Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen I (2001-05)
Pressemeddelelser

AFR Statsministeren mødes med Norges statsminister den 16. august

I forbindelse med det danske EU-formandskab er Norges statsminister, Kjell Magne Bondevik, på besøg i København fredag den 16. august 2002 for at mødes med statsminister Anders Fogh Rasmussen. Statsminister Anders Fogh Rasmussen udtaler i anledning af besøget:

”Jeg ser frem til mødet med min norske kollega, som jeg har haft lejlighed til at møde flere gange - senest ved Østersøtopmødet i Skt. Petersborg i juni i år. Vores drøftelser vil fokusere på emner af interesse for samarbejdet mellem Norge og EU, herunder EØS-samarbejdet i lyset af en kommende udvidelse af EU. Vi vil tillige drøfte prioriteterne for det danske formandskab samt NATO-samarbejdet og NATO-topmødet i Prag i november. Endelig forventer jeg, at vi vil berøre emner som kampen mod den internationale terrorisme, Mellemøsten samt forberedelserne til Verdenstopmøde om Bæredygtig Udvikling.”

* * *

Statsministerens samtale med statsminister Bondevik finder sted kl. 10.30-11.30 på Marienborg, Nybrovej 410, Lyngby. Der afholdes fælles pressemøde kl. 11.30 i gården (hvis vejret tillader det – alternativt inden døre). Der vil endvidere være photo opportunity i forbindelse med statsministerens modtagelse af statsminister Bondevik kl. 10.30 på Marienborg. Pressekort bedes båret synligt.

Yderligere information: Jesper Fersløv Andersen, 33 92 22 35.