Marienborgtopmøde: Et stærkere Danmark – på vej mod 2025

24.05.16

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har inviteret til et to-dages Marienborgtopmøde under overskriften ”Et stærkere Danmark – på vej mod 2025, #StærkereDK”

Formålet med topmødet er at drøfte Danmarks økonomiske udfordringer og få inspiration til arbejdet med regeringens 2025-plan, som kommer efter sommerferien.

På deltagerlisten er blandt andre økonomer, virksomhedsledere, repræsentanter for arbejdsmarkedets parter, tænketanke og politikere. Topmødet finder sted den 25.-26. maj 2016 på Marienborg.

Børsens ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør Anders Krab-Johansen vil være ordstyrer under hele topmødet.

Statsminister Lars Løkke Rasmusen udtaler forud for Marienborgtopmødet:

”Regeringen er optaget af, hvordan vi i en global virkelighed kan skabe arbejdspladser og en fremgang i levestandard, som står mål med det, danskerne forventer. Men vi ser nogle tendenser, som bekymrer mig. For eksempel er der ikke skabt én stor virksomhed med over 1.000 medarbejdere herhjemme de sidste 20 år. Det siger noget om, at der er muligheder, der suser forbi vores land. Den tendens har vi ikke råd til at ignorere.

Samtidig er der et historisk lille økonomisk råderum til at udvikle vores samfund, og presset på den offentlige økonomi vil kun tage til i årene, der kommer, i takt med at flere går på pension. Vi kommer derfor ikke uden om at prioritere de penge, der er.

Marienborgtopmødet skal bruges til at skabe debat om det samfund, vi har, og det samfund, vi ønsker. Vi skal tale åbent om problemerne.
Den gode nyhed er, at hvis vi tænker os om og handler ansvarligt, kan vi i 2025 stå med et stærkere Danmark.

Vi har et fælles ansvar for at fremtidssikre det land, vi bor i. Derfor glæder jeg mig til en bred debat med virksomhedsledere, økonomer, repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter, samfundsdebattører og finansordførere fra Folketingets partier. Jeg er sikker på, vi alle vil gå inspirerede fra topmødet på Marienborg.”

***

Pressen vil have adgang til Marienborgtopmødet begge dage (på nær middagen onsdag aften). Deltagelse kræver forudgående tilmelding, idet der er et begrænset antal pladser.

Tilmelding sker til ledende pressesekretær Jakob Bøving Arendt, jba@stm.dk. Tilmeldingsfrist tirsdag den 24. maj kl. 22.00.

Det er ikke muligt for medier at parkere på Marienborg på dagen.

Programmet fremgår vedhæftet (med forbehold for ændringer).

Pressekort skal bæres synligt under hele Marienborgtopmødet.

Yderligere oplysninger hos ledende pressesekretær Jakob Bøving Arendt telefon 3392 2259.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik