AFR Indkaldelse til forhandlinger
I går præsenterede regeringen sine forslag til kvalitetsreform, 2015-plan og skatteplan. Regeringen vil allerede nu invitere Folketingets partier til forhandlinger om den samlede skattepakke.
Som led i regeringens skattepakke er det foreslået at afskaffe arbejdsmarkedsfonden fra og med 2008 for at forhindre fremtidige forhøjelser af bruttoskatten (arbejdsmarkedsbidraget) i situationer, hvor ledigheden stiger. Efter gældende regler skal regeringen straks ved Folketingets åbning i begyndelsen af oktober fremlægge et lovforslag vedr. størrelsen af arbejdsmarkedsbidraget, idet der budgetteres med et overskud i arbejdsmarkedsfonden for 2008.
Regeringen vil derfor indkalde Folketingets partier til forhandling om den samlede skattepakke allerede på fredag den 24. august med henblik på at indgå en aftale senest mandag den 3. september. Herved bliver det muligt at fremlægge de nødvendige lovforslag i Folketinget straks i begyndelsen af oktober samt at indarbejde de besluttede ændringer på skattekortene for 2008.
For så vidt angår lovforslaget om arbejdsmarkedsbidraget med tilhørende lovgivning ønsker regeringen at fremsætte forslag i Folketinget den 6. september, hvor der i forvejen er 1. behandling af forslaget til finanslov for 2008. Herved bliver der tid til ordentlig behandling i Folketinget, inden forslagene genfremsættes straks ved Folketingets åbning med henblik på vedtagelse i oktober. Forhandlingerne finder sted hos finansministeren.