Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen I (2001-05)
Pressemeddelelser

AFR ASEM 4 i København den 23.-24. september 2002

Statsminister Anders Fogh Rasmussen er den 23.-24. september 2002 vært for det fjerde ASEM-topmøde (Asia-Europe Meeting). Bella Centeret danner rammen om det europæisk/asiatiske topmøde, som er et led i Danmarks EU-formandskab.

ASEM 4 indledes søndag aften den 22. september med en uformel middag på Kronborg, Helsingør, for stats- og regeringscheferne med statsministeren som vært.

ASEM 4 samler stats- og regeringschefer fra de 15 EU-lande og ti asiatiske nationer (Brunei, Filippinerne, Indonesien, Japan, Kina, Korea, Malaysia, Singapore, Thailand og Vietnam) samt EU-kommissionens formand. Formålet er at udvide samarbejdet mellem Europa og Asien. Topmødet står centralt i Danmarks og EU’s styrkede forbindelser med Asien.

ASEM-samarbejdet dækker en bred vifte af emner fra politisk dialog over økonomisk samarbejde til sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige spørgsmål. Siden ASEM’s start i 1996 er der iværksat mere end 40 samarbejdsprojekter rækkende fra illegal immigration over menneskerettigheder til miljøbeskyttelse.

Ved ASEM 4 vil den politiske dialog tage udgangspunkt i den internationale situation efter 11. september med henblik på at drøfte de nye sikkerhedspolitiske udfordringer, som Europa og Asien står overfor. Kampen mod den internationale terrorisme vil få en fremtrædende plads. Endvidere vil den seneste regionale udvikling blive taget op.

På det økonomiske område påregnes stats- og regeringscheferne at behandle det europæisk/asiatiske samarbejde i lyset af udviklingen i den globale økonomi. Andre vigtige og nærliggende emner er WTO-udviklingsrundens bidrag til fremme af bæredygtig økonomisk udvikling gennem et afbalanceret resultat samt regional økonomisk og finansiel integration som en faktor for vækst.

Under drøftelsen af sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige spørgsmål ventes sociale foranstaltninger til imødegåelse af globaliseringens utilsigtede konsekvenser at figurere højt. Hovedvægten ventes lagt på udvikling af menneskelige ressourcer, bl.a. i form af uddannelsesmæssige initiativer.

* * *

Statsministeren udtaler anledning af ASEM 4:

”ASEM-processen står centralt i Danmarks og EU’s forbindelser med Asien. ASEM-landene omfatter med over 2 milliarder mennesker en tredjedel af Jordens befolkning og står for mere end 50 % af det globale BNP. De asiatiske ASEM-medlemmer er EU’s næststørste samhandelspartner.

Det overordnede formål med ASEM er at arbejde for fred, sikkerhed og stabilitet samt at bidrage til bæredygtig økonomisk og social udvikling. ASEM 4 er en kærkommen lejlighed til at drøfte emner af fælles interesse for Europa og Asien. Mødet er en oplagt lejlighed til at udveksle synspunkter om de fælles udfordringer, vi står over for.

Jeg ser frem til at møde mine asiatiske og europæiske kollegaer i København.”

* * *

Yderligere information om ASEM 4 og dertil knyttede aktiviteter, herunder oplysninger om pressens adgang til ASEM 4, findes på www.asem4.dk.

Derudover gøres opmærksom på, at der afholdes door step pressemøde med statsministeren efter den uformelle middag den 22. september på Kronborg i forværelset til kasematterne kl. ca. 22.15.

NB: Der kræves forudgående tilmelding til door step pressemødet hos chefen for Udenrigsministeriets informationskontor Lisbet Rubinstein per fax 36 12 60 01, e-mail: media@asem4.dk eller telefon 40 30 93 73.

* * *

Kontaktinformation: Presse: Pressechef Michael Kristiansen, 40727224 eller fuldm. Michael Helbo, 40803685. Statsministerens program: Fuldm. Jesper Fersløv Andersen, 33922235/ 40803688.