Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen I (2001-05)
Pressemeddelelser

AFR EU - Ukraine topmøde den 4. juli

Den 4. juli besøger Ukraines præsident Leonid Kuchma Danmark for at deltage i det første topmøde med et udenlandsk statsoverhoved under det danske EU-formandskab.

Disse topmøder, hvor EU repræsenteres af formandskabet, Kommissionens formand og Rådets Generalsekretær, er et led i dialogen mellem EU og omverdenen.

Statsministeren udtaler i den anledning:

”Ukraine er et land med et stort potentiale. Et tæt samarbejde mellem EU og Ukraine er vigtigt ikke bare for EU og Ukraine men for hele Europa. Den ukrainske præsident har klare ambitioner for et tættere samarbejde med EU. Vi hilser disse ambitioner velkommen og vil under det danske formandskab arbejde for en intensivering af samarbejdet. En forudsætning er et øget reformtempo i Ukraine.

Når EU’s udvidelse er gennemført, bliver Ukraine en af vore nye naboer. Det vil indebære nye udfordringer for vores samarbejde.”

* * *

Topmødet finder sted fra kl. 17.45 – 22.30 i Eigtveds Pakhus, Asiatisk Plads i København.

Der er fælles pressekonference kl. 20.00, Eigtveds Pakhus, Sal III.

Der vil endvidere være photo opportunity i begyndelsen af topmødet kl. 17.45.

Der kræves akkreditering.

Yderligere information: Jesper Fersløv Andersen, 33 92 22 35.