Pressemeddelelser
Statsminister Anders Fogh Rasmussen mødes tirsdag den 2. juli 2002 med formanden for Konventet om EU’s fremtid, den tidligere franske præsident, Valéry Giscard d’Estaing.
Mødet finder sted på Marienborg. I mødet deltager også europaminister Bertel Haarder og statsministerens personlige repræsentant i Konventet, Henning Christophersen.
Statsministeren udtaler i anledning af besøget:
”Jeg ser frem til at mødes med Valéry Giscard d’Estaing. Hovedemnet for vores samtale vil være EU’s fremtid. Jeg lægger stor vægt på arbejdet i Konventet om EU’s fremtid.
Vi vil drøfte arbejdet i Konventet og samarbejdet mellem det danske formandskab og Konventet. Derfor er jeg også glad for, at det har været muligt for Valéry Giscard d’Estaing at aflægge besøg i Danmark her ved indledningen af formandskabet. Jeg ser frem til et godt samarbejde mellem formandskabet og Konventet”.
* * *
Statsministerens samtale med formanden for Konventet om EU’s fremtid, Valéry Giscard d’Estaing, finder sted kl. 10.30-11.30 på Marienborg, Nybrovej 410, Lyngby.
Der afholdes pressemøde kl. 11.30 i gården (hvis vejret tillader det – alternativt inden døre).
Der vil endvidere være photo opportunity i forbindelse med statsministerens modtagelse af konventsformanden kl. 10.30.
Pressekort bedes båret synligt.
Yderligere information: Jesper Fersløv Andersen, 33 92 22 35.