Lov om årpenge for prinsesse Alexandra

LOV nr 1128 af 24/11/2004

Lov om årpenge for prinsesse Alexandra

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1. For prinsesse Alexandra fastsættes en årpenge med et årligt grundbeløb, der udgør 1.526.000 kr. Stk. 2. Årpengebeløbet udgør grundbeløbet reguleret pr. 1. april og 1. oktober i takt med udviklingen i Danmarks Statistiks lønindeks for statsansatte. Reguleringen sker i forhold til lønindekset for 4. kvartal 2000. Reguleringen pr. 1. april sker på baggrund af udviklingen i lønindekset til og med 4. kvartal i året forud for reguleringen. Reguleringen pr. 1. oktober sker på baggrund af udviklingen i lønindekset til og med 2. kvartal i året for reguleringen. Stk. 3. Årpengebeløbet udbetales månedligt forud. Stk. 4. Der ydes refusion af udgifter til ikkefradragsberettiget købsmoms efter de regler, der i øvrigt gælder for statsinstitutioner. Refusionen er årligt begrænset til en procentandel af årpengebeløbet svarende til den til enhver tid gældende momssats. Stk. 5. Såfremt prinsesse Alexandra indgår nyt ægteskab, erstattes årpengebeløbet af en særlig ydelse med samme grundbeløb, i forhold til hvilken bestemmelserne i denne lov finder tilsvarende anvendelse, dog således, at momsrefusionsadgangen i henhold til stk. 4 bortfalder.

§ 2. Så længe prinsesse Alexandra oppebærer årpenge efter § 1, stk. 1, eller en særlig ydelse efter § 1, stk. 5, kan hun ikke modtage vederlag for statstjeneste.

§ 3. I lov nr. 1119 af 20. december 1995 om årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim, som ændret ved § 3 i lov nr. 491 af 7. juni 2001, foretages følgende ændring:

1. I § 1, stk. 1, ændres »2.258.000 kr.« til: »1.612.000 kr.«

§ 4. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 1. oktober 2004.

Givet på Christiansborg Slot, den 24. november 2004

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

I Dronningens Navn FREDERIK, Kronprins

/ Anders Fogh Rasmussen

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik