PRESSEMEDDELELSE
Statsminister Mette Frederiksen deltager tirsdag den 28. oktober i Nordisk Råds 77. session, der finder sted i Stockholm. Her mødes statsministeren med sine nordiske kolleger, samt med formand for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, som er inviteret til sessionen.
Statsministeren vil i Stockholm fremhæve behovet for at udbygge det nordiske samarbejde om at skabe øget tryghed for vores befolkninger og håndtere tiltagende hybride trusler. Det kræver, at vi samarbejder mere om blandt andet styrket beredskab, bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet og beskyttelse af børn og unge online.
”I de nordiske lande står vi samlet om fælles udfordringer mod vores sikkerhed. Vi er bundet sammen af den grundlæggende tillid, vi har til hinanden. Men Nordens tryghed er ikke en selvfølge. Norden er et strategisk nøgleområde i Europa, med grænser mod Rusland og store arktiske interesser. Det forpligter. Vi skal ikke kun følge med udviklingen, vi skal forme den,” siger statsminister Mette Frederiksen.
På mødet fremlægger statsministeren sammen med Færøernes lagmand, Aksel V. Johannesen, også programmet for det fælles dansk-færøske formandskab for Nordisk Ministerråd i 2026. Et vigtigt fokus for formandskabet er sikkerhed og beredskab i lyset af Ruslands invasion af Ukraine og det hybride trusselsbillede. Blandt andet vil Danmark arbejde for at styrke de nordiske demokratiers modstandsdygtighed mod desinformation.
Samtidig vil Danmark bidrage til at gøre det lettere for nordiske virksomheder og iværksættere at samarbejde om at fjerne unødigt bureaukrati. Det handler om at styrke fællesskabet i Norden, for sammen står vi stærkest.
Grønland har besluttet at suspendere sin politiske deltagelse i Nordisk Råd og deltager ikke i formandskabet.
For yderligere oplysninger: Statsministeriets pressetelefon +45 29 10 88 25.