Ansættelsesretlig opfølgning på Minkkommissionens beretning
Statsministeriet meddelte som opfølgning på Minkkommissionens beretning den 24. august 2022 Statsministeriets departementschef en disciplinær advarsel. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen havde varetaget sagsbehandlingen for Statsministeriet som ansættelsesmyndighed, idet Statsministeriets embedsmænd var inhabile i sagen.
Efter meddelelsen af den disciplinære advarsel er der som opfølgning på Minkkommissionens beretning gennemført et tjenstligt forhør af rigspolitichef Thorkild Fogde med en forhørsledelse bestående af fhv. højesteretspræsident Thomas Rørdam, landsdommer Annette Dellgren og landsdommer Jens Hartig Danielsen. En forhørsledelse behandler tjenstlige undersøgelser mod konkrete tjenestemænd, når ansættelsesmyndigheden ønsker at gøre ansvar gældende. Forhørsledelsen afgiver beretning til ansættelsesmyndigheden og, hvis ansættelsesmyndigheden anmoder om det, en indstilling om sagens afgørelse. Forhørsledelsen fremkom med beretning og indstilling den 10. februar 2023 og fandt sammenfattende, at Thorkild Fogde ikke havde begået nogen tjenesteforseelse, og at der derfor ikke var grundlag for disciplinær straf efter tjenestemandslovens § 24. Forhørsledelsens bemærkninger og indstilling er offentliggjort på Justitsministeriets hjemmeside.
Selvom beretningen angår Thorkild Fogdes tjenstlige forhold, har Medarbejder- og Kompetencestyrelsen med bistand fra Kammeradvokaten konkret vurderet, at beretningen også ændrer grundlaget for den advarsel, som Statsministeriets departementschef blev tildelt. Det skyldes at forhørsledelsen i modsætning til Minkkommissionen har vurderet, at udmeldingerne på pressemødet den 4. november 2020 og de efterfølgende pressemeddelelser ikke retligt kan karakteriseres som en instruks. Efter vurdering af det ændrede grundlag har Medarbejder- og Kompetencestyrelsen indstillet, at statsministeren tilbagekalder den advarsel, som Statsministeriets departementschef blev tildelt. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har ved vurderingen rådført sig med Kammeradvokaten.
Ansættelsesmyndigheden har fulgt indstillingen fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Advarslen er derfor tilbagekaldt.
Baggrund
Minkkommissionen afgav den 30. juni 2022 sin beretning. Minkkommissionen vurderede, at i alt 10 offentligt ansatte havde begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der var grundlag for, at det offentlige søgte at drage dem til ansvar, og for Barbara Bertelsens vedkommende i anledning af hendes medvirken til brud på legalitetsprincippet og sandhedspligten i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf.
Minkkommissionens vurdering af embedsmændenes overholdelse af deres tjenstlige pligter var bl.a. baseret på en vurdering af, at pressemødet den 4. november 2020 indeholdt udmeldinger over for myndigheder, som udgjorde en klart ulovlig instruks og grov vildledning om hjemlen for at forlange aflivning af mink uden for sikkerhedszonerne.
Forhørsledelsen har i modsætning til Minkkommissionen vurderet, at udmeldingerne på pressemødet den 4. november 2020 og de efterfølgende pressemeddelelser ikke retligt kan karakteriseres som en instruks til blandt andre Rigspolitiet om straks at igangsætte og gennemføre aflivning af alle mink, men at der derimod var tale om en overordnet orientering af offentligheden om den politiske beslutning, der var truffet om, at alle mink skulle aflives, og om beslutningens konsekvenser. På pressemødet den 4. november 2020 blev der således ikke givet instrukser vedrørende aflivning af mink, der krævede hjemmel.
Forhørsledelsen fandt, at Thorkild Fogde, selvom han deltog i pressemøderne den 4. og 7. november 2020, ikke havde pligt til at foretage noget med henblik på at bringe minkavlerne ud af en mulig vildfarelse, og bemærkede i den forbindelse bl.a., at det måtte tages i betragtning, at den almindelige og konkrete kommunikation med minkavlerne blev varetaget af fødevaremyndighederne. Forhørsledelsen fandt endvidere, at Thorkild Fogde, uanset at han havde viden om hjemmelsproblemet, og at Rigspolitiet i regi af Den nationale operative stab bistod med den omfattende myndighedsindsats i forhold til aflivningen af alle mink i Danmark, ikke havde grund til at betvivle, at Rigspolitiets indsats ikke gik videre, end der var hjemmel til, og at der derfor heller ikke var anledning for Thorkild Fogde til at foretage noget internt i Rigspolitiet. Der kunne heller ikke bebrejdes Thorkild Fogde, at han ikke orienterede Justitsministeriet.
På baggrund af forhørsledelsens beretning har Medarbejder- og Kompetencestyrelsen med bistand fra Kammeradvokaten vurderet, at grundlaget for Minkkommissionens kritik af Barbara Bertelsen er bortfaldet, og at Barbara Bertelsen således ikke har medvirket til tilsidesættelse af legalitetsprincippet eller sandhedspligten i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf. Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har derfor indstillet, at statsministeren tilbagekalder den disciplinære advarsel, som Barbara Bertelsen blev tildelt.
Afgørelsen offentliggøres med samtykke fra Barbara Bertelsen.