Statsminister Lars Løkke Rasmussens mindeord om Benny Andersen

17.08.18

Det er med sorg, at jeg har modtaget beskeden om, at forfatter og pianist Benny Andersen er død.

Benny Andersen var en af de helt store danskere. Et poetisk menneske, der altid berigede sine omgivelser med humor og kløgt. Derfor blev han også en af Danmarks mest læste og sungne lyrikere. Højskolesangbogen ville ikke være den samme uden Benny.

Benny Andersen mestrede det danske sprog som få. Det er formentligt svært at finde en dansker, der ikke tænker på Benny Andersen, når kaffen er klar og ostemaden står på bordet. Men det var ikke kun de underfundige ordspil, der gjorde Benny Andersen til allemandseje. Det var også hans evne til at stikke til os alle på en afvæbnende måde.

Sidst jeg mødte Benny Andersen var til mindearrangementet efter Anker Jørgensens begravelse, hvor han optrådte sammen med sin poetiske partner, Povl Dissing. De to ældre herrer måtte støtte sig til hinanden for at komme op på scenen. Men så snart Benny satte sig til klaveret, ramte han tangenterne med en ungdommelig lethed. Et rørende øjeblik.

Der var kun én Benny Andersen. Han efterlader sig heldigvis udødelige ord, som generation på generation kan bære i deres hjerter. Han vil blive savnet. Men når forårssolen skinner, lever han.

Æret være Benny Andersens minde.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik