Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen II (2005-07)
Pressemeddelelser

AFR Statsminister Anders Fogh Rasmussen om Danmarks forhold til Mellemøsten på dagens pressemøde

”På pressemødet i dag vil jeg koncentrere mig om den situation, der er opstået for Danmark i Mellemøsten i anledning af en række aktioner i Mellemøsten rettet mod Danmark.

Det er en situation, som regeringen ser på med meget dyb alvor. Det er selvfølgelig ubehageligt at se billeder af Dannebrog, der bliver brændt af – ikke mindst når man betænker, at det sker i et område, der har nydt gavn af dansk støtte igennem mange år. Det er ubehageligt at se danske varer fjernet fra hylderne i butikkerne – ikke mindst når man betænker, at Danmark er ét af de lande i verden, der mest aktivt arbejder for fredeligt handelssamkvem og åben frihandel. Og det er ubehageligt at høre om overgreb mod danskere – ikke mindst når man betænker, at Danmark er ét af de lande, der har været allerlængst fremme i henseende til at få skabt en positiv dialog mellem den muslimske verden og de vestlige lande.

Jeg tror, at det for mange i det danske samfund forekommer uvirkeligt, at 12 tegninger i en avis kan sætte så voldsomme kræfter i gang. Det er meget vigtigt, at dialog mellem kulturer og religioner bygger på en gensidig forståelse. Det betyder på den ene side, at man skal forstå, hvorfor nogle mennesker kan føle sig krænket på deres religion. Men det betyder på den anden side også, at religiøse kredse skal forstå, hvilken kultur og hvilken tradition vort samfund bygger på. Vort samfund bygger på en vidtgående ytringsfrihed, hvor enhver kan udtrykke sig frit inden for lovens rammer. Vort samfund bygger på en vidtgående pressefrihed. Medierne er som en selvfølge fuldstændig uafhængige af regeringen. Regeringen kan ikke på nogen måde gribe ind overfor eller redigere medierne. Det er kun domstolene, der i sidste instans kan afgøre, om medierne i deres brug af ytringsfriheden overskrider de rammer, som lovgivningen har sat. Og det danske samfund bygger også på den tradition, at en del af vores ytringsfrihed er brug af humor, brug af satire i såvel politiske som religiøse spørgsmål. Og det er vigtigt at forstå, at når det sker, så er det ikke i en ond mening. Det er ikke for at krænke nogen – så er vi jo nogle, der ofte skulle føle os krænket – men det er for at skabe en fri og åben debat, som er en hel afgørende ting i et frit folkestyre.

Og netop når disse frihedsrettigheder og traditioner er under pres, så er det vigtigt, at vi står fast og beskytter dem. Vi må, og vi vil ikke bøje ytringsfriheden eller pressefriheden, hverken direkte eller indirekte. Men jeg vil godt i den forbindelse så også gentage, hvad jeg sagde i min nytårstale nemlig, at vi så hver især har et betydeligt ansvar for at forvalte ytringsfriheden og pressefriheden på en sådan måde, at vi ikke opildner til had eller splintrer det fællesskab, som er en ubestridelig styrke i det danske samfund.

Derfor vil jeg også godt i dag sende to meget klare budskaber i den situation, som er opstået. For det første vil jeg opfordre alle grupper i det danske samfund til ikke at iværksætte handlinger, som yderligere bidrager til at skabe splid og måske i værste fald had mellem grupper. Jeg vil gerne understrege, at det vil være helt urimeligt, hvis en konflikt mellem en avis og en række muslimer skal gå ud over uskyldige indvandrere i Danmark. Indvandrere som dagligt passer deres arbejde, knokler i deres forretninger, yder et positivt bidrag til det danske samfund. Ser efter at deres børn får en god opvækst og en god uddannelse, så de også kan leve i Danmark og bidrage positivt til det danske samfund. Det vil være urimeligt, hvis sådanne uskyldige nu skulle blive ubehageligt berørt af, at nogle føler, at det her skulle give anledning til handlinger, som kan bidrage til at splintre det fællesskab, som er en styrke i Danmark. Det vil være lige så urimeligt, som når der nu sker det i Mellemøsten, at uskyldige danske virksomheder og statsborgere bliver ubehageligt berørt af, at der iværksættes aktioner mod Danmark. Det er netop i en situation som denne, at vi som nation skal vise, at vi respekterer det enkelte individ, og at det danske samfund bygger på tolerance og gensidig respekt.

Det andet klare budskab jeg gerne vil sende er, at jeg meget stærkt opfordrer herboende muslimske, religiøse ledere til hurtigst muligt at tage skridt til at dæmme op for protesterne i Mellemøsten. Jeg har noteret mig med glæde, at repræsentanter for Islamisk Trossamfund her til morgen er kommet med imødekommende og positive udtalelser. Jeg går ud fra – som en selvfølge – at herboende muslimske og religiøse ledere tager afstand fra den boykot, der er iværksat mod danske varer og i det hele taget tager afstand fra aktioner rettet mod Danmark i denne her sag, og at de også som en selvfølge bidrager til, at vi kan fastholde et ordentligt sammenhold her i Danmark.

Der er meget, der tyder på, at det, der er sat i gang i Mellemøsten, i høj grad er inspireret af religiøse kræfter. Og i det omfang hemmelige religiøse kræfter måtte have bidraget til det, går jeg ud fra, at de med lige så stor ihærdighed sørger for at få rettet op på misforståelser, der måtte være opstået og får stoppet de protestaktioner, der – på et så urimeligt grundlag – er iværksat imod Danmark og danske interesser.”