Statsminister Lars Løkke Rasmussens mindeord om tidligere formand for Venstre, udenrigs- og finansminister og EU-kommissær Henning Christophersen

01.01.17

Det er med sorg, jeg har modtaget meddelelsen om, at den tidligere EU-kommissær, udenrigs- og finansminister og formand for Venstre Henning Christophersen er død.

Henning Christophersen var formand for Venstre dengang, jeg var ung, og han var årsagen til, at politik blev min skæbne. Og Venstre mit parti. For Henning Christophersen ragede op i det politiske landskab. Han besad en helt enorm viden om samfundsforhold i almindelighed og økonomi i særdeleshed. Når Henning talte, blev der lyttet.

Den indsigt bragte han til fulde i spil i sit lange virke.

Henning Christophersen var udenrigsminister i SV-regeringen i slutningen af 70’erne.
Senere blev han finansminister i firkløverregeringen fra 1982-84.
Henning Christophersen var ambitiøs på Danmarks vegne og en af hovedarkitekterne bag den nye økonomiske kurs i 80’erne og mange af de reformer, der blev gennemført for at rette op på økonomien.

Men Henning Christophersens engagement rakte langt ud over Danmarks grænser. Henning Christophersen blev næstformand i EU-kommissionen, hvor han blandt andet bestred den vigtige post som kommissær for økonomiske og monetære anliggender. Henning Christophersen var en meget respekteret kommissær med et vidtforgrenet netværk og stor indflydelse på kommissionens arbejde. Han stod blandt andet fadder til oprettelsen af Østersørådet med de baltiske lande.

Derfor var der også stor efterspørgsel på hans evner efter kommissærtiden. Det er kun få år siden, at Juncker-kommissionen bad Henning Christophersen om at stå i spidsen for en ny infrastrukturarbejdsgruppe.
Tillige har han siddet i bestyrelsen i flere, store selskaber.

Jeg har også selv for nylig trukket på Henning Christophersens enorme indsigt. I november mødtes jeg med den danske europæer til en kop kaffe på Marienborg. Som altid var Henning opvakt, engageret og enormt hyggelig at være i stue med. Det blev til en god snak om det Europa, som Henning Christophersens hjerte bankede for til det sidste.

Æret være hans minde.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik