeg repræsenterer, og der vil man jo gøre, hvad man kan for at oplyse så meget som muligt om, at det her eksisterer, og grundlæggende har virksomhederne jo en meget, meget stor interesse i, at flest muligt er en del af arbejdsmarkedet og belaster den offentlige økonomi mindst muligt. Så det er virksomhederne sig meget, meget bevidst. Så jeg tror nu nok på, at de her ting skal komme til at fungere.

Spørger: Bare lige et sidste spørgsmål til igen Lars Løkke og Lizette Risgaard. I siger, at det her, det skal ikke fortrænge dansk arbejdskraft, ligesom du referer til lærlingeordningen heller ikke gør det. Men der er vel kun de lønkroner, der er i virksomheden. Altså, hvad er det for et job, de her mennesker skal ude at have? Er det udtryk for, at de skal have job, som danskere dybest set ikke gider at tage?

LO’s formand: Og hvad var det for noget med nogen, der ikke gider at tage? Altså alle de danskere, jeg kender, og alle lønmodtagere, de vil gerne have et arbejde. Og der står desværre rigtig mange derude, som gerne vil have et arbejde, men ikke kan få det i dag. Og vi har talt meget om det her, det har du selv spurgt til, hvad med fortrængning, hvad sker der, og jeg vil igen svare, der er kun de job, der er derude. Så dét, der er vigtigt, det er jo at se ind i, hvordan får vi skabt mere jobvækst, hvordan er det at alle tegn i sol, måne og stjerner siger, at dels er der gang i væksten. Nu inden for de næste to år er der analyser på og ikke kun, kan du sige, vores, men alle analyser, der viser, at der nok bliver skabt 67.000 job inden for de næste to år. Vi har diskuteret i dag, at inden for den offentlige sektor, der er der også en alderssammensætning, som gør, at der er rigtig mange, der kommer på pension, også selvom at Folketinget har sagt, at man skal blive længere tid på arbejdsmarkedet. Jeg tror på, at ligesom vel som vi i dag er stand til, at der er 750.000, der skifter job i løbet af et år, så er det vigtigt at tage de positive briller på her og sige – vi har en udfordring, de her borgere skal ikke ligesom i fortiden bare have lov til at være. Vi vil gerne integrere, være med til at integrere som en del af arbejdsmarkedets parter på en lang bedre måde – end dét, der er kunnet ske tidligere. Det her med IGU-uddannelse, det er et element. Der er 32 i vores trepartsaftale, der er mange flere ved siden af. Og dét, der er mit håb og mit ønske – og dét, som jeg også har fået, så kan du sige håndslag både fra en regering, som vil gennemføre det her, og fra arbejdsgiverne, det er, vi skal sikre den balance, jobcentrene skal være med til at sikre, at de mennesker, der står derude og mangler et arbejde, de bliver ikke glemt, og de bliver heller ikke puttet ned bagest. Vi skal sikre, at der er en balance, sådan så vi undgår polarisering i samfundet, og vi byder mennesker velkommen i Danmark. Det har vi altid haft et kendetegn ved. Så det håber jeg meget på, at alle vil være med til. Det her, det er en situation, der er ekstraordinær for os alle sammen. Og hvad et det, der ville være godt for os i Danmark? Det er, at vi tager imod de her borgere, og så sørger vi også for ikke at glemme alle dem, der står i forvejen. Og folk vil gerne arbejde.

Statsministeren: Tak for det. Jeg er meget enig med Lizette. Jeg tror, vi skal passe rigtig meget på ikke at falde ned som en dem og os og se sig statisk på det, at hvis man ansætter en flygtning, så er der en anden en, der ikke bliver ansat. Altså situationen er jo den, at vi har de flygtninge, vi har. Vi gør alt, hvad vi kan for at bringe antallet fremadrettet ned, men vi har dem, vi har. Og hvis ikke, vi får dem gjort selvforsørgende, så skal de leve af vores allesammens skattekroner, som vi så skal bruge på passiv forsørgelse af nogle flygtninge – fremfor at bruge dem på noget andet. Og det andet, det kunne enten være investeringer i kernevelfærd – altså en bedre ældreomsorg, et bedre sundhedsvæsen, en bedre børneomsorg – noget, der genererer stillinger ude i kommunerne, også til danskere – eller det kunne være i velstand, bedre rammevilkår for vores erhvervsliv, der skaber bedre arbejdspladser, flere arbejdspladser. Så det er altså ikke dem og os. Og vi er meget, meget opmærksomme på, at når vi har løst denne her ekstraordinære udfordring, vi står med nu, så skal vi videre. Der er danskere, der også er på kanten af arbejdsmarkedet, som skal opkvalificeres. Der er unge, der har brug for at få en uddannelse der gør, at de er attraktive på fremtidens arbejdsmarked. Vi har i øjeblikket en beskæftigelsesfremgang. Og samtidig med, at vi har en beskæftigelsesfremgang, så har vi altså den situation, at der er et stigende antal folk, der kommer ind udefra og arbejder i Danmark. Så vi skal jo gøre noget for at sikre, at den beskæftigelsesfremgang, den kommer danskerne til gode. Altså de danskere, der har været her hele tiden, men også dem, der er i Danmark, fordi de har fået asyl.
DR!

Spørger: Der er ikke lavet nogle beregninger af jobeffekten på de her integrationsforløb, og der er ikke sat nogle bindende mål for, hvor mange forløb der skal laves ude i virksomhederne. Vi hører flere økonomer sige, at uden styrbare mål, der kan det være svært at nå målet, og de tvivler på, at det kan løfte hele opgaven. Hvorfor tror I ... hvorfor har I ikke lavet sådan nogle mere styrbare og bindende mål?

Statsministeren: Jamen, det har vi jo allerede svaret på. Altså, det giver jo mening at binde dem, der bindes kan. Men der er jo ikke nogen her, der har kompetencen til på vegne af samtlige landets arbejdsgivere at stille en garanti. Altså vi har en ambition, den har jeg givet udtryk for. Vi vil gerne løfte beskæftigelsesfrekvensen blandt folk, der lige er kommet til op på et niveau med dem, der har en ikke vestlig baggrund og har været her længe. Vi kan frigøre 21⁄2 milliard, hvis det lykkes. Vi har lavet et ubureaukratisk instrument, hvor man branche for branche har aftalt en løn, som så ligger og varierer, men vel typisk er i området af overenskomstmæssig løn, men som jo typisk er i området der 70-80 kroner, som vil gøre det attraktivt at foretage den type ansættelser. Og der er jo commitment til, at alle nu vil gå ud og give et slag for dét. Dét, jeg selv har oplevet med udfordringer, når jeg har været ude at tale med arbejdsgivere, det er, at viljen til at gøre noget her, den er nogen gange druknet i bureaukrati – ikke mindst for de små og mellemstore virksomheder, som ikke har en stor HR-afdeling og et stort setup til at kunne håndtere det nogen gange lidt komplicerede samspil med den offentlige sektor for at løfte den her opgave. Og det er jo alt dét, vi nu forenkler. Så har vi jo i øvrigt aftalt jo, at vi følger det her løbende, så det er jo ikke sådan, at vi ikke måler på det. Det er jo ikke sådan, at vi ikke vil stille os til ansvar på det. Men der er bare ingen her, der på en bindende måde kan forpligte tusindvis og atter tusindvis af arbejdsgivere til, hvilke ansættelser, de vil foretage i morgen.
Godt skal vi lade det være dét?

Spørger: Et sidste spørgsmål, Lars Løkke Rasmussen. Som du også selv sagde, så er der lige nu topmøde i Bruxelles, om 10 min., så er du blevet bedt om at være klar til at møde til møde med de andre stats- og regeringschefer. Du prioriterer at være her til det her pressemøde. Hvad tænker du egentlig selv om den prioritering?

Statsministeren: Jamen, jeg tænker, det er en hel rigtig prioritering. Det er sådan, at vi jo opererede med, at vi skulle have det her møde, vi har nu, i eftermiddag kl. 17. I går aftes, der stod det helt klart for mig, at det der topmøde i Bruxelles, det får et design, hvor der ikke er nogen aftale i løbet af eftermiddagen, der ville muliggøre, at jeg kunne være her kl. 17. Tværtimod, så er der det forhold, at der ikke har været nogle møde hele formiddagen, og heller ikke kommer det før i eftermiddag. Bortset fra, at vi jo altså til midnat har udstyret Donald Tusk med et mandat, det har jeg selv været med til at give ham, som gør, at han kan føre bilaterale samtaler med Davutoğlu, Tyrkiets premiereminister. Og når de bilaterale drøftelser er afviklet, så kommer der substans i selve topmødet igen. Så jeg synes, det var bedre at være her end at løbe en tur rundt i Bruxelles eller sætte mig ned ved en cafe og drikke en kop kaffe, eller hvad man nu kunne finde på.

Spørger: Du risikerer så også at være fraværende fra et møde, hvor du har bedt hollænderne om at repræsentere danskernes ... altså vores interesser i den sammenhæng. Altså var det virkelig bydende nødvendigt for dig at være til det her. Kunne én af dine ministre ikke have varetaget det?

Statsministeren: Nej, det er sådan, at vi har startet et trepartsforløb her i Statsministeriet. Vi slutter det i Statsministeriet. Så det er sådan set helt udramatisk. Og jeg har deltaget i forhandlinger frem til godt midnat med henblik på at udstyre Donald Tusk med et mandat, som han nu forhandler på. Og det er jo ikke, fordi jeg skal stå og tage et væddemål, men altså følg nu bare med i eftermiddag – altså, jeg skal nok nå tilbage til Bruxelles, inden vi kommer dertil, hvor min tilstedeværelse, den er påkrævet – specielt, hvis vi slutter nu.

Tak skal I have.”

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik