Pressemeddelelser

Europæisk kampkraft er hovedtema til NATO-topmøde i Ankara

Styrket europæisk forsvar står øverst på dagsordenen, når statsminister Mette Frederiksen mødes med de øvrige stats- og regeringschefer til NATO-topmøde i Ankara den 7. og 8. juli. Foruden statsministeren deltager også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og forsvarsminister Jeppe Bruus.

”Den sikkerhedspolitiske situation kræver, at vi som kontinent og alliance træder i karakter. Europa skal opruste, for at vi kan passe på vores befolkninger og vores samfund. Fra dansk side leverer vi. Allerede i år er vi meget tæt på at nå de 5 procent, som er NATO’s nye målsætning. Og vi har målrettet anskaffet konkrete forsvarskapaciteter, som NATO har brug for,” siger statsminister Mette Frederiksen.

Ifølge NATO’s seneste opgørelse har Danmark i år afsat midler svarende til 3,49 procent af BNP til forsvarsudgifter. Danmark har også afsat over 1,5 procent til forsvars- og sikkerhedsrelaterede udgifter.

Under topmødet vil der også være stort fokus på forsvarsindustriens rolle på vejen fra investeringer til kampkraft samt langsigtet støtte til Ukraines forsvar og sikkerhed. Statsminister Mette Frederiksen udtaler:

”Rusland fortsætter på femte år regnen af missiler og droner over de ukrainske byer og hjem. Samtidig fører Rusland hybridkrig mod Vesten. Tester vores vilje og evne til at forsvare os. Det må stå klart for alle, at det også er vores frihed og sikkerhed, ukrainerne forsvarer. Og de kan ikke vinde krigen med ord. Derfor skal flere allierede støtte mere. Sikre en stærk frontlinje. Ligesom vi skal styrke og integrere forsvarssamarbejdet. Så vi lærer af Ukraines innovative forsvarsindustri, som formår at slå hårdt tilbage mod Rusland.”

For yderligere oplysninger: Statsministeriets pressetelefon +45 29 10 88 25.