Statsminister Mette Frederiksens tale på FOA’s kongres den 9. oktober 2019

Det talte ord gælder

Kære kongres.

Tak for invitationen.

Som jeg har forstået det, er det første gang en politiker får lov til at stå her på talerstolen.

Jeg er stolt over, at det blev mig.

Jeg har glædet mig til at komme.

Vi har mange fælles sager. Og en af de absolut vigtigste gælder vores velfærdssamfund – det dyrebareste, vi har!

Velfærden griber os, når vi falder. Og giver os chancen for at bryde den sociale arv. Nå længere op ad samfundsstigen end vores forældre.

Den historie deler mange af os.

Velfærden er selve kernen i et solidarisk Danmark, hvor vi løfter de store opgaver i fællesskab.

Men så længe jeg kan huske, har den offentlige debat handlet om det modsatte – et velfærdssamfund, der skulle køre længere på literen. Effektivitet. Kontrol.

Nu har Danmark fået en ny regering.

En regering, som sætter velfærden først.

Og derfor er jeg så utroligt glad for at være med hos jer i dag.

For når velfærden skal først. Så må vi klare det sammen.

Tak til Mona for de pæne ord. Tak til jer alle sammen for de pæne klapsalver.

Jeg håber, at ordene er lige så flotte. Og klapsalverne lige så lange – om tre år eller fire år. Når regeringen ikke kun skal måles på hensigten. Men også på resultatet.

For det svære er ikke visionen, idealerne, de gode idéer. Det svære er at omsætte håbet til en bedre virkelighed.

Til den svære opgave har vi brug for jer.

I har erfaringen. Nærheden. Fagligheden. Viljen til andre mennesker.

* * *

Jeg har været på flere FOA-arbejdspladser og besøgt jeres kolleger.

Jeg har kæmpe respekt for jeres faglighed.

På et tidspunkt besøgte jeg Kirkens Korshærs sundhedsrum her i Odense. Det er, hvad nogle nok i daglig tale ville kalde et fixerum. Altså et lokale, hvor misbrugere kan tage deres stoffer under ordnede forhold.

Jeg talte med en mand, der tydeligvis havde levet et hårdt liv.

Han spurgte mig, om jeg var sart. Det mente jeg ikke, jeg var. Så trak han bukserne ned – og viste mig sit bensår. Og sandheden er nok, at jeg er sart – såret så ikke godt ud. Det var helt betændt.

Manden fortalte, at han plejede at blive tilset af en sygeplejerske hjemme hos sig selv. Men han var ret træt af, at hun ikke kom til tiden. Det blev sagt med smil på læben. Så nu var han glad for, at der var et sted, hvor han selv kunne tage hen og få behandling.

På det tidspunkt i vores samtale kom der så en kompetent og myndig kvinde og gjorde det ved mandens sår, som skulle gøres.

Og her blev jeg konfronteret med mine egne fordomme.

For jeg tog hende jo for sygeplejerske. Men den dygtige behandler var – selvfølgelig – social- og sundhedsassistent.

Hvor vil jeg hen med den historie?

Jeg vil sige, at vi har fordomme. Hænger fast i, at særlige faggrupper kan lave særlige ting. Men det handler ikke kun om fag, men også om hvem du er. Om din erfaring og autoritet. Og selvfølgelig faglighed til at tage dig af et udsat menneske.

Lad mig fortælle om en anden oplevelse:

Jeg har besøgt mange SOSU-skoler gennem de seneste år. I Vejle. Randers. Herlev. Silkeborg. Skive. København. Og her i Odense.

Og alle steder er der ét spørgsmål, der er gået igen: Hvorfor er der ikke større respekt for vores faglighed?

Det spørgsmål forstår jeg godt. For der er jo – det kommer vi ikke uden om – et uddannelsessnobberi i vores samfund. Er vi ikke kommet til at bilde hinanden ind, at nogle uddannelser er finere end andre?

Men vi kan ikke få vores samfund til at hænge sammen uden jer.

Den respekt, I fortjener, skal vi andre give jer.

Regeringen vil fjerne omprioriteringsbidraget – også på sosu-uddannelserne.

