Statsministeren deltager i FN’s 72. Generalforsamling

17.09.17

Statsminister Lars Løkke Rasmussen deltager 17.-20. september 2017 i åbningen af FN’s 72. Generalforsamling.

Verdenssamfundet står i disse år over for store udfordringer, som FN har en nøglerolle i at løse. Særligt den globale opfølgning på verdensmålene og klimaaftalen fra Paris er på dagsordenen, når verdens ledere mødes i New York.

Dette vil være den første Generalforsamling for FN’s nye generalsekretær, António Guterres og USA’s præsident Donald Trump. Mandag deltager statsministeren i et højniveaumøde om FN-reformer med Trump og Guterres.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:

”Vi står over for en lang række problemer, som kun kan løses i et globalt fællesskab. Sikkerhed, klimaforandringer, fattigdom, migration er grænseoverskridende udfordringer, vi ikke kan løse hver for sig. Fælles problemer kræver fælles løsninger.

Derfor er det afgørende, at vi har et effektivt og handlekraftigt FN. Vi skal have langt større fokus på konkrete resultater, og vi skal være bedre til at samarbejde med erhvervslivet og private investorer, som kan få beslutningerne, vi tager i mødelokalerne, ført ud i livet.

Foruden selve åbningen af Generalforsamlingen vil statsministeren deltage i flere møder om blandt andet innovative løsninger på verdensmålene, kvinders rettigheder, klima og grøn vækst. Derudover mødes statsministeren blandt andre med FN’s generalsekretær Guterres og stats- og regeringschefer fra Chile og Afghanistan.

Før ministerugen starter, vil statsministeren, H.K.H. Kronprinsessen og CEO i Novo Nordisk Lars Fruergaard Jørgensen besøge Claus Meyers kokkeskole i Brownsville. Her engagerer danske virksomheder sig i at forbedre fremtidsudsigterne for udsatte unge i en bydel præget af kriminalitet, arbejdsløshed og dårlig sundhed.”

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:

”Brownsville-projektet gør en kæmpe forskel for unge på kanten, der ønsker at skifte gaden ud med et meningsfuldt arbejde. Projektet giver de unge værktøjerne til at forandre deres tilværelse for altid. Jeg glæder mig til at møde de unge mennesker og også de ildsjæle i lokalsamfundet, der står bag.”

***

Yderligere oplysninger hos pressesekretær Sabrina Drevsfeldt Theil på tlf. 61 98 50 80.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik