AFR Besøg af Letlands præsident Vike-Freiberga
Torsdag den 24. august 2006 mødes statsministeren med Letlands præsident Vaira Vike-Freiberga i Statsministeriet.
Statsministeren og Vike-Freiberga vil blandt andet drøfte EU-spørgsmål, aktuelle sikkerheds- og udenrigspolitiske spørgsmål, herunder situationen i Mellemøsten og Iran, NATO-topmødet i Riga senere på året samt reformer af FN.
Statsministeren udtaler i denne forbindelse:
”Mit møde med den lettiske præsident Vaira Vike-Freiberga er en god lejlighed til at bekræfte det tætte forhold mellem Danmark og Letland. Jeg har altid været imponeret af præsident Vike-Freiberga, som har spillet en betydningsfuld rolle for Letlands positive udvikling.
Besøget finder sted på 15-årsdagen for oprettelsen af de diplomatiske forbindelser mellem vore to lande i kølvandet på den kolde krigs afslutning. På dagsordenen for vore drøftelser vil være de vigtige spørgsmål i det europæiske samarbejde og den aktuelle situation i Mellemøsten.”
* * *
Ved mødets start klokken 11.00 vil der være billedmulighed for fotografer. Klokken 12.00 er der fælles pressemøde i Spejlsalen.
For adgang til Statsministeriet kræves pressekort. Pressekortet skal bæres synligt.
Yderligere oplysninger: Michael Helbo, tlf. 33 92 22 22