Indholdet på denne side vedrører regeringen Anders Fogh Rasmussen I (2001-05)
Pressemeddelelser

AFR Statsministerens ''udtalelse af særlig karakter'' i Folketinget den 07.10.03 i anledning af samtykke i Statsråd til Kronprinsens indgåelse af ægteskab

Hendes Majestæt Dronningen har meddelt mig, at tronfølgeren, Kronprins Frederik, agter at indgå ægteskab med frøken Mary Elizabeth Donaldson. Ifølge tronfølgeloven af 1953 skal Dronningen i Statsråd meddele samtykke til ægteskabet for at sikre, at arveretten til tronen bevares for tronfølgeren og hans efterkommere.

Det er med Hendes Majestæt Dronningen aftalt, at samtykket meddeles i statsrådsmødet i morgen kl. 10.00 på Amalienborg.

Når tronfølgeloven kræver, at samtykke meddeles i Statsråd og dermed gives under regeringens medvirken, skal det ses på baggrund af de statsretlige konsekvenser, som en kommende monarks ægteskab kan få. Oprindeligt har vel især et ægteskab med en regent eller tronarving i et andet land været i tankerne, men det kan ikke udelukkes, at også andre situationer kunne give anledning til problemer.

Det er imidlertid regeringens klare opfattelse, at der på grundlag af de foreliggende oplysninger ikke kan rejses sådanne betænkeligheder over for Kronprinsens ønske om at indgå ægteskab med frøken Donaldson.

Mary Elizabeth Donaldson er født og opvokset i Australien, hvortil hendes forældre emigrerede fra Skotland i 1963. Forældrene blev australske statsborgere i 1975. Frøken Donaldson har australsk og britisk statsborgerskab, men agter at indgive ansøgning om dansk indfødsret, således at hun løses fra disse statsborgerforhold. Hun agter ligeledes at indtræde i den evangelisk-lutherske kirke.

Mary Elizabeth Donaldson er uddannet i Australien inden for jura, handel og marketing. Udover ansættelse i en række firmaer i Australien har hun beklædt stillinger i Skotland og Frankrig samt - siden 2002 – her i Danmark.

Regeringen er overbevist om, at Mary Elizabeth Donaldson ikke blot på smuk og værdig vis vil kunne stå ved Kronprinsens side, men også vil tage aktiv del i hans liv og gerning til gavn for både den kongelige familie og for Danmark.

Jeg er sikker på, at såvel Folketinget som hele den danske befolkning kan stå bag regeringens ønske om, at Kronprinsen og Mary Elizabeth Donaldsons ægteskab må blive lykkeligt og harmonisk, og at de må blive til støtte for hinanden i deres fremtidige gerning.