Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen II (2005-07)
Pressemeddelelser

AFR Besøg i Japan og Sydkorea

Statsministeren rejser med en delegation af danske virksomheder og erhvervsorganisationer på besøg i Japan og Sydkorea den 20. – 24. november 2006.

Besøget omfatter politiske samtaler med Japans nye premierminister Shinzo Abe samt Sydkoreas præsident Roh Moo-hyun. Danmark som forretningspartner og som et attraktivt investeringsland vil blive markedsført ved virksomhedsbesøg og netværksarrangementer med deltagelse af ledende danske, japanske og koreanske erhvervsfolk. Formålet er at udveksle erfaringer med de to lande om håndtering af globaliseringens udfordringer, herunder drøfte hvordan innovation kan fremmes og styrkes.

Statsministeren besøger endvidere forskningsinstitutioner og universiteter med henblik på at diskutere globalisering med japanske og sydkoreanske forskere og studerende.

Statsministeren udtaler i den forbindelse:

”Jeg ser meget frem til at besøge Japan og Sydkorea. Mine møder med Japans nyudnævnte premierminister Shinzo Abe og Sydkoreas præsident Roh har to hovedformål: For det første vil vi diskutere, hvordan regeringer bedst fremmer innovation for at drage nytte af globaliseringens muligheder. For det andet vil vi drøfte aktuelle sikkerhedspolitiske emner som Nordkorea samt situationen i Nordøstasien og i Europa.

Japan er verdens næststørste økonomi og omtales som verdens mest innovative land, mens Sydkorea er verdens 10. største økonomi. I begge lande lægger man vægt på forskning og udvikling for at være foran i globaliseringen. Jeg ser frem til at drøfte udviklingen i landene og fremtidsudsigterne med landenes ledelser og virksomheder. Det er vigtigt for Danmark og danske virksomheder at forstå, hvad der er baggrunden for de to landes succes inden for områder som højteknologi, forskning og innovation.”

* * *

Programmet for besøget er endnu ikke endeligt, men nedenstående programdele kan nævnes. Der tages forbehold for ændringer og tilføjelser.

Mandag 20. november

Ankomst Tokyo

Tirsdag 21. november

Virksomhedsbesøg hos Ajinomoto

Virksomhedsbesøg hos Dai Nippon Printing

Politisk samtale med Japans premierminister Shinzo Abe

Besøg på National Art Center

Reception for danske og japanske erhvervsfolk

Onsdag 22. november

Tale og Q&A påTokyo Institute of Technology

Fremme af bl.a. shipping aktiviteter i Tokyo Havn

Rejse til Nagoya med Shinkansen (japansk lyntog)

Virksomhedsbesøg hos Toyota

Afgang til Seoul

Ankomst Seoul

Torsdag 23. november

Besøg i Demilitarised Zone (DMZ Panmunjom)

Møde og frokost med Præsident Roh

Besøg i sydkoreanske parlament, præsentation af danske energierfaringer

Tale og Q&A på Seoul National University

Reception for danske og koreanske erhvervsfolk

Fredag 24. november

Virksomhedsbesøg på Cell Biotech

Virksomhedsbesøg på Samsung Electronics

Frokostmøde med dansk forretningsdelegation og Samsung

Rundbordsdiskussion vedr. bl.a. koreansk globaliseringsstrategi

Virksomhedsbesøg hos LG – Philips

Arbejdsmiddag med dansk forretningsdelegation og koreanske tænketanke

Lørdag 25. november

Afrejse til København

Yderligere oplysninger: Pressesekretær Michael Helbo ,

tlf. 33 92 22 22.