Få din flotteste julekreation på statsministerens julekort

27.10.17

Når juleaften nærmer sig sender statsministeren hvert år flere hundrede julekort til stats- og regeringschefer, samarbejdspartnere, organisationer og andre kontakter fra ind- og udland.

Denne jul kan du skabe forsiden på statsministerens julekort. Alle børn og unge kan sende deres bud på, hvordan statsministerens julekort skal se ud til Statsministeriet. Det er frit, om buddet skal være en tegning, et udklip eller et foto, så længe det kan trykkes på et kort.

Vinderen af konkurrencen får en rundvisning af statsministeren i Statsministeriet og får sin tegning/udklip/foto trykt på forsiden af statsministerens julekort.

For at deltage skal du:

  • Skildre, hvad du forbinder med jul og sende det til juletegning@stm.dk. Gem det originale produkt i tilfælde af, at dit bud bliver udvalgt.
  • Vedlægge en kort beskrivelse af, hvorfor du lige netop har lavet den skildring. Du kan kun deltage med ét bud.
  • Husk at skrive navn, adresse og alder i mailen.

Hvis du vælger at indsende et foto, må det ikke være brugt i andre sammenhænge. Deltagerne i konkurrencen har ansvar for, at motivet overholder reglerne for ophavsret mv. og reglerne for samtykke fra eventuelle fotograferede personer.

Seneste mulighed for at indsende dit bud er fredag den 10. november 2017 kl. 16.00.

***

Med indsendelsen af dit bud gives Statsministeriet lov til at anvende det på statsministerens julekort 2017, som udsendes i trykt form og offentliggøres på internettet.

Ved at indsende dit bud accepteres endvidere, at du kan blive nævnt som skildringens ophavsmand på julekortet samt i forbindelse med omtale af konkurrencen og julekortet på internettet og i pressen.

***

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Sabrina Drevsfeldt på telefon 33 92 22 62 eller mail sd@stm.dk.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik