AFR Statsminister Anders Fogh Rasmussen har ført samtaler med den ungarske premierminister Péter Medgyessy
Statsministeren har netop ført samtaler med den ungarske premierminister Péter Medgyessy på Marienborg.
Statsministeren udtaler efter mødet:
”Jeg har haft et godt og udbytterigt møde med premierminister Medgyessy.
Vores drøftelser fokuserede på EU’s udvidelse.
De bekræftede, at Ungarn er kommet langt i dets forberedelser til medlemskab af EU. Jeg er imponeret over de opnåede fremskridt. Der udestår nu alene et mindre antal problemer. Ungarn har således et godt udgangspunkt for at afslutte optagelsesforhandlingerne under det danske EU-formandskab. Jeg håber meget det lykkes.
Konklusionerne fra topmødet i Sevilla er et godt udgangspunkt for det danske EU-formandskab. Målsætningen om at afslutte optagelsesforhandlingerne mod slutningen af 2002 blev genbekræftet. Vi har nu aftalt en klar tidsplan for de næste måneder. Det er afgørende at holde sig til denne. Det er en historisk mulighed for Europa. Jeg har tillid til, at det vil lykkes.”