AFR Statsministerens møde med de øvrige nordiske EU-landes statsministre på Marienborg den 26. november 2002
Den 26. november 2002 om aftenen mødes de tre nordiske EU-landes statsministre på Marienborg. Statsminister Anders Fogh Rasmussen er vært ved arrangementet, som vil omfatte en arbejdsmiddag med efterfølgende pressebriefing. Deltagerne vil foruden den danske statsminister være Finlands statsminister Paavo Lipponen og Sveriges statsminister Göran Persson.
Statsministeren udtaler i den anledning:
”Jeg har inviteret mine nordiske EU-kollegaer til København som et led i forberedelsen af det kommende møde i Det Europæiske Råd i København den 12.-13. december 2002. Udgangspunktet for vores drøftelser vil være de to emner, som er på dagsordenen for mødet i Det Europæiske Råd.
Det absolut vigtigste punkt er afslutningen af udvidelsesforhandlingerne med 10 af kandidatlandene og beslutningen om den videre tiltrædelsesproces for de tre øvrige kandidatlande. Det andet emne på dagsordenen er, hvordan man i fremtiden skal indrette formandskabet for Rådet i lyset af udvidelsen. Derudover vil vi på det nordiske EU-statsministermøde drøfte arbejdet i Konventet om EU’s fremtid og i Det Europæiske Råd i det kommende halvår.
Det er anden gang vi under det danske formandskab holder et sådant møde med de nordiske EU-lande. Møderne i denne kreds, som vi har tradition for at holde forud for møderne i Det Europæiske Råd, er et nyttigt element i forberedelsen af rådsmøderne. Det gælder ikke mindst i den aktuelle situation, hvor EU under dansk formandskab står overfor at skulle træffe en afgørende historisk beslutning om udvidelse.”
* * *
Mødet mellem de nordiske EU-landes statsministre finder sted kl. 19-20.30 på Marienborg, Nybrovej 410, Lyngby.
Der vil være pressemøde kl. 20.30 i modtagelsesværelset på Marienborg.
Derudover vil der være photo opportunity i forbindelse med statsministerens modtagelsen af de nordiske statsministre kl. 19.00.
Pressekort bedes båret synligt.
Kontaktinformation: Jesper Fersløv Andersen, 33 92 22 35.