AFR Statsministeren mødes med Javier Solana
Statsminister Anders Fogh Rasmussen mødes den 23. maj med EU's udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana, til en samtale og en arbejdsfrokost. Solanas besøg i Danmark er et led i forberedelsen af det danske EU-formandskab. Statsministeren og Solana vil drøfte en række væsentlige opgaver for det danske EU-formandskab.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen udtaler før mødet:
'Jeg ser frem til besøget af Javier Solana, som vil være en meget central medspiller for det danske formandskab. Solana har som EU's første udenrigspolitiske koordinator siden 1999 opbygget en meget stærk profil. Jeg ser frem til et meget tæt samarbejde med ham under det danske formandskab. Jeg forventer, at vort samarbejde først og fremmest vil handle om udvidelsen, effektivisering af EU's institutioner og aktuelle udenrigspolitiske spørgsmål. Det er klart, at situationen i Mellemøsten i særlig grad presser sig på, og at vi her skal være rede til at gøre en aktiv indsats for at fremme en fredelig udvikling'.
* * *
Samtalen og frokosten finder sted på Marienborg.
Der afholdes fælles pressemøde kl. 13.00 i gården (hvis vejret tillader det - alternativt i modtagelsen).
Derudover vil der være photo opportunity i forbindelse med statsministerens modtagelse af Javier Solana kl. 10.30.
Pressekort bedes båret synligt.
Yderligere information: Jesper Fersløv Andersen, 33 92 22 35.