Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen I (2001-05)
Pressemeddelelser

AFR EU/Sydkorea-topmøde i København den 24. september 2002

Umiddelbart efter ASEM 4-topmødets afslutning den 24. september afholdes det uformelle EU/Sydkorea-topmøde. Topmødet er det første af sin art mellem EU og Sydkorea.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen repræsenterer EU på mødet med den koreanske præsident Kim Dae-jung, hvor også udenrigsminister Per Stig Møller deltager. Mødet har endvidere deltagelse af Kommissionens formand Romano Prodi, kommissæren med ansvar for EU’s eksterne relationer Chris Patten samt handelskommisær Pascal Lamy.

Statsministeren udtaler i den anledning:

”Jeg ser frem til EU-Sydkorea topmødet, der er det første af sin slags. Det er samtidig en af præsident Kim Dae-jungs sidste embedshandlinger, inden han går af som præsident.

Mødet vil hovedsagelig komme til at handle om forholdet på den koreanske halvø, herunder Sydkoreas og EU’s dialog med Nordkorea. Vi vil naturligvis også drøfte de bilaterale forbindelser mellem EU og Sydkorea, og jeg forventer, at vi i den forbindelse får lejlighed til at drøfte sagen om koreansk statsstøtte til skibsværfter.”

* * *

Topmødet finder sted kl. 14.15-15.15 i Eigtveds Pakhus.

Statsministeren afholder pressemøde med Kommissionens formand Prodi kl. 15.25 i Eigtveds Pakhus, sal III.

Der kræves akkreditering til ASEM-topmødet, se www.asem4.dk.

Der vil endvidere være photo opportunity i forbindelse med:

- statsministerens modtagelse af præsident Kim Dae-jung kl. 14.10 ved indgangen til Eigtveds Pakhus,

- i begyndelsen af mødet kl. 14.15 i sal II. Eigtveds Pakhus, samt

- i forbindelse med statsministerens afsked med præsident Kim Dae-jung kl. 15.20 ved indgangen til Eigtveds Pakhus.

* * *

Kontaktinformation: Fuldm. Jesper Fersløv Andersen, 33922235/ 40803688.