Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen I (2001-05)
Pressemeddelelser

AFR Statsministeren mødes med Spaniens premierminister Aznar den 18. juni

Den spanske premierminister og nuværende EU-formand José Maria Aznar kommer tirsdag den 18. juni til København for at drøfte dagsordenen for EU-topmødet i Sevilla den 21.-22. juni med statsministeren.

Premierminister Aznar vil bl.a. være ledsaget af EU's udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana.

Emnerne omfatter bl.a. EU's regler om asyl og immigration, forhandlingerne om EU's udvidelse og reformer af den måde ministerrådet og EU-topmøderne fungerer på.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen udtaler i anledning af besøget:

”Jeg ser frem til mit møde med premierminister José Maria Aznar.

Topmødet i Sevilla bliver et interessant topmøde. Danmark har stor interesse i, at der gøres fremskridt på det vigtige emne vedr. EU's regler for asyl og immigration.

Vi skal endvidere gøre status over den gode fremdrift i udvidelsesforhandlingerne under spansk formandskab, og vi skal forsøge at reformere ministerrådet og topmøderne. Begge dele skal effektiviseres for at EU kan være klar til den kommende store udvidelse af medlemskredsen.

Jeg vil også drøfte med premierminister Aznar, hvordan topmødet i Sevilla kan bidrage til forberedelsen af Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg.

Topmødet i Sevilla er samtidig specielt interessant for Danmark, fordi det er det sidste topmøde, før Danmark overtager EU-formandskabet.”

* * *

Statsministerens samtale med premierminister Aznar finder sted kl. 9.15-11.30 på Marienborg, Nybrovej 410, Lyngby.

Der afholdes pressemøde kl. 11.30 i gården (hvis vejret tillader det – alternativt inden døre).

Der vil endvidere være photo opportunity i forbindelse med statsministerens modtagelse af premierminister Aznar kl. 9.15 på Marienborg.

Pressekort bedes båret synligt.

Yderligere information: Jesper Fersløv Andersen, 33 92 22 35.