Pressemøde den 16. januar 2020

Statsministeren: ”Tak for velviljen i forhold til at kunne kunne flytte lidt rundt i dagens planlægning.

Og så vil jeg sige, det er jo et alvorligt tema pressemødet her handler om.
Som jeg tror, det efterhånden er alle bekendt, så er terrortruslen mod Danmark reel.

Det så vi i december, hvor PET og politiet gennemførte en en ret stor antiterroraktion – mere end 20 personer blev anholdt og flere er er nu sigtet.

Der er en reel trussel herhjemme, og der er en reel trussel udefra. Det handler ikke mindst om fremmedkrigere – Syrienskrigere, som kan udgøre en alvorlig trussel mod både sikkerheden ude, men også mod den danske sikkerhed.

Man skal ikke tage fejl af, at nogle af dem, der er taget ud og kæmpet, de er radikaliserede – de kan være ganske brutale – de kan være dét, man kalder voldsparate efter eksempelvis at have opholdt sig i i islamisk og sammen med Islamisk Stat.

Vi har allerede fremlagt og gennemført en række initiativer, når det handler om at gøre alt, hvad vi kan fra vores side i forhold til syrienskrigerne. Vi har nogle flere initiativer, som vi gerne vil have lov til at præsentere, det vil sige de nye idéer, som vi kommer til at uddybe nu, de bygger jo ovenpå de beslutninger, vi allerede enten har fremsat eller fået opbakning til. Det er vi i øvrigt rigtig glade for. For eksempel, at det nu i dag er muligt administrativt at frakende statsborgerskabet for fremmedkrigere med dobbeltstatsborgerskab. Vi har foreslået, at børn, der bliver født af danske statsborgere i bestemte konfliktområder, som udgangspunkt ikke bare bliver danske ved fødslen. Og så har vi også foreslået at udvide adgangen til at inddrage og nægte at udstede pas til danske statsborgere, som ønsker at rejse til konfliktzoner. Det er rigtigt godt, og det er ved at falde på plads. Nu er vi klar med nye initiativer, og jeg har sagt det ved flere lejligheder, og jeg vil gerne gentage det her – jeg mener, at én af de vigtigste opgaver man har som regering, det er at passe på Danmark, og det er at passe på danskerne og gøre alt, hvad vi kan for at forebygge og minimere de trusler, der måtte komme til os indefra og udefra, og det tager vi alvorligt. Derfor er vi i Irak og en del af den internationale koalition imod ISIL. Det bliver vi ved med at være og håber selvfølgelig på, at at den gruppe af soldater, vi kortvarigt har i Kuwait på grund af situationen, snart kan vende tilbage og fortsætte også træningsaktiviteterne.

Og vi gør selvfølgelig, hvad vi kan for at passe på danskerne og Danmark herhjemme, derfor en række nye stramninger. Det handler om forebyggelse, det kommer vi til at sige mere om for at forhindre, at ikke mindst unge mennesker bliver radikaliserede, det kræver et bedre samarbejde på tværs af myndighederne. Men vi vil også mere direkte gå efter dem, der har vendt Danmark ryggen. Det handler om at skærpe straffen betydeligt for terror. Og det handler om mere overvågning af fremmedkrigere, hvis de skulle få den dårlige idé at være i Danmark fremadrettet.

Så har vi også et særligt fokus på børnene, når det handler om fremmedkrigere. Børnene har ikke selv valgt deres forældre. Til gengæld har de forældre, som beskæftiger sig med terror, for eksempel som syrienskrigere, i vores øjne truffet et valg, som ikke er foreneligt med det at være forældre, det vil vi uddybe også.

Vi har sagt det før, jeg gentager det gerne igen. De mennesker, der har været i Danmark på et tidspunkt – rejst ud for at kæmpe for Islamisk Stat eller en anden terrororganisation – har i vores og i mine øjne taget et valg for livet. De har forrådt det danske samfund og os andre. De har bidraget til at bringe danske soldaters liv i fare.

Og de har kæmpet en formørket kamp imod demokrati og frihed og lighed – med andre ord, dét Danmark står for – og dét, Danmark bygger på. Derfor er de selvsagt ikke velkomne i Danmark.

Og med de her indledende ord, så giver jeg i første omgang ordet til justitsministeren for at uddybe nogle af de konkrete forslag, blandt andet på strafskærpelsesområdet.

Justitsminister Nick Hækkerup: Ja, tak for det!
Som statsministeren også sagde, så er danskernes tryghed en kerneprioritet for regeringen. Man skal som borger i Danmark kunne føle sig tryg, og vi skal ikke lade os kue af fremmedkrigere eller andre terrorister. Regeringen har tidligere på måneden fremsat et lovforslag, som opretholder og som udvider blandt andet at kunne inddrage og nægte at udstede pas til danske statsborgere, som ønsker at rejse til konfliktzonen. Det er godt, og det er med til at gøre Danmark mere sikkert.

I starten af næste uge, så sender vi et nyt lovforslag i høring. Lovforslaget har til formål at styrke indsatsen mod fremmedkrigere og andre terrordømte yderligere med strafskærpelser og med tættere kontrol.

De sidste 10 år har brede flertal i Folketinget gennemført markante strafskærpelser på rocker- og på bandeområdet. Nu er turen kommet til terrorområdet. Der er behov for, at vi sender et klart signal om, at vi som samfund tager skarp afstand fra fremmedkrigere og enhver form for terrorrelateret handling.

Med lovforslaget, vi lægger frem, så foreslår vi en generel skærpelse af straffen for at overtræde straffelovens terrorbestemmelser. Vi foreslår for det første en forhøjelse af strafferammerne, som udgangspunkt vil strafferammerne bliver forhøjet med to år. Og for det andet, så foreslår vi også en forhøjelse af det gældende straffeniveau med omkring det halve oven i det niveau, som bliver fastsat ved domstolene i dag.

På to områder vil der dog blive sat ekstra hårdt ind. Det ene er den form for landsforræderi, som består i at tilslutte sig en fjendtlig væbnet styrke. Og det andet er forbuddet mod at indrejse og opholde sig i et konfliktområde uden foregående tilladelse. Regeringen foreslår, at straffeniveauet for tilslutning til en fjendtlig væbnet styrke fordobles, og at straffen for overtrædelse af indrejse og opholdsforbud bliver fire gange højere end i dag. Det vil betyde, at overtrædelse af indrejse og opholdsforbud fremover risikerer at give fængsel i to år – fremfor i dag, hvor udgangspunktet er et halvt år.

Men straffeskærpelserne står ikke alene – politiet skal også have de nødvendige redskaber for at kunne forebygge og afværge terrorisme. Derfor foreslår regeringen også, at vi indsætter en ny bestemmelse i straffeloven, der skal gøre det muligt at give terrordømte personer opholdsforbud eller kontaktforbud i op til 10 år.

Et opholdsforbud vil som udgangspunkt indebære indebære, at terrordømte afskæres fra fysisk kontakt med det nærområde og dermed de personer, der har haft betydning for radikaliseringen. Samtidig vil den terrordømt blive afskåret fra skriftlig og mundtlig kommunikation med andre terrordømte.

Initiativet skal forebygge nye terrorhandlinger ved at sikre, at terrordømte ikke fastholdes eller falder tilbage i radikaliserede miljøer og ved at minimere muligheden for, at terrordømte kan radikalisere andre.

Jeg håber selvsagt, at et bredt flertal i Folketinget vil støtte op om vores forslag. Det er vores klare overbevisning, at der er behov for det.

Og så vedrørende børnene:
Børn skal under ingen omstændigheder vokse op i familie i Danmark, hvor der er risiko for deres sikkerhed og udvikling – og ikke mindst risiko for, at børnene selv bliver radikaliserede. Derfor foreslår vi to initiativer.

For det første skal fremmedkrigere og terrorister i videst muligt omfang afskæres fra kontakt med deres børn, hvis den anden forældre, hvis den anden forælder ønsker det. Afgørelser om forældremyndighed og samvær skal til enhver tid træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Derfor vil vi indføre en formodningsregel om, at det er bedst for barnet ikke at vokse op sammen med eller have kontakt med en radikaliseret forælder. Det betyder, at en forælder, som bliver dømt som fremmedkriger eller i øvrigt for terror eller terrorlignende aktiviteter ikke kan have forældremyndighed over barnet, have barnets bopæl hos sig eller have samvær med barnet mod den anden forælders ønske.

Samtidig foreslår vi, at der nedsættes et udvalg, der inden sommer skal sikre en grundig belysning af, hvordan vi kan sikre, at børn og unge, der vokser op i radikaliserede miljøer, i videst mulige omfang anbringes uden for hjemmet. Udvalget skal altså se på, hvordan vi i de tilfælde, hvor den ene forælder ikke modsætter sig kontakt med barnet alligevel fra for fremtidets fra samfundets side kan gribe ind og træde i karakter.
Ja!

Statsministeren: Ja, men så giver jeg ordet videre!

Integrationsminister Mattias Tesfaye: I efteråret besluttede et bredt flertal i Folketinget at gøre det muligt administrativt at fratage fremmedkrigere med et dobbeltstatsborgerskab deres danske statsborgerskab. Og det gjorde vi, fordi at det efter begæringens opfattelse er vigtigt at gøre alt, hvad der er muligt for at forhindre fremmedkrigere i at komme her til landet til Danmark.

De nye regler har ført til fratagelse af dansk statsborgerskab for 3 personer indtil videre. To af de sager er blevet indbragt for domstolene, men ministeriets afgørelse står ved magt, mens sagerne bliver behandlet. Og vi overvejer selvfølgelig selvfølgelig naturligvis løbende, om der kan være grundlag for at igangsætte flere sager og få frataget flere statsborgerskaber, hvis der er grundlag for det.

Derudover så vil jeg nævne, at vi kommer til at styrke forebyggelsen af ekstremisme ved at styrke samarbejdet mellem udlændingemyndigheder, kommune og politi. Fordi selv om regeringen nu præsenterer en række nye initiativer rettet imod fremmedkrigere, så vil det allerbedste jo være, hvis vi kan forhindre, at unge her i landet bliver radikaliserede og vælger at træffe så ekstremt et valg, som det er at rejse til et andet land og tilslutte sig Islamisk Stat. For eksempel, hvis en lærer i 9. klasse opdager, at en af hendes elever at begyndt at dele videoer med YouTube med et ekstremistisk indhold, eller hvis eleven færdes i radikaliserede miljøer, så skal der ikke være tvivl om, hvem skolen skal kontakte, hvad de skal gøre. Og der skal ikke være tvivl om, hvordan kommunen og politiet skal følge op på de bekymringer. Det kræver blandt andet, at alle ved, hvem der har ansvaret for hvilke opgaver.

Myndighederne samarbejder selvfølgelig allerede i dag om at forebygge ekstremisme i regi af de såkaldte infohuse. Det er typisk politiet, skolen, de sociale myndigheder – altså dét, vi normalt kalder SSP-samarbejdet. Men der mangler nogle klare retningslinjer for, hvordan samarbejdet skal foregå. Og kommunerne og politiet har også savnet noget vejledning om, hvad det er for nogle oplysninger, de må dele med hinanden – altså på tværs af myndighederne. Og hvem der helt konkret har ansvar for at gøre hvad i sådan en situation. Og vi vil derfor om ganske kort tid komme med en samlet vejledning på det her område. Det skal styrke indsatsen yderligere, så vi hurtigere får taget hånd om de bekymringer, der opstår, og så vi sikrer, at unge ikke bevæger sig i en ekstremistisk retning.
Og med de ord, vil jeg give ordet tilbage til statsministeren.

Statsministeren: Ja, men jeg synes, vi allerede har talt rigeligt og vil måske bare lige afslutningsvis indskærpe, at der jo er tale om en skærpelse af straffen på terrorområdet bredt. Det her handler for os i høj grad om fremmedkrigere, men vil jo altså gælde andre terrordømte også – blot den understregning.
Og så er ordet hermed givet videre!
Peter først!

Spørger, Peter: Du sagde i din indledning her, at det er et valg for livet, hvis man vælger at være fremmedkriger. Vil det sige, når man kommer til Danmark, man får en straf, at så er der jo typisk i Kriminalforsorgen antiradikaliseringsprogrammer. Hvis nu man fortryder dét, man har gjort, man går ind i sådan et antiradikaliseringsprogram – kan man dét, altså får man nogen som helst glæde af det ved nogen af de foranstaltninger, som vi taler om her – vil de falde væk, hvis man går med fuld alvor ind i det, og det er tydeligt, man fortryder – eller er det for livet?

Statsministeren: Det er jo et valg, man træffer for livet, fordi det de forbrydelser, der er begået i forbindelse med Islamisk Stat kan jo ikke altså, de kan jo ikke rulles tilbage. Og det er rigtig alvorlige forbrydelser, som er begået af regi af Islamisk Stat.

Hvis du spørger os, om der kan være et et eksempel på én, der er rejst ud, været fremmedkriger, fortrudt, lægger det på hylden, afviser enhver form for radikalisering – militant, islamisme, så skal der selvfølgelig være plads og mulighed for det. Men men vores udgangspunkt er jo, at de mennesker, der er udrejst – ikke skal tilbage til Danmark. Og det, det, det, det er vores klare, klare udgangspunkt.

Spørger: Så et spørgsmål til Justitsministeren, tror jeg, det er. Altså, normalt er det jo sådan, når man skal tjekke folks mobiltelefoner, deres hjem, at så skal man have dommerkendelse. Men jeg må forstå på den omtale, der allerede har været i jeres forslag, at det skal man ikke, det skal politiet ikke nødvendigvis have her. De kan gå ind og om ikke ransage, så i hvert fald kontrollere, folk ikke bryder med opholdsforbuddet eller måske især kontaktforbuddet. Er det ikke skred på de almindelige retssikkerhedssregler i et samfund som det danske?

Justitsministeren: Nej, det synes jeg ikke, det er. Det er der flere grunde til. Altså punkt et, det er jo ikke et nyt værktøj. Vi bruger det også på andre områder – rocker/bandeområdet, og vi bruger det i forbindelse med folk, der er dømt for seksualforbrydelser. Og så skal man også huske på, at retskendelsen jo normalt bruges i forbindelse med politiets efterforskning – altså, man har en mistanke om, at en eller anden har begået noget kriminalitet, så går man til domstolene for at få bekræftet, at man må gerne gøre nogen indgreb af forskellig karakter, fordi der er en en mistanke her. Det er der jo ikke tale om i de her tilfælde. I de her tilfælde er der jo dog sådan set ikke nogen mistanke om, at der er begået noget strafbart forhold.

Der er dog alene tale om, at man følger på den dom, som dommeren har givet – det er jo dommeren i sagen, der beslutter dels straffen og dels, om der skal være de her forbud imod kontakt og ophold. Og det er også lidt svært at se, uden at blive alt for teknisk, hvad er det så domstolene i givet fald skulle efterprøve, når der ikke er mistanke om et et strafbart forhold, som så kan be- eller afkræftes ved domstolene, så det synes jeg ikke, det er.

Statsministeren: DR!

Spørger, DR: Det er et et måske lidt overordnet spørgsmål til statsministeren. Det her, det er så anden gang, I kommer med en en eller anden form for pakke, nogle udspil i forhold til, til fremmedkrigere. Den her gang går I endnu videre. Eksperterne er endnu mere betænkelige end end sidste gang, I kom med noget. Og befolkningen har jo ikke, og vi har heller ikke mulighed for det, at se de vurderinger, som som I har. Så hvad er det for et billede, du reagerer på her som statsminister ved at sætte dig i spidsen for det her. Det er du nødt til at prøve at forklare måske lidt mere, vi kan jo ikke vide, hvad det er for en frygt, du reagerer på. Kan du komme det lidt nærmere, er det sådan, så du går i seng hver aften og frygter det her opkald, eller hvorfor er det, det her er så vigtigt for regeringen, at I skriver – vi skal passe på Danmark overalt, hvor I kommunikerer.

Statsministeren: Altså jeg synes, det er et utroligt relevant spørgsmål at stille, og det er rigtigt, det er ikke alle informationer en regering kan dele på det her område, især når vi taler om nogle af de sådan tungere efterretningssager. Men, men vi har jo igennem en længere periode faktisk, altså over en længere årrække, haft en alvorlig terrortrussel mod Danmark. Vi har også set den effektueret med med angrebet tilbage i 2015. Og, og man kan sige, truslerne imod Danmark er ikke blevet mindre.

Som jeg sagde i min indledning, der var en stor antiterrorindsats tilbage i december måned. Og med dét, vi ser ude i verden, selvfølgelig ikke mindst omkring Mellemøsten, så er vurderingen jo, at vi, at vi er i risiko for terror – både herhjemme og ude. Og det er alvorligt. Jeg går ikke i seng hver aften bekymret. Men, men jeg har ikke en eneste dag, hvor jeg er ubekymret som statsminister i forhold til den trussel, der er. Og jeg mener, det er en en regerings opgave, forhåbentlig sammen med et bredt flertal i Folketinget, det forventer vi sådan set også at få bag det her – at følge med den udvikling, der desværre er i gang, hvad enten vi taler om den organiserede kriminalitet herhjemme, som har nogen konsekvenser for vort samfund, eller vi taler om om terrortruslen, som jeg synes er nogle af de alvorligste nye ting på kriminalitetsscenen i Danmark bredt forstået. Så så det er ikke sådan, at jeg lægger mig til at sove bekymret hver aften. Og jeg har heller ikke en opfordring til, at andre skal gøre det, men én af grundene til, at man ikke skal gøre det, det er jo, at vi er årvågne, og det gælder operativt i forhold til efterretningstjenesterne både ude og hjemme. Det gælder i forhold til vores internationale indsats i og omkring Mellemøsten. Men det gælder også i forhold til vedholdende og vedvarende at have et kritisk øje på, om vores myndigheder, hvad enten det er det åbne politi, om det er på forebyggelsen, eller det er i forhold til efterretningstjenesten har de redskaber, der skal til.

Så kan man sige i forhold til strafskærpelser, det er jo i virkeligheden et, det er jo også et politisk valg. Det er helt rigtigt, som justitsministeren siger, over en årrække har vi skærpet straffen på en række kriminalitetsformer i Danmark, heldigvis. Vi synes, der har været grundlag for at gå, gå terrorbestemmelserne i igennem også, men det er klart, når vi, når vi går til sådan et skridt, der handler om – at man, hvis man er syrienskriger og desværre finder vej til Danmark og og på grund af internationale regler også har mulighed for at være her, når vi så skrider til det våben, at man man for eksempel kan få at vide, at man ikke må opholde sig bestemte steder eller have kontakt med andre, så er det selvfølgelig, fordi vi er bange for, at den radikalisering, der har dannet grundlag for, at man er rejst ud, at den er enten bibeholdt eller måske oven i købet blevet for forværret, og derfor bliver vi nødt til at stoppe fødekæden i forhold til, at man man øger indflydelse på andre.

Spørger: Jeg forsøger bare at finde ud af, at når I nu for anden gang i løbet af kort tid ...

Statsministeren: Ja

Spørger: Kommer med noget på det område, hvorfor?

Statsministeren: Det gør vi, fordi terrortruslen mod Danmark er reel, og den er alvorlig. Og det er vores klare overbevisning, at der en sammenhæng mellem terrorrisiko og så det faktum, at Danmark desværre også har en gruppe af mennesker, der har været udrejst eller er udrejst til Syrien.
Berlingske!

Spørger, Berlingske: Et spørgsmål, der falder lidt i to dele i forhold til opholds- og kontaktforbuddet. Fordi, hvordan vil man overhovedet kunne håndhæve dét med tanke på krypterede mails og snapchat og adgang til, til offentlige computere for eksempel.
Og så det den næste del af dét, det er så, at hvis, hvis det er så svært, som flere eksperter hævder, er det indgreb så ikke ude af proportioner med de resultater, man kan opnå?

Justitsministeren: Det synes jeg ikke, at det er ude af proportioner, altså det vil jo være, er der et, et, et forbud mod at færdes eller opholde sig i et område, så kan det kontrolleres for eksempel ved, at politiet patruljerer i området eller på andre måder er der. Sker der kommunikation på it-medier, hvad ved jeg, så må politiet jo, ligesom politiet gør i alle mulige andre sammenhæng, finde veje til at kunne gennemføre den kontrol. Og blandt andet er der jo, som det så også blev nævnt i det første spørgsmål fra Peter Lautrup jo her givet en mulighed for, at politiet kan gå ind og faktisk kontrollere computere og så videre. Så det er jo ikke, altså, det her er jo ikke på den måde unikt i forhold til den, det behov for kontrol, som politiet i øvrigt har i en masse sammenhæng.

Spørger: Et sidste i forlængelse af DR, hvorfor kommer de her tiltag nu og ikke, da statsministeren selv var justitsminister?

Statsministeren: Jamen altså, jeg kunne jo godt, altså set med samfundsbriller kunne jeg godt have ønsket mig, at regeringer, og før den her, havde gennemført nogle af de her beslutninger. Og jeg tror også, jeg tror også, man må være ærlig og sige, at skiftende regeringer, det gælder både den jeg selv var justitsminister i, men også den efterfølgende borgerlige regering, jo har truffet beslutninger hen ad vejen.

Og nu bygger vi så, nu bygger vi så ovenpå, kan man sige. Og hvis jeg får spørgsmålet om lidt, hvis vi får spørgsmålet – er det her så det sidste, man har set på det her område, det ville vi umuligt kunne svare ja til, fordi jeg mener, det er nok desværre blevet en kontinuerlig opgave for regeringer hele tiden at følge med på, om, om altså er vi helt sikre på, at myndighederne har de redskaber, der skal til med den udvikling, der er – både i verden og herhjemme. Så jeg tror ikke, det bliver heller ikke det sidste, man kommer til at se.
Ja!

Spørger: Jeg vil godt tale lidt om om børn. Du kalder dig børnenes statsminister. Og og jeg forstår, at at børn altid er ligesom det vigtigste for for for regeringen. I tager børnenes parti. Men det gælder vel lige præcis ikke de børn, der er omtalt i punkt fem i denne her pjece – nemlig de børn, der er så uheldige at være født i konfliktområder af danske statsborgere.
Hvorfor tager I i regeringen ikke de børns parti?

Statsministeren: Der er en, det er en ulykkelig situation omkring de børn, som enten er i flygtningelejrene – lejrene i det hele taget i områderne – og så dem, der måtte blive født der. Og der er nogle dilemmaer, og dem vil vi gerne være fuldstændig åbne og ærlige omkring. Og vi vi vil sådan set også gerne hjælpe nogle af de børn, men men vi vil ikke hjælpe deres forældre – for nu at sige det, som det er. Og og derfor har vi jo truffet det meget, meget klare valg, at hvis dét at hjælpe børnene betyder, at man også hjælper forældrene, for eksempel til et liv i Danmark, så kan vi ikke træffe det valg. Så kan der være nogle særlige humanitære omstændigheder, og det har jo vist sig i nogle tilfælde, hvor vi går ind og laver en målrettet indsats, men vi, men vi kommer ikke til at anbefale, at man over en bred kam tager de her børn til Danmark, heller ikke gør dem til danske statsborgere, fordi det kan have nogle konsekvenser.

Spørger: Men statsminister anerkender du så, at lige præcis de børn – de børn – tager deres parti tager I ikke?

Statsministeren: Vi vil, vi vil gerne hjælpe de børn, men vi kan ikke gøre det på den måde, at de per automatik kommer til Danmark, fordi så vil deres mødre og potentielt også nogle fædre følge med, og det valg vil ikke være det rigtige for Danmark.

Spørger: Og så kommer du til at straffe børnene, ikke sandt?

Statsministeren: Det har i hvert fald en pris, og børnene betaler en pris, og børnene kommer til at betale en pris for det valg, deres forældre har truffet.

Spørger: Og...

Statsministeren: ... og så er det så forhåbentlig også en opfordring meget klart fra vores side til, at der ikke er flere, der skal træffe det valg.

Spørger: Jeg skal bare lige forstå, vi er enige om, at de børn, der er født i konfliktområder, de har ikke valgt deres forældre vel?

Statsministeren: Det har de ikke. Det er der ikke nogen børn, der gør. Og derfor er det jo også, og det siger vi med fuldstændig åbne øjne, det er en sag, der er forbundet med nogle rigtig svære dilemmaer. Fordi vi har nogen børn, som er i en udsat situation, som jeg egentlig tror, mange gerne ville have lov til at hjælpe. Men hvis prisen for den hjælp er, at deres mødre, og for nogens vedkommende måske også fædre, kommer til Danmark. Det valg kan vi ikke træffe.
Ja!

Spørger: I vil gerne gøre det lettere at tvangsfjerne børn, der vokser op i radikaliserede miljøer. Anerkender du – medgiver du, at det også risikerer at blive en straf for børnene, hvis man tvangsfjerner dem på grund deres forældres holdning, fordi det jo alt andet lige er et stort indgreb i et barns liv at blive fjernet fra sine forældre.

Statsministeren: Jeg tror man skal, jeg tror, man bliver nødt til at se den diskussion fra en lidt anden vinklen – nemlig, hvis man hvis man nu i virkeligheden går til det med sådan en, jeg ved ikke, om man kan kalde det sådan en snusfornuftig tilgang – altså du har et menneske, der forlader Danmark imod alle anbefalinger, drager ud i et konfliktområde, måske begår alvorlige forbrydelser mod, måske sågar mod menneskeheden – og så på et tidspunkt, så ønsker den person så at vende tilbage til Europa, måske Danmark. Tanken om, at man så efter at have været i det konfliktområde og måske begået alvorlige forbrydelser i løbet af en uges tid vender tilbage til forældreintra og forældremøder nede i børnehaven – og så tænker, jamen så kan jeg bare fortsætte mit almindelige familieliv. Det er jo i sig selv at vende tingene, synes jeg, rundt. Og derfor bliver vi jo, altså et) vi bliver jo nødt til, synes jeg, som samfund at forholde os til, hvis man potentielt har begået de forbrydelser og under alle omstændigheder vendt sig mod Danmark og mod friheden og mod demokratiet – kan man så bare vende tilbage og være mor og far. Det, synes jeg, er svært at se for sig.

Og det andet er så, at vi har jo også en forpligtelse til at beskytte de her børn, fordi hvis man vokser op i et meget radikaliseret miljø, så er der en kæmpe risiko for, at man selv bliver udsat for den radikalisering, og det kan vi ikke forsvare.

Spørger: Et spørgsmål til justitsministeren også. Denne her mulighed for at gå ind og ransage uden en retskendelse. Er det sådan, at politiet, fordi sådan kan man jo også gøre det, efterfølgende skal bede om om lov hos en dommer – altså bede om tilgivelse om man så må sige?

Justitsministeren: Nej, men det er sådan, at hvis man under den, under de undersøgelser, som man foretager, bliver opmærksom på omstændigheder, som i øvrigt ville have krævet en en retskendelse, så vil man skulle have en retskendelse for at kunne bruge dét, man måtte finde frem til. Sådan er det konstrueret også i forbindelse med seksualforbrydelserne, for eksempel.

Statsministeren: Ekstrabladet!

Spørger, Ekstrabladet: Tak for det!
Jeg vil godt vende tilbage til det der med at være børnenes statsminister og altid på børnenes side. Det er jo en kampagne, du har sat dit ansigt på. Du er altid på børnenes side. I løbet af dagen har jeg set nogle, hvad I har sagt – hvad I vil gøre for børn. Og børn har kun en barndom, har I sagt i løbet af dagen, derfor skal vi skærme børn i sikre miljøer. De skal væk fra radikaliserede galninge. Og vi har altså børn, der sidder i teltlejre – kaotiske teltlejre, sandsynligvis med en del galninge rendende rundt omkring dem. Hvorfor er det, at de børn, der har det aller-, allerværst måske – dem hjælper du ikke?

Statsministeren: To ting. For det første, så vil jeg være varsom med at gøre op, hvilke børn, der har det værst, fordi der desværre jo er for mange børn både herhjemme og ude i verden, der ikke har det godt. Men det er hævet over enhver diskussion, at at det liv, man lever i lejrene i og omkring Syrien, det er ikke et godt miljø for børn, hverken at være i eller vokse op i.

Vores konklusion står jo skrevet på baggrund af dét, jeg egentligt synes, jeg allerede har redegjort for, at der er den pris forbundet med at hjælpe de pågældende børn, hvis hjælpen ellers består i, at de skal have deres frem, deres fremtid i Danmark, at det så også betyder, at deres mødre, for manges vedkommende, og potentielt også fædre, som kan være syrienskrigere, også kommer til Danmark. Og og i den afvejning, der bliver vi nødt til at stå fast på, at vi har sagt, at vi ikke ønsker, at de mennesker skal være i Danmark, vi mener ikke, de har en adkomst til Danmark. Og derfor taber børnene jo, kan man sige, den mulighed på grund af deres forældres valg. Det er ikke nogen let beslutning, og der er ved Gud dilemmaer i det her. Men men men i den offentlige debat lyder det, som om at man kan hjælpe børnene, uden at det betyder, at de mennesker, der har vendt Danmark ryggen, og for nogens vedkommende måske også begået alvorlige forbrydelser, de også kommer til Danmark, og det det kan vi ikke, det kan vi ikke stå inde for.

Spørger: Så, det er bare lige for at få det her til sidst, den kampagne, der hedder, at du altid er på børnenes side – altid er børnenes statsminister, der kan måske være en lille en lille fodnote på den, at det gælder så bare ikke de børn, der sidder i, der sidder under kaotiske forhold på grund af noget, deres forældre har gjort. Det gælder det ikke lige dem.

Statsministeren: Det er rigtigt, at det er på grund af noget, deres forældre har gjort. Og det er rigtigt, at det er på grund af et valg, deres forældre har truffet. Så kan der være nogle særlige humanitære omstændigheder, det har vi haft et par eksempler på, hvor vi vælger at hjælpe børnene, men vi kan ikke, vi mener faktisk ikke, vi kan forsvare over for danskerne, at vi åbner op for, at så mange voksne, som har vendt Danmark ryggen, kommer til Danmark. Det, ogg det kommer med en pris, det vedkender jeg mig fuldstændig.
Ja!

Spørger: Har regeringen undersøgt muligheden, nu siger I jo også, at man vil tvangsfjerne børn, hvis én eller flere af forældrene er radikaliseret. Har I overvejet mulighederne for så at tvangsfjerne nogle af de børn, der sidder i lejrene i Syrien, og så bare hjemtage de børn, som I mener har et meget stort behov for at komme ud af de der lejre?

Statsministeren: Ja, altså der gælder, der nogle andre regler på socialområdet, når man ikke er i Danmark. Og så kunne den kvikke journalist selvfølgelig spørge: Jamen, så kan I jo bare lave de regler om ...

Spørger: Præcis...

Statsministeren: Og det tror jeg, du ville sige, hvis du fik ordet igen. Altså, man kan sige, vi har haft nogle eksempler, hvor der er nogle børn, der er i en i en særlig svær situation, hvor vi har valgt, der er en lidt ældre dreng, hvor det har været nogle fysiske omstændigheder omkring drengen,. og så ved jeg, at der har været en meget, meget lille, som, hvor forældrene er væk. Og der der laver vi jo en form for anbringelse, kan man sige, herhjemme. Men, men, nej, det er ikke, vi har ikke en tanke om at gøre det døre det systematisk. Men jeg vil omvendt ikke afvise, at der kan være nogle forhold, hvor der er nogen børn, der kommer til Danmark.

Spørger: Som afsluttende spørgsmål, så det er jo ikke, altså efterretningstjenesterne og PET altså har jo haft rig mulighed for at overvåge folk, der har været i Syrien og tilbagevendte fremmedkrigere og så videre. For så vidt ifølge PETs vurderinger er der jo kun tale om et relativt lille antal mennesker, som stadig befinder sig i udlandet – fireogtredive måske helt ned til enogtyve mennesker, det er jo færre mennesker, end der er i det her lokale lige nu. Føler I ikke, at det her – det kan tolkes lidt som en overreaktion, når I i forvejen har ret gode redskaber til at tolke eller tøjle de her problemer?

Justitsministeren: Nej, det føler vi ikke. Det er rigtigt, som du siger – vurderingen nu er, at der er enogtyve danske statsborgere – voksne danske statsborgere i området. Og det er relevant at sætte et strafferetligt værn op – også i forhold til dem. I øvrigt vil langt de fleste af de her bestemmelser jo ikke, de vil ikke virke nogen af dem med tilbagevirkende kraft. Nogle af dem, der er til stede kan muligvis blive fanget af i hvert fald én af bestemmelserne, men men som udgangspunkt er det her jo et fremadrettet værktøj i en situation, hvor vi kan se terrortruslen er hele tiden over os, og hvor vi skal finde ud af, hvordan beskytter vi os som samfund, og derfor er det her relevant – ikke bare i forhold til, til den situation, der er i Syrien – og dem, der måtte være islamistisk, men også i forhold til en verden, hvor terror i øvrigt er på dagsordenen.

Statsministeren: Jeg tror, vi kommer... et sidste spørgsmål!

Spørger: Det er bare et sidste spørgsmål til det her med, at man kan besøge en dømts hjem uden retskendelse ...

Justitsministeren: Ja ...

Spørger: ... kritikere siger, at at man har lidt en tendens til at glemme retssikkerheden for personer, man nærer meget lidt sympati for. Du nævner, at man bruger redskabet i dag i rocker/bande og over for seksualforbrydere. Er det en kritik, der har noget på sig?

Justitsministeren: Nej, det synes jeg ikke er rigtigt, fordi vi vælger jo at bruge dem de steder, hvor man kan se, her er der noget, nogen, det har begået en forbrydelse, hvor vi vi føler, at der er behov for at holde øje – også fremadrettet, rocker/bandefolk, som har begået seksualforbrydelser i de her tilfælde, folk som er radikaliserede. Og derfor vælger vi nogle værn, som så vi kan gennemføre den kontrol, så vi kan beskytte dem, og vi kan beskytte andre mod, at der bliver foretaget mere radikalisering, og der bliver foretaget flere overgreb og så videre, så derfor er det relevant. Og i, under alle omstændigheder vil der jo i forbindelse med sådan en foranstaltning, der vil der jo også blive foretaget en proportionalitetsvurdering. Så det, så det handler om at finde et værktøj, hvor vi kan nå de mål, vi vil, uden at gå længere end dét, der er nødvendigt for at nå målet.

Statsministeren: Og så tror jeg simpelthen lige, vi giver dig lov til det sidste spørgsmål, så har alle fået mulighed.

Spørger: Justitsministeren siger, at det ikke gælder med tilbagevirkende kraft. Hvilke planer har man så for de jo femten-atten personer, nu kan jeg ikke huske det præcise antal, der er dømt i eksisterende terrorsager i Danmark, og som jo for nogen af deres vedkommende ligger vi jo faktisk inde som stat med indmeldelsesblanketter fra Islamisk Stat, så dem ved vi positivt har været derned. Så hvilke initiativer er der for dem, der allerede er dømt?

Justitsministeren: Jamen, der gælder det helt fundamentale retsprincip, at man jo ikke kan blive dømt, man kan ikke blive dømt for en forbrydelse to gange altså, og derfor har man måtte bruge det strafferetlige værn, der var, i forhold til de situationer, som der har været. Det her, det er et værn, som vi kan bruge fremadrettet. Sådan er sådan er mekanismen simpelthen.

Spørger: Jamen, nu tænker jeg også sådan sikkerhedsmæssigt, altså det er jo det ...

Justitsministeren: Nåh, altså den almindelige opfølgning, ikke ikke det strafferetlige, men i forhold til, om om vi foretager os noget, om der bliver holdt øje og så videre. Dels har Mattias jo fortalt lidt om nogle af de initiativer, som der ligger, og dels har vi jo en efterretningstjeneste, som blandt andet prøver at holde øje med radikaliserede miljøer i bredeste forstand.

Spørger: Men hvorfor er det så ikke nok for den, for fremtiden også, at efterretningstjenesten selvfølgelig har mulighed for at overvåge personer, man mener er radikaliserede?

Justitsministeren: Jamen, det er jo, fordi der er vi føler, at der er et behov for også at kunne sanktionere hårdere – at at at vise den samfundsmæssige afstand, som vi lægger til de her handlinger,.. og i virkeligheden er straf jo et udtryk for, hvor meget vi samfundsmæssigt tager afstand til de handlinger, der er begået.

Statsministeren: Og så er det jo simpelthen også, fordi vi vurderer, at det ikke er nok at at bedrive efterretningsvirksomhed på det her område. Vi bliver simpelthen nødt til at skærme resten af samfundet fra radikaliseringen, og og er jo selvfølgelig bekymrede for, hvad det betyder for eksempel i et boligområde, hvis en person, der er radikaliseret har tilsluttet sig Islamisk Stat, kan vende tilbage til det boligområde og påvirke for eksempel børn og unge med den risiko, der er både for deres liv og fremtiden, men altså også for vores andres ve og fremtid.
Det var, hvad vi nåede i denne omgang.

Tak, fordi I mødte frem – og beklager, vi skubbede tidspunktet i dag.

Accept af cookies

Denne side benytter cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse.

Læs mere om cookies på nedenstående link:

Cookie politik