Vi har sat penge af til, at kommunerne og regionerne kan ansætte flere sosu-assistenter og sosu-hjælpere, når der bliver flere ældre. Og flere voksne til flere børn.

Vi har også sat penge af til 1.000 ekstra sygeplejersker på sygehusene. Måske synes I, at det er træls med al den snak om sygeplejersker.

Men det står jo ikke i modsætning til, at sosu-assistenter, sosu-hjælpere og portører spiller en nøglerolle for at sikre mere nærhed, mere tid og mere lighed i vores sundhed.

Vi bygger velfærden op igen.

Men jeg vil sige det, som det er: Vi har kun taget det første skridt. Der er lang vej.

Vi kommer ikke til at løse alle problemer lige nu. Men at give jer flere kolleger er det første skridt.

* * *

Vi skal tage flere skridt.

For selvom meget er godt i vores velfærd. Selvom I yder en kæmpe indsats på jeres arbejdspladser. Så er der også noget, der er gået helt skævt i vores velfærdssamfund. Noget helt grundlæggende.

Det er, som om det allervigtigste – omsorgen – er trængt i baggrunden.

Og noget andet har fået overtaget.

New Public Management. Taget fra den private sektor og lagt ned over den offentlige sektor.

Kan man det?

Nej.

Jeg kommer lige fra Plejecenter Ærtebjerghaven. Her sagde lederen noget klogt: ”Problemet er, at vi ikke betragter det som et hjem.”

Det hedder er plejecenter. Hvem har lyst til at bo på et center?

Og når man lægger så mange krav ned over jer. Når der går så meget tid bag en computer. Så er den tid der ikke til den ældre.

Vi er i gang med at dræne verdens bedste samfundsmodel for tilliden til, at andre passer deres arbejde. Tilliden til, at I lokalt kan løse problemerne. Og rette op på fejl.

Derfor er der brug for det, regeringen kalder en Nærhedsreform. Og som jeg brugte en del tid på i min åbningstale til Folketinget i sidste uge.

Bliver det svært?

Ja.

Måske skal Ældresagen og patientforeningerne holde igen med at kræve nye rettigheder? Måske skal kommunerne holde igen med regler? Folketinget skal holde sig tilbage med at lovgive om enkeltsager.

Og måske skal fagforeningerne også holde igen? Måske også FOA. Det er jeg nødt til at sige. Uden at kende alt til jeres overenskomster.

Vi må alle sammen sænke skuldrene og paraderne.

Og give plads til, at leder og medarbejdere står til ansvar og løser problemerne.

Jeg har den tiltro til jer. Jeg håber, I vil være med.

Det er vores samfundsmodel, der er på spil.

* * *

Jeg vil også inddrage lønmodtagerne, når vi skal finde den rigtige model for en værdig tilbagetrækning. FOA er kommet med et udspil. Jeg tager det med hjem. Tak for det!

Jeg er meget opmærksom på, at der også er en kvindevinkel. Mænd og kvinder har ofte forskellige arbejdsliv.

Perioder med barsel eller deltid må ikke stå i vejen for, at man får gavn af ordningen.

De, der har slidt gennem mange år, fortjener en værdig tilbagetrækning.

Der er meget, der overrasker mig i dansk politik – lige nu gør mange alt, hvad de kan, for at det ikke skal blive gennemført.

Jeg vil kæmpe alt, hvad jeg kan for at gennemføre en ret til tidlig tilbagetrækning for dem, som har ydet deres tørn på arbejdsmarkedet.

* * *

Jeg har ikke glemt psykiatrien, handicapområdet, børneområdet.

Men vi kan ikke gøre det hele på en gang. Nu tager vi fat med flere penge til velfærden. Med en nærhedsreform. Værdig tilbagetrækning.

Jeg ved, at nogle af jer vil være utålmodige. Og I skal bare presse på.

Vi skal sikre, at hele velfærdsområdet går en bedre tid i møde.

Vi skal sammen sætte velfærden først. Omsorgen først. Fagligheden først.

Tak, fordi jeg måtte komme forbi på jeres første kongresdag. Rigtig god kongres til jer alle sammen.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik