Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen I (2001-05)
Pressemeddelelser

AFR Nordisk-baltisk EU-statsministermøde

Statsminister Anders Fogh Rasmussen deltager på fredag den 6. juni 2003 i nordisk-baltisk EU-statsministermøde i Stockholm.

I mødet deltager endvidere statsministrene fra Sverige, Finland, Estland, Letland og Litauen.

På mødet vil man drøfte den aktuelle europapolitiske dagsorden forud for topmødet i Thessaloniki senere på måneden. Hovedemnerne vil være arbejdet i EU-Konventet, bekæmpelse af illegal indvandring, situationen i Irak og Mellemøsten samt det transatlantiske forhold.

Statsministeren udtaler i anledning af mødet:

”Vi har i en årrække holdt møder mellem Sverige, Finland og Danmark før EU-topmøderne. Nu udvider vi kredsen med de baltiske lande. Det sker på bl.a. dansk initiativ. Det er en rigtig og vigtig beslutning. Den afspejler det fællesskab og store sammenfald i interesser og holdninger, der er mellem de nordiske og baltiske lande.

Jeg ser frem til at drøfte den aktuelle europapolitiske dagsorden med mine nordiske og baltiske EU-kolleger. Jeg forudser, at vores drøftelser først og fremmest vil koncentrere sig om arbejdet i EU-Konventet.”

* * *

Mødet finder sted på Rosenbad, den svenske statsministers kontor, i Stockholm. Mødet starter klokken 15:30, og efterfølges af fælles pressemøde klokken 17:00.

Yderligere spørgsmål: Fuldmægtig Michael Helbo, tlf.: 33-92-22-22.