Pressemeddelelser

AFR Sammenhængende service med respekt for borgerne

Regeringen offentliggør i dag debatoplægget ”Sammenhængende service – med respekt for borgerne”. Oplægget skal danne grundlag for debatten på regeringens andet temamøde om kvalitetsreformen. Mødet afholdes torsdag den 11. januar på Betty Sørensen Parken nær Vejle.

Der skal være sammenhæng i den service, som forskellige myndigheder tilbyder borgeren. Det skal være let at komme i kontakt med det offentlige. Og servicen skal være borgervenlig og præget af nærvær og respekt. Den enkelte borger skal opleve en offentlig sektor, som er indrettet efter borgernes behov og ikke systemets behov.

Regeringen sætter i debatoplægget ind på fem centrale områder for at sikre en sammenhængende service:

1. Bedre sammenhæng i servicen – også når flere myndigheder er involveret
2. Én fast kontaktperson skal skabe sammenhæng
3. Bedre forebyggelse
4. Servicen skal være borgervenlig – med nærvær og respekt
5. Borgeren skal have let og god adgang til det offentlige

Til mødet om kvalitetsreform den 11. januar er inviteret godt 50 repræsentanter for kommuner og regioner, centrale organisationsfolk, forskere, praktikere og andre med gode idéer og nyttige erfaringer. Mødet er det andet af i alt seks møder om regeringens kvalitetsreform.

* * *

Debatoplæg og øvrigt materiale til mødet om kvalitetsreform ligger på www.kvalitetsreform.dk

Der vil blive afholdt pressemøde i forlængelse af mødet torsdag den 11. januar. Der vil blive udsendt særskilt invitation til pressemødet.

Kontakt: Michael Helbo, tlf. 33 92 22 22