Statsministeren mødes med Østrigs kansler og deltager i topmøde i Bratislava

12.09.16

Torsdag den 15. september rejser statsminister Lars Løkke Rasmussen til Wien, hvor han mødes med den østrigske kansler Christian Kern.

Den 16. september deltager statsministeren i det uformelle topmøde i Bratislava, hvor fremtiden for EU efter den britiske folkeafstemning er på dagsordenen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for møderne:

”Sidste år gik der hul på Europa. Det må ikke ske igen. Nu er der mere styr på tilstrømningen, men migration vil fortsat være en af Europas største udfordringer. Både i Østrig og i Danmark er vi optaget af, at EU lægger sig i selen for at dæmpe migrationspresset og sikrer, at flere afviste asylansøgere effektivt sendes hjem.

Det er udfordringer, som vi ikke kan løse alene. Derfor skal vi arbejde for at holde sammen på resten af EU, når Storbritannien efterlader en tom stol i Bruxelles. Mit budskab til kollegerne vil være, at vi skal fokusere på at få et praktisk samarbejde om de store problemer, der optager landenes befolkninger, og undgå vidtløftige projekter, der går henover hovedet på borgerne. Der er brug for et slankere og mere fokuseret EU, der leverer løsninger på fælles problemer.”


***

For yderligere oplysninger kontakt pressesekretær Sabrina Drevsfeldt Theil på tlf. 33 92 22 62 eller mail sd@stm.dk.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik