AFR Dansk soldat dræbt i Irak (3)
En dansk soldat blev dræbt og to soldater hårdt såret i Irak, da en vejsidebombe i dag ca. klokken 12.20 blev bragt til sprængning omkring byen Al Harta i det sydlige Irak.
I den anledning udtaler Statsminister Anders Fogh Rasmussen:
”Det er med den dybeste sorg, at jeg i dag har modtaget meddelelse om en dansk soldats død som følge af en vejsidebombe i Irak. Mine tanker og min sympati går i denne tragiske situation først og fremmest til soldatens familie og til de to andre danske soldater, som blev hårdt såret i samme angreb.
Terrorister må ikke få held til med disse afskyelige og feje handlinger at hindre fremskridt og skabe kaos i Irak.
Regeringen agter derfor at videreføre sin politik i Irak.
De danske soldater i Irak gør en stor og prisværdig indsats for at skabe et bedre liv for den lokale irakiske befolkning. Mine tanker går derfor også til soldatens kammerater i den danske bataljon.”