Statsministeren besøger De Amerikanske Jomfruøer og Mexico

03.03.17

Statsministeren tager i perioden 31. marts til 4. april på en rundrejse til De Amerikanske Jomfruøer og Mexico.

På De Amerikanske Jomfruøer – de tidligere Dansk-Vestindiske Øer - skal statsministeren deltage i markeringen af 100-året for salget af Øerne til USA. Derefter aflægger statsministeren officielt besøg i Mexico.

Den 31. marts og 1. april er statsministeren på St. Thomas og St. Croix, hvor han blandt andet deltager i officielle markeringer af 100-året, har samtaler med bl.a. Guvernør Kenneth Mapp og besøger historiske steder.

Den 2.-4. april besøger statsministeren Mexico, hvor han mødes med præsident Enrique Peña Nieto for at styrke samarbejdet yderligere og følge op på sidste års mexicanske statsbesøg i Danmark.

Statsministeren vil i Lázaro Cárdenas på Mexicos vestkyst sammen med bl.a. Mærsks CEO Søren Skou indvie APM Terminals nye havneterminal, som bliver den mest automatiserede i Latinamerika. I Mexico City vil statsministeren sammen med Legos CEO Bali Padda indlede ”børnenes måned” i Mexico ved at sætte fokus på Legos sociale engagement og potentialet i robotteknologi gennem børn og unges brug af Lego. Statsministeren mødes desuden med lokale repræsentanter for danske virksomheder i Mexico.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for rejsen til De Amerikanske Jomfruøer:

”De tidligere Dansk-Vestindiske Øer, de nuværende amerikanske Jomfruøer, udgør en vigtig del af Danmarkshistorien, og 100-året for salget af De Vestindiske Øer til USA er en markant milepæl. Jeg ser frem til gennem min deltagelse i markeringen at møde befolkningen og politikerne på Øerne og vise vores respekt for dem og for historien.”


Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for rejsen til Mexico:

”Mexico er den 15. største økonomi i verden og har igennem de sidste 10 år haft en stabil vækstrate, som forventes at fortsætte. Det mexicanske marked bliver derfor stadigt vigtigere for dansk erhvervsliv. Jeg håber, at besøget kan bidrage til yderligere at styrke det gode samarbejde mellem vores lande - befolkninger, virksomheder institutioner og myndigheder. ”

***

Yderligere oplysninger og program hos ledende pressesekretær Jakob Bøving Arendt telefon 3392 2259.

Deltagelse i programpunkterne kræver forudgående tilmelding til jba@stm.dk - senest onsdag den 8. marts 2017. Det bemærkes, at der vil være programpunkter med begrænset plads til pressen både på De Amerikanske Jomfruøer og i Mexico.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik