Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Pressemeddelelser

Ændringer i lovprogrammet

Regeringen har valgt at udskyde 39 lovforslag til næste folketingsår svarende til 4 ud af 10 planlagte lovforslag, heraf 28 lovforslag, der allerede er fremsat for Folketinget.

Dermed vil 57 lov- og beslutningsforslag blive færdigbehandlet før sommerferien. Det gælder 35 forslag, der allerede er fremsat for Folketinget, og 22 endnu ikke-fremsatte lovforslag.

Statsminister Mette Frederiksen udtaler:

”Regeringen har været yderst taknemmelig for den fleksibilitet, som Folketinget og partierne har udvist i forhold til hurtigt at kunne hastebehandle lovforslag relateret til corona-krisen. Det har gjort det muligt, at vi i Danmark har kunnet handle hurtigt og tidligt, og det er netop det, vi nu ser de positive resultater af”.

“I lyset af den alvorlige situation, som Danmark befinder sig i, har regeringen udskudt 39 lovforslag. Regeringen finder en yderligere udskydelse hensigtsmæssig og går gerne i dialog med Folketinget herom”.

Statsministeren understreger, at regeringens politiske prioriterer - om bl.a. tidlig tilbagetrækning, klima og en ny flerårsaftale for politiet - i øvrigt er uforandrede. Lovgivningen herom kan sandsynligvis ikke nå at blive fremsat i indeværende samling, men vil blive fremsat så snart, det er muligt. Det er således fortsat regeringens plan, at en ny ret til tidlig tilbagetrækning kan træde i kraft den 1. januar 2021.

“Dét, der var vigtigt før corona, er også vigtigt efter corona. Jeg glæder mig til, at vi kan komme videre med de politiske forhandlinger, der i en periode har været udskudt. Omend de i nogen tid endnu vil være påvirkede af, at regeringen fortsat bruger de fleste af vores kræfter på at håndtere corona-krisen. Ligesom jeg glæder mig til, at vi senere kan præsentere vores forslag til en ny ret til tidlig tilbagetrækning.”

Yderligere oplysninger hos ledende pressesekretær Karen Clement på telefon +45 33 92 22 59 samt hos de relevante ministerier.

Se statsministerens brev til Folketinget her. Se listen over lovforslag her.